Roos Pris 2019 til Max Kestner

PRIS. Max Kestners film er filosofiske og finurlige knaldperler, der flytter både publikum og filmkunsten nye steder hen. Han udfordrer konsekvent sin egen filmiske metode og spænder gerne ben for sig selv, når han synes, han er blevet lidt for dygtig, lyder det blandt andet fra komiteen bag årets Roos Pris, der belønner en bemærkelsesværdig indsats for dansk dokumentarfilm.

Modtager af årets Roos Pris, filminstruktør Max Kestner, har siden sin afgang fra Filmskolen i 1997 beriget dansk film og publikum med værker, der tematisk og genremæssigt spænder vidt. Men alle bærer de Kestners karakteristiske, krøllede signatur.

Fra den prisvindende 'Nede på jorden', et portræt af arbejdere på en redningsbådsfabrik i Esbjerg, over 'Rejsen på ophavet', en skæv, pseudovidenskabelig, animeret dokumentarfilm om instruktørens egen opvækst, til science fiction-filmen 'Qeda', der skildrer et oversvømmet København anno 2095.

Et altid åbent, nysgerrigt, generøst blik på verden

Roos Prisen påskønner en særlig bemærkelsesværdig indsats for dokumentarismen i Danmark, og priskomitéen motiverer valget af Max Kestner således:

"Kunst er, at man gennem et værk lader andre se på verden med kunstnerens blik. Sådan har årets prismodtager defineret sin metier som filminstruktør. Og hvilket blik på verden, vi beriges af med Max Kestners øjne! Et altid åbent, nysgerrigt, generøst blik med glimt i øjet og en stor overbærenhed over for menneskets fejlbarlighed og dårskab.

Uanset om Kestners hovedpersoner er fabriksarbejdere, raketbyggere, polarforskere, fiktive fremtidsmennesker, børn eller kunstnere som han selv, kredser filmene om grundlæggende filosofiske spørgsmål: Hvordan skal du leve dit liv? Hvad er meningen med det hele? Er alting tilfældigt? Er alting forudbestemt? Hvad er sandhed?

Max Kestner iscenesætter sine film med omhu og sætter en ære i, at også dokumentarfilm er instruerede. Historier er ikke noget, der ligger ude i virkeligheden og venter på at blive hentet ind og fortalt. En god film er et resultat af bevidste valg. Det er et ansvar, man må påtage sig, mener han. Med den insisteren vajer både den kunstneriske og moralske fane skyhøjt over Kestners finurlige filmknaldperler.

Filmografien er lang og varieret men med en tydelig signatur; virtuositeten, poesien, humoren og hans tilstedeværelse som fortæller – ofte i kraft af hans egen venligt distancerede stemme, der med tungen i kinden fremfører forførende opremsninger af stort og småt. Kestner lader sig gerne forvilde og fortabe i sine historiers forunderlighed og rigdom, men kun tilsyneladende – han er en knivskarp tænker, der ved, hvad han vil med sine fortællinger.

Kestner udfordrer konsekvent sin egen metode, afprøver fortælleformer og virkemidler og spænder sågar ben for sig selv, når han synes, han er blevet lidt for dygtig. Let skal det ikke være, for så bliver det kedeligt – både for ham selv og for publikum.

Max Kestner blotter gerne sin tvivl og sin sårbarhed og inspirerer både publikum og kolleger til at gøre det samme. På den måde flytter han både filmkunst og mennesker nye steder hen – og derfor får han årets Roos Pris."

Max Kestner modtog d. 31. oktober 2019 årets Roos Pris

Om Max Kestner

Født i 1969. Har læst filosofi og journalistik. Uddannet tv-tilrettelægger fra Den Danske Filmskole, hvor han tog afgang i 1997 med filmen 'Clarks'. Arbejdede en årrække for DR og har siden instrueret omkring 15 film, blandt andet 'Nede på jorden', 'Rejsen på ophavet', 'Verden i Danmark', 'Drømme i København', 'Amateurs in Space', 'Qeda' og 'Slette omstændigheder'.

Han arbejder nu på en dokumentarisk opera, en film om Tvind og en film om forholdet mellem mennesker og dyr.

Om Roos Prisen

Roos Prisen, der er opkaldt efter dokumentarfilmpioneren Jørgen Roos, blev etableret i 1995 med det formål at "påskønne en særlig bemærkelsesværdig indsats for dokumentarismen i Danmark". Prisen er på 25.000 kr.

Tidligere prismodtagere er: Jørgen Roos, Ole Askman, Jørgen Leth, Sami Saif og Phie Ambo, Janus Billeskov Jansen, Jon Bang Carlsen, Jesper Jargil, Anne Wivel, Tue Steen Müller, Niels Pagh Andersen, Arne Bro, Steen Møller Rasmussen, Tine Fischer, Lise Lense-Møller og Anders Østergaard, Lars Skree, Eva Mulvad, Michael Noer, Adam Nielsen, Signe Byrge Sørensen, Henrik Bohn Ipsen, Dola Bonfils, Anders Villadsen samt Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen.

Priskomiteen består af sidste års prismodtagere, Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen, Filminstituttets direktør, Claus Ladegaard, og afdelingschef Ane Mandrup, også fra Filminstituttet. Prisoverrækkelsen fandt sted torsdag aften den 31. oktober på det årlige branchemøde for dokumentarfilm, DOKDAG, på Filminstituttet.