"Vi kalder det et mafiadrama"

INTERVIEW. I 'Kød & blod' følger vi en lille familieklan, hvor kærlighed og vold smelter faretruende sammen. Instruktør Jeanette Nordahl og manuskriptforfatter Ingeborg Topsøe fortæller, hvordan de bruger mafiagenren til at sætte blus under familiedramaet, og om deres lyst til at udforske fællesskabet på godt og ondt. Efter verdenspremieren på Berlin Filmfestivalen har filmen dansk premiere den 12. marts.

"Fællesskabet er på mange måder en god ting. Det kan skabe sammenhold. Men det kan bestemt også gøre det modsatte. Det skaber et 'dem' og et 'os', hvad der er rigtigt og forkert, had og kærlighed ... Det har vi et stort behov for at italesætte," siger instruktør Jeanette Nordahl om sin og manuskriptforfatter Ingeborg Topsøes kreative drivkraft.

De to er aktuelle med dramaet 'Kød & blod', og i interviewet skabt i anledning af verdenspremieren på Berlin Filmfestivalen og den danske premiere i marts fortæller de om mafiagenren som et kreativt greb, om at skabe tilbageholdt spænding og om deres tætte samarbejde gennem optageprocessen. 

I filmen, der er Nordahls instruktørdebut, følger vi en kriminel familie i en dansk provinsby oplevet gennem den unge Idas øjne. Hendes mor er omkommet i en bilulykke, og den 17-årige pige placeres derfor hos sin moster Bodil og tre voksne fætre. Ida har ikke set sin mors side af familien i mange år, men hendes nye hjem er fyldt med kærlighed og varme. Familiens kriminelle levevej bliver hurtigt hverdag for Ida, men det er ikke altid nemt at adskille vold og manipulation fra kærlighed og omsorg. 

Som den barske, men kærlige matriark ses Sidse Babett Knudsen, mens Ida spilles af debutanten Sandra Guldberg Kampp og hendes fætre af Joachim Fjelstrup, Elliott Crosset Hove og Besir Zeciri. 

Følg os på YouTube

'Kød & blod' er produceret af Eva Jakobsen, Katrin Pors og Mikkel Jersin for Snowglobe med støtte fra Det Danske Filminstitut, DR og FilmFyn. Filmen får verdenspremiere på Berlin Filmfestivalen, der løber fra 20. februar til 1. marts, og dansk premiere er den 12. marts.