"Jeg er blevet spurgt om mit take på, hvordan man overhovedet kan arbejde internationalt med dokumentarfilm, som verden ser ud nu. For vi er jo blevet ramt af noget, der nærmest føles som en straf af bibelske dimensioner: Det er måske ikke de 10 landeplager, der har ramt os, men mindst tre ret heftige benspænd, der gør, at jeg er stødt på instruktører, der har sagt: "Jeg får ikke lov til at lave film mere. Det er slut."
Vi har klimakrisen, Corona-krisen – og så har vi repræsentationskrisen. Hvor de to første giver sig selv i forhold til udfordringer, så er det i mine øjne allermest spændende at snakke om repræsentationsproblematikken.
For den påstand, jeg hører – og den bekymring, jeg møder – er, at det snart er slut med at finansiere dokumentarfilm med medvirkende, der tilhører en anden etnicitet, religion, køn eller kulturkreds end vores instruktører. Påstanden er, at finansiører lukker døren, hvis du er en ciskønnet, heteroseksuel mand fra middelklasse-Danmark, der vil arbejde udenlands.
Eller hvad?
Min påstand er, at der er en vej, men det kræver en ny måde at arbejde på og et helt nyt mindset som instruktør og producer. Vi kan ikke gøre, som vi plejer, og det er faktisk meget godt.
I arbejdet med Frederik Sølbergs film 'Hana Korea' har vi fokuseret på at kvalificere projektet og os selv for at kunne lykkes.
Det er en hybriddokumentar, der følger et menneskes transition fra at være et ufrit menneske i et diktatur til at blive et frit menneske i et liberalt, kapitalistisk samfund. Filmen stiller spørgsmålet: Bliver man nødvendigvis et lykkeligt menneske, når man opnår den ultimative frihed?
Frederik, instruktøren, er en ciskønnet, hvid, dansk heteroseksuel mand. Vores medvirkende, Hyorin, er en nordkoreansk, udsat kvindelig flygtning, der kommer fra en kulturel baggrund, der er ekstrem fjern fra vores danske.
I kan godt høre, at det lyder helt vanvittigt at gå i gang med sådan en film i den kontekst, vi står i.
Så hvad har vi gjort? Jeg vil pege på tre greb, som vi har lavet i udviklingen.
For mig var det vigtigt at være i sync med min instruktør og være enige om, at vi måtte forvente kritik. Frederik og jeg er ikke gået ud fra, at vi automatisk har ret til at fortælle den historie. Tværtimod.
Vi har brugt tid på at skærpe argumentet for, hvorfor VI skulle lave filmen. Et argument er, at vi bringer Frederiks signatur som instruktør i spil. Frederiks penselstrøg som instruktør er cinematiske og ekspressive, så vi skjuler ikke det fremmede blik. Frederik er en fremmed, der stiller skarpt på et individ og et samfund. Ligesom Hyorin er Frederik en fremmed, der står udenfor og kigger ind i det sydkoreanske samfund. På den måde er der et organisk møde mellem Frederiks position i projektet som fremmed og vores nordkoreanske medvirkende, der er fremmed i et futuristisk, moderne Seoul.
En anden nøgle har været at give vores medvirkende ejerskab over sin egen historie ved, at Frederik inviterer hende med til at instruere sig selv i de scener, der er iscenesatte. På den måde sker der en smuk forvandling af Hyorin fra at være et objekt til at blive subjekt. Hun går fra at være betragtet til at blive den, der betragter. Vi giver hende derved kontrollen tilbage over sin fortælling.
Et tredje valg er, at jeg som producer har følt det helt essentielt, at jeg har kunnet løfte min koproducer i Sydkorea, Heejung Oh, og gjort hende til en sidestillet producent i projektet. Den ligestilling mellem os som partnere har givet mening – både i forhold til at drive projektet kunstnerisk og i forhold til en erkendelse af, at vi som danskere i en sydkoreansk kontekst er totalt ignoranter. Da Covid-19 brød ud, viste det sig så at være vores redning, fordi partnerskabet allerede var så stærkt, og hun har kunnet løfte projektet, mens vi ikke kan rejse.
Så ja, vi er blevet tvunget til at udfordre os selv i forhold til, hvordan vi tidligere har arbejdet som instruktør og producer, og det sætter et aftryk på filmen. Men filmen bliver i sidste ende løftet og kvalificeret. Vi har oplevet, at finansiører i både Europa og Sydkorea har lagt deres kritik på hylden og bakket projektet op, når vi er gået i detaljer med vores metode.
Min opfordring til os som dansk dokumentarfilmbranche er, at vi skal tage ejerskab på repræsentationsdebatten: Debatten behøver ikke at blive sort-hvid. Vi skal eje argumenterne og samles på midten for at definere, hvordan dansk dokumentarfilm kan kvalificere sig til stadig at kunne fortælle historier uden for landets grænser.
En ting er nemlig sikker: Vi må aldrig holde op med at fortælle historier."
Sara Stockmanns oplæg fra DOKDAG #2 den 10. november 2020.
