Scandinavian Star – ny dokumentarserie om skibskatastrofen

PREMIERE. Tredive år efter tragedien på passagerskibet Scandinavian Star udfolder dokumentarserien af samme navn historien om Nordens største mordgåde i nyere tid. Seriens seks afsnit, skabt af et hold sammensat af både dokumentarister og fiktionsfolk, har premiere den 9. marts på DR.

Tv-serien 'Scandinavian Star' er optaget over næsten fire år og bygger på et omfattende researcharbejde i flere lande. Nu er de seks afsnit i dokumentarfortællingen klar til premieren som et stykke fælles nordisk nutidshistorie, der samsendes i Norge, Sverige – og i Danmark, hvor DR1 blænder op for serien den 9. marts. 

'Scandinavian Star' kortlægger historien om Scandinavian Star over de tre årtier, der er gået siden den tragiske hændelse.

Den 6. april 1990 om aftenen stævner passagerfærgen Scandinavian Star ud fra Oslo mod Frederikshavn med 383 passagerer og 99 besætningsmedlemmer ombord. Midt om natten bryder færgen i brand, og 159 mennesker mister livet. Myndighederne i Danmark, Sverige og Norge står pludselig over for en transnational mordsag. Samtidig er der et økonomisk spil bag skibet, der trækker spor til USA, international skibshandel og en global virkelighed, som myndighederne ikke er forberedt på.

'Scandinavian Star' berører de personlige skæbner, der blev ramt af katastrofen, myndighedernes forsøg på at opklare sagen, det politiske magtspil og ikke mindst tredive års spekulationer og teorier om mysteriet bag mordbranden. Serien bringer blandt andet nye oplysninger frem i lyset og interviews med en række personer, der aldrig tidligere er stået frem.

Kræfter fra fiktions- og dokumentarverdenen

Bag tv-serien står dokumentarfilminstruktør Mikala Krogh, kendt for 'Ekstra Bladet – Uden for citat', Politikens journalist Lars Halskov, der er forfatter til bogen 'Branden – Gåden om Scandinavian Star', samt manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig, der har skrevet til blandt andet tv-serien 'Broen'.

'Scandinavian Star' er filmet af Manuel Alberto Claro, der har været fotograf på flere af Lars von Triers film, og klipper er Kasper Leick, som har arbejdet på blandt andet 'Underverden' og serien 'Arvingerne'. Komponist er Jonas Bjerre, kendt som forsanger i bandet Mew.

'Scandinavian Star' er produceret af Sigrid Dyekjær for Danish Documentary, der stod bag årets danske Oscar-nominerede 'The Cave', og Thomas Heinesen for Nordisk Film i samproduktion med DR, NRK i Norge og TV4 i Sverige. Serien er støttet af Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje, Nordisk Film & TV Fond, Det Norske Filminstitut, Copenhagen Film Fund, Politiken-Fonden og Jyllands-Postens Fond.

Første afsnit sendes på DR1 mandag den 9. marts kl. 20.