TV-premiere på Et ægte par

TV-SERIE. 30. april er der TV-premiere på dokumentarserien ’Et ægte par’ af instruktør Emil Langballe, der også i år har stået bag dokumentarfilmen ’Q’s Barbershop’. Serien er en fortælling om livet og kærligheden for parret Sidsel og Christian, der begge har Downs Syndrom.

Antallet af børn født med Downs Syndrom er i disse år på vej en smule op, men har i mange år været stærkt dykkende. Det synes Sidsel og Christian er en skam. De mener at verden har brug for sådan nogen som dem. Mennesker der møder verden med kærlighed, og som har masser af byde på. 

Med ’Q’s Barbarshop, som både blev vist på CPH:DOX og på DR, tegnede Emil Langballe et positivt modbillede af det udskældte boligområde Vollsmose. Nu tager instruktøren fat i endnu en ufortalt historie om parret Sidsel og Christian, der begge lever med Downs Syndrom.

’Et ægte par’ er en hyldest til kærligheden og tosomheden. Sidsel og Christian er i midten af 20’erne og bor sammen på̊ en familiegård på̊ Fyn. De har kendt hinanden i 10 år, været kærester i seks, og nu skal de endelig giftes. Det har Sidsel drømt om siden hun mødte Christian for første gang, for hun er lidt af en romantiker og kalder konsekvent Christian for ‘sin prins.’ 

Foto: Emil Langballe

Sidsel og Christian har en umiddelbar tilgang til verden og kærligheden. De forholder sig til livet og til hinanden ærligt og ufiltreret, ofte med et poetisk, skævt blik og en filosofisk overbygning, som giver et nyt blik på det at leve sammen gennem medgang og modgang. 

”Jeg tror, at mennesker som Sidsel og Christian beriger verden med deres unikke livssyn. De er et levende eksempel på, hvordan livet med Downs Syndrom sagtens kan være rigt og meningsfuldt, og jeg er dem meget taknemmelig over, at de har lukket mig ind i deres hjem og liv - og givet mig lov til at fortælle deres historie med en sjælden grad af åbenhed og ærlighed,” siger instruktør Emil Langballe.

Dokumentarfilmen ’Et ægte par’ sendes som tv-serie på tre afsnit. Filmen havde verdens premiere på CPH:DOX den 21. marts på World Downs Syndrome Day. Første afsnit af serien sendes på TV 2 tirsdag den 30. april. Filmen er produceret af Helle Faber for Made in Copenhagen med støttet fra Public service puljen og TV 2.