Den vestlige presse jublede, da militærregimet i Myanmar løslod frihedskæmper og ikon Aung San Suu Kyi fra en 20-årig husarrest og afholdt landets første demokratiske valg efter et halvt århundredes militærdiktatur.
Glæden blev dog snart til skuffelse og forfærdelse. Kun få år efter valget demonstrerede militæret sit fortsatte jerngreb over landet med en blodig kampagne mod det muslimske mindretal, rohingyaerne. En kampagne der, til stor uforståenhed i vesten, hverken blev forhindret eller fordømt af den tidligere vinder af Nobels fredspris og nuværende statsleder Aung San Suu Kyi.
Men hvordan kunne det demokratiske mirakel ende i blodig tragedie? Og hvorfor havde militæret overhovedet igangsat en demokratisk proces, der ikke blev fulgt til dørs?
For at finde svar må man spørge dem, der står bag. Det mener i hvert fald instruktør Karen Stokkendal Poulsen, der i dokumentaren ’Scener fra et militærdiktatur’ analyserer situationen i Myanmar på baggrund af eksklusive interviews med Aung San Suu Kyi og flere af de højtstående militære bagmænd, som ikke tidligere er blevet hørt.
"Man har før hørt fra Aung San Suu Kyi, men man har aldrig hørt sagen fra generalernes side. Både fordi de har været svære at få i tale, og fordi man har opfattet dem som skurkene, der ikke var værd at lytte til. Men min tanke har været, at hvis man vil forstå, hvad der er sket i Myanmar, bliver man nødt til at forstå, hvordan de tænker. Ikke fordi jeg ønsker at retfærdiggøre deres handlinger, men fordi jeg vil forstå dem".
Tættere på som dokumentarist
Det var hovedpersonen fra instruktørens forrige dokumentar ’Forhandleren’, EU-diplomat Robert Cooper, der i første omgang gav Karen Stokkendal Poulsen idéen til at lave en film om den demokratiske proces i Myanmar. Cooper kendte Aung San Suu Kyi personligt og kunne formidle den første kontakt.
"Han sørgede for, at jeg fik en masse af hendes yndlingsost med fra London. På den måde havde hun en god grund, ud over filmprojektet, til at mødes med mig. Og så lykkedes det faktisk," fortæller instruktøren, der mod al forventning fik en halv time med Aung San Suu Kyi allerede ved sit første besøg.
De næste møder viste sig dog sværere at få i hus, og hurtigt gik det op for Stokkendal Poulsen, hvor kringlet det kan være at navigere i et styre, der i årtier har været langt uden for mediernes rækkevidde.
"Jeg opdagede hen ad vejen, hvor svær filmen ville blive at lave, fordi det var en helt anden virkelighed, end jeg nogensinde havde opereret i. Der har jo ikke været fri presse meget længe, så militærfolkene har ikke været vant til at skulle stå til rådighed for at fortælle deres historier. Så det har taget virkelig lang tid at åbne døre og holde dem åbne."
Udfordringerne hobede sig op. Flere gange oplevede filmholdet, at ellers samarbejdsvillige generaler pludselig brød al kontakt. Samtidig gik det op for holdet, at de blev nøje overvåget, og ved en episode forsvandt en hel korrespondance med en af de højtstående generaler på mystisk vis fra instruktørens telefon.
Alligevel lykkedes det Stokkendal Poulsen at få adgang til nogle af magtens inderste kamre, hvor hun som dokumentarist var i stand til at afdække sandheder, som pressen ellers er blevet forment adgang.
"Jeg oplevede, at jeg kunne snakke om alle emner, og jeg tror det er, fordi jeg er gået til dem på en måde, som er anderledes end både de vestlige og lokale medier. Jeg var kritisk, men mit mål var jo ikke at ramme dem lige på og hårdt og få dem til at gøre klare indrømmelser. Men da de ikke var medievante, kom de ofte til at afsløre meget alligevel. Selvom de gjorde, hvad de kunne for at styre deres fortælling, så skinnede deres bagvedliggende tanker og motiver meget tydeligt igennem."
Ind i den sorte boks
Undervejs finder instruktøren blandt andet ud af, at generalernes såkaldte "demokratiske" forfatning allerede fra starten var fuld af huller og forbehold. En sandhed, som mange burmesere udmærket kender, men ikke selv tør sige højt.
Da den færdige dokumentar tidligere på måneden blev vist for første gang i Myanmar, fortalte en tilstedeværende burmeser, at han risikerede fængselsstraf for blot at være til stede. Men det gjorde ham nu ikke noget, forsikrede han. For ham var filmen værd at ryge i fængsel for.
"Det var både skræmmende og flatterende. Men det siger også noget om, hvorfor filmen er vigtig, tror jeg. Den er vigtig, fordi der er brug for, at dem, der har muligheden, siger alt det usagte højt og sætter ord på uretfærdigheden. Jeg kunne også mærke en stor stolthed blandt de burmesere, der hjalp undervejs og ved visningerne. Med fortællingen vil jeg gerne bakke op om dem og deres kamp for demokrati og ytringsfrihed."
Til visningerne erklærede flere af burmeserne, at Stokkendal Poulsen havde ramt hovedet på sømmet med sin fremstilling og kritik af overgangen til demokrati. I første omgang er det imidlertid ikke dem, som filmens budskaber retter sig imod.
"Jeg har lavet filmen til det vestlige publikum. Vesten har på så mange måder spillet en kæmpe rolle i Myanmar med økonomiske sanktioner og pressens fordømmelse. Derfor er det vigtigt, at vi prøver at forstå nuancerne og de strukturer, der ligger bag demokratimiraklet, og tragedien, der fulgte efter," siger hun og sætter udsagnet ind i et større perspektiv:
"Det er i virkeligheden meget bredere end det. Det er jo et tilbagevendende vestligt projekt at ville demokratisere autoritære regimer. Derfor burde man være bedre til at prøve at forstå, hvordan regimerne hænger sammen, før man bare fordømmer dem. Man skal helt ind i den sorte boks, hvis man vil hjælpe med at afmontere den."
