Todimensionel dansk noir får grafikpris

COMPUTERSPIL. Det danske Xbox-spil "Limbo" blev i nat hædret i kategorien "Excellence in Visual Art" ved den prestigefyldte Game Developers Choice Awards i San Francisco.

PlayDeads uhyggelige indie-hit Limbo modtog natten til torsdag en pris for grafisk overlegenhed ved Game Developers Choice Awards, som anses for at være blandt spilbranchens vigtigste prisuddelinger.

Hermed formåede danskerne at få del i prisfesten, som ellers i overvældende grad faldt ud til fordel for Rock Star Games' mere traditionelle spilhit "Red Dead Redemption". Det melankolske wild west-eventyr, som følger eks-forbryderen Jim Marstons desperate forsøg på at blive genforenet med sin kidnappede familie, hjembragte priserne "Game of the Year/Best Game", "Excellence in Audio", "Excellence in Game Design" og "Best Technology".

Fakta

New Danish Screen – Spilstøtteordning blev oprettet som en del af Filmforliget for 2007-2010, for at støtte danske talenter inden for udvikling af computerspil til børn. New Danish Screen er etableret i et samarbejde mellem Danmarks Radio, TV 2 og Det Danske Filminstitut og har til huse hos Filminstituttet.

"Red Dead Redemption" blev hyldet på samme overvældende manér ved Danish Game Awards i sidste uge, hvor det blev kåret som "Årets spil" og "Bedste actionspil" og modtog kritikerprisen.

red-dead
En stakkels ensom cowboy. Screenshot fra "Red Dead Redemption".

Det er første gang, at et dansk spil vinder en pris ved Game Developers Choice Awards, som afholdes i forbindelse med den årlige Game Developers Conference. Vinderne kåres ved en afstemning blandt spiludviklere.

"Limbo" var nomineret i syv kategorier og er desuden nomineret til fire BAFTA-priser, som uddeles senere i denne måned.

Spillet er støttet af New Danish Screen – Spilordningen og var, ifølge Eurogamer.dk, sidste års tredjebedst sælgende spil på Xbox Live med en anslået indtjening på 50 millioner kr.