Thriller om mislykket våbensmugling

TV-PREMIERE. Andreas Koefoeds dokumentariske thriller om Niels Holck og den illegale våbennedkastning i Indien i 1995 kan nu opleves på tv.

Andreas Koefoeds "Våbensmuglingen" er en fortælling om den nu velkendte flyvning over Indien i 1995, hvor danske Niels Holck var med til at kaste 4 tons våben ned over Vestbengalen.

De to mænd på flyet den nat var ud over hovedmanden bag operationen, Niels Holck, den britiske våbenhandler, Peter Bleach, der var hyret af Holck til at levere våbnene til missionen. Mens det lykkedes Holck at flygte kort tid efter deres fejlslagne operation, blev Bleach anholdt og efterfølgende placeret i et af verdens værste og mest berygtede fængsler i Kolkata.

Bleach tilbragte i alt otte år i fængsel i Indien, før det lykkedes ham at bevise, at han havde samarbejdet med MI5 hele vejen igennem for at pågribe Holck. Holck derimod undslap, og det lykkedes ham med tiden at komme tilbage med Danmark, hvor han startede et nyt liv med familie og eget firma, under løfter fra den danske regering om at udlevering til Indien var udelukket på grund af muligheden for dødsstraf og manglende løfter om at overholde basale menneskerettigheder.

Flyvningen forandrede de to mænds liv for bestandigt og var årsag til en større diplomatisk krise mellem Danmark og Indien 17 år senere.

Læs Dorte Hygum Sørensens interview med instruktør Andreas Koefoed.

"Våbensmuglingen" havde biografpremiere på DOX:BIO den 4. juni 2014 og bliver vist på DR1 søndag den 19. oktober kl. 22.10.

Filmen er udtaget til serien Masters på Amsterdams dokumentarfilmfestival, IDFA, der løber fra den 19. til 30. november. Det er den syvende film, Andreas Kofoed har med på IDFA igennem 7 år.

"Våbensmuglingen" er produceret af Miriam Nørgaard for Fridthjof Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Trailer