Premiere på Vildheks

PREMIERE. Kaspar Munk er klar med eventyrfilmen ’Vildheks’, der er baseret på Lene Kaaberbøls bogserie af samme navn. Filmen er i biograferne fra 11. oktober.

Der er lagt op til eventyr og magi for børn og voksne, når Kaspar Munk har premiere på sin nye fantasyfilm ’Vildheks’. Filmen er baseret på Lene Kaaberbøls ungdomsbøger om pigen Clara, der har en særlig kontakt til dyr og natur.

12-årige Clara er en helt almindelig pige, der bor i byen, går i skole og hænger ud med sin bedste ven Oscar. En dag bliver Clara angrebet af en stor sort kat, og med ét forandres hendes almindelige liv for altid. Da Clara bliver alvorligt syg med kattefeber, beslutter hendes mor at tage Clara med ud til sin søster Isa, som de ellers ikke har set i mange år. Isa er en vildheks, som bor langt ude i skoven med sin hund Tumpe og sin vildven, uglen Tutu. Ude hos Isa finder Clara ud af, at hun også er vildheks, og at den sorte kat er hendes vildven, som prøver at beskytte hende mod en ond heks.

Filmens hovedrolle spilles af Gerda Lie Kaas, der med ’Vildheks’ får sin spillefilmsdebut. Sonja Richter spiller Moster Isa, og i øvrige roller ses bl.a. Signe Egholm, Kirsten Olesen og May Lifschitz som heksen Kimæra. 

Manuskriptet til ’Vildheks’ er skrevet af Bo hr. Hansen, Poul Berg og Kaspar Munk, og filmen er produceret af Stinna Lassen og Anni Fernandez for Good Company Films i samarbejde med TV2. 

’Vildheks’ er støttet af Det Danske Filminstitut via markedsordningen.