Mange forældre har oplevet deres børn lave en aftale efter skole med et ”Hey, skal vi lege i eftermiddag?”, hvorefter de begejstrede drøner i hver sin retning. Hjemme på værelset griber de headset og tastatur og lukker sig inde i ’Fortnite’s virtuelle univers, hvor de sammen med vennerne har en fest i verdens pt. mest populære computerspil.
Har vi endelig fået lokket dem ud på trampolinen i baghaven, kan vi godt regne med, at de har studeret, hvordan man laver et backflip på YouTube. Her har de muligvis også grinet af en video med Rasmus Palludan, er blevet skræmt fra vid og sans af en rødnæset klovn eller stødt på porno i diverse genrer. Hånden på hjertet – vi aner det ikke! De har adgang til det hele.
Samtidig med at vi som curlingforældre knap tør sende vores unger på lejrskole uden en længere manual til pædagogen om netop vores poders helt særlige behov, har vi stort set opgivet at følge med i deres virtuelle liv på computer og mobiltelefoner. Og det er altså her, de bruger en meget stor del af deres tid. Det er i spil, på streamingtjenester og sociale medier, de underholdes, socialiseres og dannes som mennesker. Og alligevel er det som om, vi har opgivet at følge med.
Vi arbejder til dagligt med børnekultur på Det Danske Filminstitut, hvor vi følger udviklingen i børn og unges færden på digitale medier så godt, vi kan. Vi forstår fuldt ud den fascinationskraft, de nye medier har, med uendelige muligheder for underholdning, viden, fællesskaber, kommunikation og kreativitet. Det er en enormt spændende medieudvikling, vi står midt i, men vi bør interessere os meget mere for det kulturindhold, vi tilbyder vores børn og unge. Det gælder forældre, pædagoger, lærere, indholdsproducenter, kulturpolitikere m.fl. De værdier og det indhold, vi som samfund tilbyder børn og unge, er ikke fulgt med den nye medievirkelighed.
Lotte Svendsen, spillefilmkonsulent for børn og unge, Det Danske Filminstitut.
Ulla Hæstrup, kort- og dokumentarfilmkonsulent for børn og unge, Det Danske Filminstitut.
Simon Løvind, redaktør for Spilordningen, Det Danske Filminstitut.
Digitale medier er i dag børn og unges foretrukne fritidsaktivitet. Og faktum er, at vi i høj grad har overladt udbredelsen af de vigtige kulturskabende og dannende fortællinger, rollemodeller og oplevelsesuniverser til amerikanske og japanske megaselskaber. Hertil kommer et virvar af videoklip med ubekendte afsendere, der cirkulerer på bagrund af uigennemsigtige algoritmer. Det er altså dem – globale aktører og obskure algoritmer – der kommer til at definere den gode leg på platforme, vi i stor stil har overladt børnene selv at finde rundt i.
Det må vi kunne gøre bedre. Vi må tage ved lære og inspireres af de digitale mediers fascinationskraft og sikre, at der bliver skabt kvalitetsindhold, der både underholder og udfordrer børnene; visuelle fortællinger, der tager udgangspunkt i deres livsverden og udfolder sig i universer, som de har lyst til at gå på opdagelse i.
I Skandinavien har vi en lang tradition for at skabe børnekultur af høj kvalitet – i bøger og på film og tv. Astrid Lindgren skabte med karakterer som ’Brødrene Løvehjerte’, ’Pippi Langstrømpe’ og ’Emil fra Lønneberg’ identifikation og inspiration til at håndtere barnelivets udfordringer – død, ensomhed, anderledeshed og undertrykkende autoriteter – med humor, fantasi og fredelige oprør.
DR’s børneserie Bamse & Kylling er et andet eksempel på et børneunivers med en meget sammensat, uartig og alligevel elskelig karakter. Selvfølgelig tager Bamse den største is fra Kylling og nyder det – så længde det varer. For også Bamse må sande, at hvis du altid tager den største is, bliver din ven ked af det – og hvad gør du så ved det?
