Hvordan er det lige at være 14 år i dag? Det spurgte instruktør Maj-Britt La Cour, manuskriptforfatter Trine Breum og producer Morten Kaufmann fra Toolbox Film sig selv om, da de gik i gang med at udvikle spillefilmen 'Frede' om en 14-årig pige.
Som Morten Kaufmann siger: "Der er ingen af os, der er piger mellem 11 og 15 år. Nogle af os har været pige mellem 11 og 15, men meget har forandret sig."
"Fordi målgruppen ikke er så stor, er det vigtigt, at vi kommunikerer rigtigt til den. Derfor har det været vigtigt at få respons fra de piger, som vi gerne vil have til at se filmen, inden vi satte det sidste punktum i manuskriptet," siger produceren.
Manuskriptet følger 14-årige Frede, som efter forældrenes skilsmisse begynder at prioritere sin mor højere end sine veninder og derfor bliver ekskluderet fra venindegruppen. Idéen udspringer af Maj-Britt La Cours erindring om at tage for meget ansvar for forældrenes problemer. Temaet om at bekymre sig for sine forældre og komme til agere mere voksent end man er, ser instruktøren som universelt. Udfordringen lå i at ramme rent ned i en moderne pigevirkelighed anno 2020.
"Vi ville gerne undgå, at filmen udgør voksne menneskers idé om, hvordan det er at være 14, men sikre os, at filmen tegner et nutidigt billede af livet som 14-årig og de pigedynamikker, vores hovedperson indgår i," fortæller Maj-Britt La Cour.
Et intimt rum uden voksne
I sparring med Filminstituttets lanceringskonsulent Lena Juhl Seidelin kom holdet hurtigt frem til, at de havde brug for indsigt fra aldersgruppen og engagerede derfor det antropologiske researchfirma Will & Agency til at gennemføre en publikumsresearch tidligt i filmens udvikling.
Herfra startede samarbejdet med Niels Alberg og Rikke Flodin fra Will & Agency. Ud fra manuskriptet og møder med filmskaberne foreslog de at researche hos piger i aldersgruppen gennem videodagbøger. De rekrutterede 12 piger i tre forskellige aldersgrupper og fire mødre fra hele landet til et researchpanel. I første del af forløbet var de interesserede i pigernes følelser om filmens hovedtemaer. I anden fase pitchede Maj-Britt La Cour filmens historie, som pigerne blev bedt om at forholde sig til, bl.a. i forhold til Fredes forhold til sin mor og sine veninder.
Metoden med at få pigerne til at filme sig selv skulle sikre, at pigerne turde dele deres intime tanker, fortæller Niels Alberg.
"Vi ville gerne samle viden ind fra ungdomspigeværelset uden at sidde derinde som voksne mennesker og intimidere pigerne. Filmen handler om nogle lidt ømtålelige emner som venskab og forhold til forældre, som måske ville være svært for dem at fortælle os om ansigt til ansigt. Med videoformatet har vi oplevet en kæmpe åbenhed og ærlighed, og pigerne har virkelig haft meget på hjerte."
Skal man kaste op i en urtepotte?
Det var også Maj-Britt La Cours oplevelse.
"Vi kom ind i et ret intimt rum, fordi pigerne er vant til at sidde på deres værelser og tale med deres computer. De forholdt sig meget ærligt og filterløst til filmen og de andre ting, vi havde brug for at vide: fx hvordan de fester, hvordan de taler om drenge, hvad det betyder at være bedste veninder, hvad et svigt er mellem veninder, og hvad der er sjovt, pinligt eller over stregen." fortæller instruktøren.
"Til samme fest syntes pigerne, at det var vildt grænseoverskridende, at der var en, der kastede op i en urtepotte. Vi blev opmærksomme på, at de 11-12-årige ikke rigtigt ved endnu, hvad alkohol gør," supplerer Morten Kaufmann. Og den betragtning har faktisk ført til konkrete ændringer i manuskriptet, fortæller Maj-Britt La Cour:
"Nu har vi prøvet at understrege, at det er ret vildt, når hovedpersonens bedste veninde bliver fuld til en fest. Vi skal have med, at det ikke er noget, hun gør hver weekend. I det hele taget har vi skruet lidt ned for drukken. Det er ikke nødvendigt for historien."
