Den 35-årige instruktør Marie Grahtø har markeret sig som et lovende talent i en ny instruktørgeneration af formbevidste og fandenivoldske stilister i dansk film.
Hun gjorde sig allerede bemærket i 2012 med sin rå, magiskrealistiske førsteårsfilm fra den alternative filmskole Super16, 'Daimi', om en 12-årig pige, der er forladt alene hjemme juleaften og har svært ved at skelne mellem fantasi og den mørke virkelighed.
Midtvejsfilmen 'Lækre til vi dør' fra 2013 er et neonfarvet, punket ungdomsdrama om tre cheerleaders, og den lige så pangfarvede og MTV-æstetiske 'Teenland' fra 2014 skildrer tre teenagepiger, der er indespærret på en institution, fordi de har overnaturlige kræfter.
Nu debuterer Marie Grahtø med spillefilmen 'Psykosia', der som 'Teenland' også foregår på et psykiatrisk hospital. Her følger vi forskeren Viktoria og hendes forsøg på at komme tæt den selvmordstruede og grænsesøgende patient Jenny. De to fører natlige samtaler om livet og døden, og for første gang oplever Viktoria at kunne åbne sig op for et andet menneske. Men intet er helt, som det ser ud.
Du har beskrevet genren i 'Psykosia' som "psykotisk realisme". Hvad betyder det?
"I det daglige sprog forbinder man ofte realismebegrebet med en kollektiv virkelighed, som langt de fleste kan identificere sig med. Men alle ser forskelligt. Psykotisk realisme er et paradoks: Psykose er vrangforestillinger, hallucinationer, noget, der ikke findes. Men for den, der oplever psykose, er det virkeligt. Så hvad er virkelighed?"
Vil du fortælle om de personlige erfaringer, der har inspireret til filmen?
"Jeg havde en psykose i mine tyvere. Det er svært at forklare, hvad jeg oplevede præcist, for det er et psykisk sammenbrud. Men essensen for mig var, at jeg ikke følte, at jeg havde adgang til livet. Jeg levede med en form for psykisk parallelverden, og det var enormt forvirrende at navigere i.
Det er nogle meget intense følelser og oplevelser, man har med sig selv, og det sætter sine spor. Selvom følelserne har fortaget sig, er de stadig en del af mig, og min personlighed er farvet af dem. Det fylder meget, og derfor havde jeg brug for at omsætte det til film, som er min udtryksform."
Hvad vil du gerne nærmere formidle om psykose i filmen?
"Jeg vil gerne give et indblik i, hvor svært det kan være ikke at kunne regne med det, man oplever. At man ikke kan stole på sit hoved. Det er et eksistentielt jordskælv at opleve en psykose, og det tager mange år at genopbygge sig selv og få greb om, hvad virkelighed er."
'Psykosia' af Marie Grahtø. Foto: Christian Geisnæs
Hvad kan filmmediet i den forstand?
"Der er nogle grundlæggende aspekter ved at opleve psykose, som har skabt det visuelle sprog og tidsforståelsen i 'Psykosia'. Tid føles ikke lineær – der kommer en form for sprækker i den – og de fysiske love kan ændre sig. Det er spændende at omsætte til film. På den måde synes jeg, at film er en fantastisk kunstform til at portrættere dybdepsykologiske problematikker."
Hvordan har du og filmholdet arbejdet med at formidle det?
"Vores visuelle strategi har været at skabe tætte portrætter og store billeder og at arbejde med zoom. På den måde føles filmen på en gang dragende og distancerende. Jeg ville gerne skabe samme følelse i publikum, som når jeg ikke havde det godt: Selvom man er tæt på noget, har man det, som om man er langt væk. Det paradoks i nærhed og afstand ville jeg gerne undersøge.
Vi har fx en scene i filmen, hvor Viktoria går ned ad gangen med mad til Jenny, som hun egentlig gerne vil tæt på. Men på vej derned spoler vi tilbage. Tanken er, at der er en større kraft, som er hendes egne problemer, der hiver hende væk. Hun har ikke de indre ressourcer, det kræver at komme tæt på. Jeg ville gerne undersøge den smerte og frustration, der kan være forbundet med ikke at kunne få adgang til tilværelsen og forbinde sig på et dybt plan med andre mennesker."
Hvorfor synes du, emnet er vigtigt?
"For mig er filmen delvist et narcissistisk projekt, fordi jeg forsøger at forstå mine personlige oplevelser. Historien er fiktion, men filmsproget kommer ud af mine egne oplevelser.
Men jeg fornemmer også, at filmen er universel, selvom den opererer med svær psykisk lidelse, for alle mennesker kender til det at være ude af kontakt med sig selv.
Vi lever i et samfund, hvor det er blevet tydeligt, at mange bliver medicineret, oplever psykisk sygdom og selvmordstanker, og selvmordsraterne stiger. Psykisk lidelse er vanskelig at portrættere, fordi man ikke kan se det. Når en person, der har det svært, sidder og kigger ud i luften, tænker man måske, at de ikke laver noget, men i virkeligheden foretager de et enormt indre psykisk arbejde i et forsøg på at få det bedre eller overleve. Der er urkræfter i psyken, som vi ikke rigtigt kan få greb om. Filmen er et forsøg på at vise, hvor store kræfter et menneske kan opleve indeni."
'Psykosia' af Marie Grahtø. Foto: Catherine Pattinama Coleman
'Psykosia' startede som en videreudvikling af din kortfilm 'Teenland', men er endt meget anderledes?
"Jeg udviklede filmen i tre år, og på den tid sker der meget med et menneske og med et projekt. Med 'Teenland' og 'Lækre til vi dør' var jeg meget optaget af "den vilde ungdom", både form- og indholdsmæssigt, men i løbet af de tre år rykkede jeg mig væk fra ungdomsfascinationen.
Mens jeg lavede de to kortfilm, fandt jeg min store kærlighed til at udforske filmsproget. De blev meget formtunge, og jeg havde en ironisk distance til indholdet. Det var fint, men med 'Psykosia' havde jeg lyst til at gøre noget andet: Holde fast i et potent og eksperimenterende formsprog, men kombinere det med et indhold, der var mere følsomt og tættere på mig selv. Jeg ville forsøge at give et indblik i, hvordan det kan se ud, når et menneskes verden kollapser, og jeget krystalliserer."