Om ondskab og anger

BAGGRUND. Nyt website til undervisning lægger filosofisk, psykologisk og historisk vinkel på "The Act of Killing" og giver indblik i filmens produktionsforløb.

Joshua Oppenheimers "The Act of Killing" er en dokumentarfilm, der har trukket overskrifter adskillige gange siden premieren i 2012. I første omgang på grund af sit helt usædvanlige indhold og set up. Og sidenhen i forbindelse med de mange priser, filmen er blevet nomineret til og har vundet – herunder en Oscar-nominering.

Nu har filmens danske producent, Final Cut for Real, udarbejdet et alsidigt website med baggrundsinformation og undervisningsmateriale til filmen. Materialet er lavet med støtte fra Danida og er målrettet gymnasiet. Men det er i høj grad også relevant for andre, som er interesserede i filmen.

Undervisningswebsite til "The Act of Killing"

Materialet lægger forskellige vinkler på filmen. Filmholdet fortæller om filmens tilblivelse, og man kan læse om, hvordan indoneserne reagerede på filmen. Med udgangspunkt i udvalgte klip og scener fokuserer materialet på filosofiske og psykologiske aspekter ved filmen, bl.a. gerningsmændenes eget syn på deres handlinger og begrebet ondskab. Desuden er her et afsnit, der opridser de historiske epoker og begivenheder, som ligger til baggrund for filmen.

"The Act of Killing" skildrer et folkemord i Indonesien, hvor militærstyret i 1960'erne udryddede et sted mellem 500.000 og 2 millioner mennesker. Filmskaberne udfordrer militærstyrets nu aldrende bødler til at dramatisere deres rolle i folkemordet. Resultatet er en surrealistisk filmisk rejse ind i massemordernes forestillinger og fantasier om dem selv og deres ofre. Samtidig giver filmen et indblik i et skræmmende og korrupt regime, der ikke blot har ladet morderne slippe for straf, men stadig fejrer dem som helte.

I afsnittet Produktionsnoter på undervisningswebsitet fortæller Joshua Oppenheimer om processen:

"For at forstå, hvad de tænkte om mordene, og hvordan de uden anger kunne præsentere deres historier foran kameraet, viste jeg dem mine uredigerede optagelser af deres første dramatiseringer, og filmede deres reaktioner. Først troede jeg, at de ville føle, at det ville sætte dem i et dårligt lys, og at de ville blive ramt af moralsk og emotionel skyldfølelse. Jeg var forbløffet over, hvad der rent faktisk skete. Som man kan se i filmen, var Anwar, i hvert fald på overfladen, mest optaget af at se ung og moderne ud. I stedet for en egentlig moralsk refleksion, fik visningen Herman til spontant at foreslå en bedre og mere detaljeret dramatisering."

Undervisningswebsite til "The Act of Killing"

Filmen kan ses online på forskellige streamingtjenester. Find dem via Filmcentralen.

Hvis du har UNI-login, kan du se filmen på Filmcentralen/Undervisning