Ærlighed er den hellige gral
Det blev hurtigt klart for instruktør Maj-Britt La Cour og producer Morten Kaufmann, at aldersgruppen 11-15 år i virkeligheden er en meget bred målgruppe, som er svær at ramme begge ender af, hvis man vil være autentisk og troværdig. Der er stor forskel på, hvordan man ser verden som 11-årig og 15-årig. Indsigterne pegede på, at der er fire faser i de transformative år; De uskyldige (11 år), De søgende (12-13 år), De in-betweens (14 år) og De små voksne (15 år).
Det kom bl.a. til udtryk i undersøgelsen ved, at de yngre piger syntes, at hovedpersonens projekt med at bygge en ballon til en klimademonstration var spændende, men de ældre piger fandt det aspekt barnligt og var mere optaget af festerne. Den opfattelse har filmskaberne efterfølgende inddraget ved at lade hovedpersonen selv stille spørgsmål ved, om ballonprojektet ikke også er barnligt.
En anden vigtig indsigt for La Cour var, hvor meget ærlighed betyder i venindeforhold.
"I mit oprindelige manuskript lå Fredes svigt af veninderne i, at hun prioriterede sin mor højere end dem. Men det er i højere grad en 35-årigs blik på et forhold, hvor jeg fx bliver sur, hvis jeg ikke føler mig prioriteret af vennerne. For pigerne består svigtet ikke i, at hun prioriterer sin mor, men i, at hun lyver om det. Værdien af ærlighed som den hellige gral havde jeg brug for at blive mindet om, og det har vi justeret manuskriptet efter. I det hele taget har vi fået understreget, at ægthed er vejen til pigernes hjerter. Hvis filmen synger rent, er vi langt."
En masse inspiration
Researchen har givet Maj-Britt La Cour og Morten Kaufmann inspiration, men har ikke været styrende for fortællingen, understreger de. Elementer som drengesnak og mobiltelefoner har de fx bevidst underspillet i forhold til, hvor meget det fylder virkeligheden, fordi de ikke fandt det relevant for historien.
"Det var sindssygt vigtigt for os, at der ikke skulle komme en antropolog og sige, at vi skulle lave vores handling om eller bruge et bestemt musiknummer, fordi det var det, de unge ville have. Vi har fået en masse information, som vi har kunnet vælge til og fra i," siger Maj-Britt La Cour, og Morten Kaufmann supplerer:
"Will & Agency er jo ikke dramaturger eller historiefortællere, og det er heller ikke det, vi skal bruge dem til. Vi skal bruge dem til at blive klarere på, hvordan vi kommunikerer til den målgruppe, vi gerne vil i samtale med."
" Mit råd til andre filmskabere, der gerne vil arbejde med publikumsresearch er helt klart, at man skal gøre det, hvis man ikke til daglig har sin gang i den kultur, man skildrer. Det kan højst gavne projektet," fastslår Maj-Britt La Cour.
Gå til researchen med nysgerrighed
Dén tilgang bifalder Niels Alberg fra Will & Agency:
"Hvis jeg skal give et råd til filmskabere, er det at gå ind i samarbejdet med nysgerrighed. Vi prøver ikke at komme med konklusioner på, hvordan en film skal være. Det skal filmskaberne selv gøre. Men hvis man er åben over for at få nye idéer og refleksioner som et parallelt input til éns øvrige research, kan man få meget glæde af det."
Niels Alberg har generelt oplevet, at antropologien og filmbranchen har meget til fælles.
"Antropologi handler om forståelse af mennesker og om at sætte sig ind i, hvad der driver mennesker til at træffe deres valg. Det arbejder filmskabere i høj grad også med, bare mindre analysebaseret og med andre metoder end os. På samme måde arbejder antropologer også kreativt i deres analyser. Man kan sige, at både filmbranchen og antropologien arbejder i et spændingsfelt mellem det menneskelige og det kreative," siger han.
For instruktøren Maj-Britt La Cour har undersøgelsen først og fremmest givet hende blod på tanden til at fortsætte arbejdet med filmen.
"Responsen har bekræftet os i, at de unge er interesserede i de følelser og dilemmaer, vi tager op i filmen. Vi har fået en stærkere tro på, at der er brug for vores fortælling derude."
