Vi har ingen exit plan

SERIE. Selskabet Sonntag Pictures er et nyt selskab, der med egne ord producerer film, der skal sætte et tydeligt aftryk i verden.

Hvem er Sonntag Pictures?
Sonntag Pictures er et dokumentarselskab stiftet i 2012 af Sara Stockmann. Julie Leerskov er kommet til i 2014 og Riina Spørring Zachariassen har været tilknyttet siden årsskiftet på større finansieringsopgaver.

Hvordan vil I beskrive jeres profil?

 

På Sonntag Pictures elsker vi at arbejde med en genre, der så raffineret jonglerer med virkelighed, storytelling og visualitet.

 

Sonntag ville være en bæver: Det er et lille, men meget intreprenant dyr, der skaber svære komplicerede konstruktioner. Den er god til at skabe ringe i vandet og kan kontrollere store voldsomme vandmasser.

Hvad har I lavet indtil nu?

 

Inden for det sidste halve år har vi haft premiere på Berlinalen på "Misfits", som vi netop har solgt til distribution i England. På CPH:DOX havde vi premiere på den svensk/franske koproduktion "Ceremonien", der kommer ind bag murene hos Frankrigs mest kendte dominatrix. Her i foråret har vi premiere på Andreas Koefoeds "Et hjem i verden" om livet som asylbarn i Danmark.

 

Hvad har I gang i?

I 2015 er vi i produktion med Christina Rosendahls dokumentarfilm "Jeg rejser mig", om vold i nære relationer. Så er der den internationale version af Jeppe Rønde og Mads Brøggers "Quatraro Mysteriet", der er en stor Europæisk koproduktion med blandt andet BBC. Vi har to produktioner af Kaspar Astrup Schrøder: "Big Time", en film om Bjarke Ingels, som Kaspar har været i gang med i 7 år (Good Company Pictures koproducerer), og "Skole Storm", der er en børneserie om skolestart til Ramasjang.

Derudover er Julie Leerskov og Elvira Lind, der også sammen skabte "Lovesong for Alexis", i optagelse med den internationale "Bobbi Jene". Og så er der en del dokumentarfilm i udvikling på forskellige niveauer til TV2 og DR.

Hvad er det mest fantastiske ved at være dokumentarfilm-producent i Danmark og verden i 2015?
Det kan lyde som storhedsvandvid på genrens vegne, men i de her år hvor man virkelig mærker, at den journalistiske integritet er presset på papiraviserne på grund af dalende økonomi, så får dokumentargenren med dens grundighed, langstrakte forløb, insisteren på kompleksitet og autonomi en større plads som demokratiets vogter.

Hvad er det vanskeligste? 

Det vanskeligste er det samme som det mest fantastiske: At hver film skal sætte et tydeligt aftryk på verden omkring os. Vi vil med hver Sonntag-film sige noget væsentlig om verden eller mennesket, som ikke er sagt før… Det er jo en stor ambition og kræver, at man jonglerer rundt som en vanvittig. Men vi er fuldstændig blanke, når det kommer til mainstream programmer, så der er ingen exit-plan for os dér. Vi ville virkelig fejle, hvis vi skulle lave et tv-program om kager. Og det er sagt med stor ydmyghed.

Hvad ville I ønske, vi havde spurgt om?

Vi stillede Christina Rosendahl spørgsmålet: Hvis Sonntag Pictuers var et dyr, hvilket dyr ville det så være? Og hun svarede: "Sonntag ville være en bæver: Det er et lille, men meget entreprenant dyr, der skaber svære og komplicerede konstruktioner. Den er god til at skabe ringe i vandet og kan kontrollere store, voldsomme vandmasser."