Team Albert har premiere 4. oktober

PREMIERE. Instruktør Frederik Nørgaard er klar med ny ungdomsfilm med YouTuberen Albert Dyrlund, som spiller en fiktiv version af sig selv. ’Team Albert’ kan ses i biografer landet over fra 4. oktober.

YouTuberen Albert Dyrlund går fra mobilskærmen til det store lærred, når han indtager sin første hovedrolle som karakteren Albert. 

I filmen er Albert en oprører, der ikke vil acceptere, at du ikke kan gøre det, du har lyst til, fordi du er låst fast af et samfund, der har lagt den lige linje for din karriere, siden du gik i børnehave. For at bryde ud af det gør Albert oprør mod skole, forældre og hele verden for at blive det, han er bedst til: En der underholder hele verden gennem YouTube. Men på sin vej er Albert ved at miste sine bedste venner og allerværst den, der elsker ham mest – pigen, han tror, han ikke er forelsket i.

Rollerne som de øvrige medlemmer af Team Albert er besat af Marcuz Jess Petersen og Laura Kjær, mens Olivia Hahn Reichstein får spillefilmsdebut som den nye pige i klassen.

’Team Albert’ instrueres af Frederik Nørgaard, der også medvirker i filmen og har skrevet manuskriptet sammen med Thor Wissing Lange. Frederik Nørgaard har tidligere instrueret børne- og ungdomsfilm senest filmatiseringen af Bjarne Reuters ’Kidnapning’ (2017). 

Filmen er produceret af Regner Grasten for Regner Grasten Film med støtte fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Åke Sandgren.