Serien Kemohjerne får international premiere på Sundance

SUNDANCE. For første gang er en dansk serie udtaget til Sundance Filmfestivalen. 'Kemohjerne' af Kristian Håskjold og Johan Wang, der med humor og uden berøringsangst skildrer en ung mands hverdag med kræft, skal møde sit første internationale publikum på den toneangivende amerikanske festival i januar.

Når Robert Redfords Sundance Filmfestival åbner dørene i januar, får det internationale publikum chancen for at opleve dansk serieproduktion. 'Kemohjerne', der er instrueret af Kristian Håskjold og skrevet i samarbejde med Johan Wang, er som den første danske serie nogensinde udtaget til festivalen i Utah. Her skal alle fem afsnit præsenteres i Indie Episodic, der sætter fokus på det korte serielle format produceret til tv, web eller streaming.

'Kemohjerne' slår følge med dokumentaren 'Into the Deep', der allerede er udmeldt til Sundance.

Serien skildrer, hvordan det opleves for et ungt menneske at blive ramt af kræft. I de fem afsnit a cirka et kvarter følger vi 28-årige Oliver, der må se sit helt almindelige liv med venner, studier og måske en ny kæreste vendt på hovedet, da han pludselig bliver diagnosticeret med testikelkræft. Uden for Rigets mure fortsætter vennerne med livet, som om intet var hændt, mens Olivers tilværelse sættes på standby, og medicin, behandlinger og hans egen dødelighed bliver den nye virkelighed. 

Historien bygger på mange timers samtaler med både kræftpatienter og personale på Rigshospitalet for at bringe skildringen af et kræftforløb så tæt på virkeligheden som muligt. 

Adam Ild Rohweder spiller Oliver, og rollelisten tæller også Jens Jørn Spottag, Ditte Gråbøl, Stephanie Nguyen, Mathilde Passer, Claus Flygare, Rasmus Flensborg og Karoline Brygmann.
 
Kristian Håskjold dimitterer fra filmuddannelsen Super16 i 2020. Han har instrueret og skrevet en række kortfilm og har høstet prominente priser for 'En værdig mand' og 'Forever Now'. 'Kemohjerne' er Håskjolds debut inden for seriegenren. 

Serien er skrevet af Håskjold og Johan Wang, kreativ direktør hos selskabet Splay One, som netop har produceret serien til TV 2. Producer er Nadja Nørgaard Kristensen. TV 2 og TV 2 Play havde premiere på 'Kemohjerne' i oktober.

Sundance Film Festival løber af stablen fra 23. januar til 2. februar i Park City i Utah, USA. Se mere på sundance.org.