Premiere på En-to-tre-NU!

PREMIERE. En, to, tre – NU er det blevet premieretid for filmatiseringen af Jesper Wung-Sungs populære ungdomsroman. Filmen, som er instrueret af Barbara Rothenborg, rammer biografsalen 4. maj. 

"Husk at elske, mens du gør det – husk at leve, mens du tør det".

Piet Heins velkendte motto danner grundlag for Jesper Wung-Sungs ungdomsroman fra 2001, der efter flere år som fast inventar på folkeskolepensummet rammer det danske biograflærred onsdag den 4. maj.

Historien handler om den første rigtige, men også umulige kærlighed. Jeppe på 17 år og Cecilie på 16 år er nyforelskede, men ved begge, at deres kærlighed er på lånt tid, da Cecilie har kræft. De ved, at de må nyde hvert sekund, for måske bliver det deres sidste sommer sammen. Men det, de føler for hinanden, bliver om muligt endnu stærkere af døden, der som en skygge ånder dem i nakken. Men at leve er at turde dø, så det unge par tager chancer med livet og udfordrer skæbnen både med humor og sorg. De vil leve her og nu.

De to hovedroller som Jeppe og Cecilie spilles af Jeppe Nikolaj Groth, som blandt andet har spillet den yngste søn i "Rita", og debutanten Clara Rosager. Derudover medvirker Laura Bach, Kasper Leisner, Rasmus Hammerich, Susanne Storm, Jens Jørn Spottag og Lukas Løkken.

Barbara Topsøe-Rothenborg har stået for instruktion af filmen, som er produceret af Regner Grasten for Regner Grasten Film. De to har før arbejdet sammen i forbindelse med blandt andet "Krummerne – alt på spil".

"En-to-tre-NU" har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut.

Trailer

Tags: En to tre nu