Et helt aktuelt eksempel er Anders Matthesens animationsfilm ’Ternet Ninja’, som siden premieren har trukket rekordmange danskere i biografen. Filmen fræser med sin grove tone langt ind over den kulturelle og politisk korrekte elites komfortzone, men den rummer også masser af humor og leverer en fundamental kritik af udnyttelse og magtmisbrug på flere niveauer. Filmen er en fortælling om ninjaen, der skal hjælpe drengen Aske med at besejre skolens bølle og score sit livs kærlighed, mens Aske skal lære ninjaen, at blodig hævn ikke er bedre end blodig forbrydelse.
Hvad er det, der kendetegner kvalitetsindhold til børn og unge, og hvorfor er det vigtigt, at vi interesserer os for det og bruger offentlige ressourcer på at støtte det? For os at se er det vigtigt, at indholdet afspejler den komplekse virkelighed, som børn befinder sig i. De skal føle sig set. Det handler om at møde rollemodeller, der ikke altid er perfekte, men netop fejlbarlige og besværlige, som mennesker nu engang er. Det handler om relationer og dilemmaer, man kan genkende, leve sig ind i og lære noget af – om sig selv og verden.
Det må gerne være sjovt! Også selvom verden er af lave og alt for mange børn mistrives. Vi vil gerne se flere fortællinger, der tager børnenes virkelighed alvorlig samtidig med, at de underholder og viser handlemuligheder. Det kan være fortællinger, der sætter spørgsmålstegn ved de normer og værdier, som styrer os, forældregenerationen; herunder vores bevidstløse forbrug, som har medført, at børns frygt for klodens fremtid desværre er alt for reel. Det kan ikke bare være Greta, der tager alt det på sine skuldre. I kunsten og kulturen kan vi netop synliggøre små og store temaer, skævheder og problemer – og samtidig vise nye veje og skabe håb.
Højtlæsning, bifture og fælles flow-tv er under hårdt pres som familiens favoritter. Ungerne er fløjet. Har man modtaget ønskesedler fra børn de senere år, kan man konstatere, at mange ønsker er virtuelle, eller udstyr, der giver adgang til den verden: spilkonsoller, gamerudstyr osv.
Det, der især karakteriserer digitale medier er, at de er designet til at motivere brugeren eller den interagerende til at forsætte. Computerspil appellerer med følelsen af fremskridt – at man bliver dygtigere til noget. Positive følelser driver én fremad, og man bliver belønnet for sin indsats. Man stiger til et højere level, og den position kan man dele med venner og medspillere. Social prestige, identitetsskabelse og pleje af fælleskaber er nogle af attraktionerne på sociale medier. Videodelingstjenesterne lokker med et hav af viden og underholdning, og også her kan du selv bidrage.
Der er ingen tvivl om, at selvom fysiske fælleskaber har nogle særlige kvaliteter, så har fællesskaberne i de virtuelle universer også værdi; ellers ville børnene ikke vælge dem.
Børn glider nysgerrigt og lystfyldt mellem de forskellige medier og platforme, hvor de ubesværet kan forfølge en interesse eller impuls. For indholdsproducenter handler det derfor ikke blot om at fortælle en enkelt historie, men om at kunne folde den ud i et samlet univers af oplevelser.
På Filminstituttet har vi netop søsat et initiativ, der skal animere den danske film- og spilbranche til at styrke samarbejdet om at skabe kvalitetsindhold til børn under 12 år.
Overskriften er ’UNIVERS – tværmedielle projekter til børn’. Med UNIVERS mener vi fortællinger, karakterer og temaer, der med udgangspunkt i børns livsverden udfolder sig på tværs af medier og platforme. Meningen er, at de færdige produktioner skal udkomme på både traditionelle platforme og platforme som video- og streamingtjenester, spil og sociale medier.
Vi håber, at initiativet kan inspirere til en række originale projekter, som ungerne bliver vilde med og berøres af. Men det er også en opfordring til, at vi kulturpolitisk retter langt større opmærksomhed mod at sikre, at danske børn og unge får adgang til danske kvalitetsfortællinger, der afspejler og beriger deres liv, på deres foretrukne platforme.
