Sundance med opsigtsvækkende historier

SUNDANCE. Når Sundance Filmfestivalen blænder op i Utah fra den 24. januar, er det med May el-Toukhys 'Dronningen' og Mads Brüggers 'Cold Case Hammarskjöld' i konkurrence. De to film byder begge på udfordrende fortællinger, og Brüggers dokumentar har allerede skabt overskrifter. Festivalen præsenterer også en stribe koproduktioner i konkurrence. Vi bringer her et overblik.

Sundance Filmfestival i Park City i Utah regnes for at være et vigtigt springbræt for europæiske film til det nordamerikanske marked. På årets udgave af Robert Redfords prominente festival deltager to danske film i de internationale konkurrencer for henholdsvis spillefilm og dokumentarfilm. 

May el-Toukhys anden spillefilm, 'Dronningen', er udvalgt til World Cinema Dramatic Competition, mens Mads Brüggers 'Cold Case Hammarskjöld', er inviteret til World Cinema Documentary Competition. 

Dronningen – om at sætte det hele på spil

Interview med May el-Toukhy

"Grundlæggende ville jeg se nærmere på tilblivelsen af en familiehemmelighed."

Sådan siger May el-Toukhy i vores engelsksprogede interview om tilblivelsen af 'Dronningen'.

I el-Toukhys psykologiske drama spiller Trine Dyrholm en fremtrædende rolle som Anne, der regerer med stor myndighed i sit eget liv. Hun er succesfuld og kompromisløs i sit virke som advokat og er lykkeligt gift med lægen Peter, med hvem hun har to døtre. Men da hun forfører sin 17-årige stedsøn, Gustav, sætter hun alt over styr. 

Manuskriptet til 'Dronningen' er skrevet af Maren Louise Käehne i samarbejde med instruktøren. Gustav Lindh medvirker i rollen som stedsønnen Gustav og Magnus Krepper som ægtemanden Peter. Filmen er produceret af Caroline Blanco og René Ezra for Nordisk Film og har dansk premiere den 28. marts i Biografklub Danmark.

Cold Case Hammarskjöld – politisk thriller om mordmysterium

Har skabt overskrifter i britisk avis

Allerede inden premieren i Sundance har filmens tema skabt overskrifter i blandt andet den britiske avis The Guardian, med Brügger som medforfatter på artikler om mordmysteriet.

Læs mere:

RAF veteran ‘admitted 1961 killing of UN secretary general’

Coups and murder: the sinister world of apartheid’s secret mercenaries.

I forsøget på at opklare det mulige attentat på Dag Hammarskjöld rejser Mads Brügger sammen med den svenske efterforsker Göran Björkdahl tilbage til det sted i Afrika, hvor FN's daværende generalsekretær i 1961 mistede livet i et mystisk flystyrt. I Zambia, Congo og Sydafrika støder de to mænd imidlertid på spor af ondskab og grusomheder, der overstiger deres vildeste fantasi.

Turen til Sundance er Brüggers tredje med en film i den internationale dokumentarkonkurrence, og i 2010 blev det til en pris til 'Det røde kapel'. 'Cold Case Hammarskjöld' er skrevet af Brügger, og producer er Peter Engel for Wingman Media. En dansk premieredato er endnu ikke fastlagt. 

Danske koproduktioner 

På årets Sundance Filmfestival deltager også en række koproduktioner, som i disse uger desuden er udtaget til en række andre prominente festivaler som fx Göteborg og Berlin:

  • Den svenske spillefilm 'Koko-di Koko-da' af Johannes Nyholm deltager i World Cinema Dramatic Competition. Dansk koproducer er Beofilm ved Maria Møller Christofferson. Skagen danner delvist rammen om filmen, som også har Peter Belli i en fremtrædende rolle.
  • Den brasilianske spillefilm 'Divine Love' af Gabriel Mascaro deltager i World Cinema Dramatic Competition. Dansk koproducer er Snowglobe ved Eva Jakobsen, Mikkel Jersin og Katrin Pors. 
  • Den colombianske spillefilm 'Monos' af Alejandro Landes deltager i World Cinema Dramatic Competition. Dansk koproducer er Snowglobe ved Katrin Pors. 
  • Den finske dokumentarfilm 'The Magic Life of V' af Tonislav Hristov deltager i World Cinema Documentary Competition. Dansk koproducer er Kirstine Barfod Film ved Kirstine Barfod.
  • Den engelske dokumentarfilm 'Aquarela' af Victor Kossakovsky deltager i New Frontier. Dansk koproducer er Sigrid Dyekjær.
  • Den colombianske spillefilm 'Trækfugle' af Ciro Guerra og Cristina Gallego deltager i Spotlight. Dansk koproducer er Katrin Pors for Snowglobe.

Sundance Filmfestivalen løber fra 24. januar til 3. februar. Se mere på festivalens hjemmeside, sundance.org.