Cirkusdynastiet – om kærlighed og store forventninger

CPH:DOX. "Cirkusdynastiet" er et kærlighedsdrama, der udspiller sig med cirkus som bagtæppe. Over en hel sæson rejste instruktør Anders Riis-Hansen rundt i en campingvogn med det danske Cirkus Arena for at følge den spirende kærlighedshistorie mellem Patrick Berdino og Merrylu Casselly, yngste generation af to af Europas mest betydningsfulde cirkusslægter. Filmen havde verdenspremiere lørdag på Cirkuspladsen i Bellahøj.

Cirkusdynastiet_hovedstill
Foto: "Cirkusdynastiet" - Anders Riis-Hansen

Lige siden Anders Riis-Hansen som dreng fik lov at hilse på den stærke mand Abdullah og hans tamme næsebjørn, har han båret på en dyb fascination af det særlige univers, der udgør cirkus. Af samme årsag sad instruktøren tilbage i 2012 – som han gør hvert år – bænket om manegen til sæsonpremieren på Nordens største cirkus, Cirkus Arena.              

"Jeg havde længe haft lyst til at lave en film om de ting, der fascinerer mig ved cirkusmiljøet. Den her subkultur, som på mange områder er en tidslomme med dens egne normer og regler … Så jeg tænkte, at nu skulle det være," fortæller han.

De næste 14 dage efter premieren cyklede han derfor med sit kamera under armen til cirkuspladsen i Bellahøj, det sted lidt uden for København, hvor Cirkus Arena holder til, når de er i byen, for at snuse til cirkuslivet og undersøge, om der var potentiale til en film.

cirkusdynastiet1
Foto: "Cirkusdynastiet" - Anders Riis-Hansen

Dramaet under overfladen

Instruktøren opdagede hurtigt, at et muligt drama mellem to af Europas mest fremtrædende cirkusfamilier var under opsejling. Familien Casselly, den mest prisvindende cirkusfamilie i verden og cirkusdirektør Benny Berdinos tro følgesvende i mere end 20 år, havde netop vundet den eftertragtede Guldklovn – cirkusbranchens svar på en Oscar – og nu stod milliardæren og ejeren af verdens største omrejsende cirkus, the Ringling Brothers, klar med løfter om en flerårig kontrakt til artistfamilien.  

Samtidig var Benny Berdinos barnebarn og kommende arving Patrick på 22 blevet kæreste med Casselly-familiens datter Merrylu. En forening af de to cirkusslægter og en sikring af cirkusdynastiet, som de to familier længe havde drømt om, lå dermed snublende tæt på.                

"Pludselig kunne jeg se konturerne til noget rigtigt interessant," fortæller instruktøren. "Et kærlighedsdrama mellem to unge mennesker, som er under et enormt forventningspres fra deres familier. Hvordan håndterer de det pres? Og kan kærligheden holde mellem to så unge mennesker?" 

 cirkusdynastiet3
Foto: "Cirkusdynastiet" - Anders Riis-Hansen

Købte en campingvogn

Instruktøren besluttede sig tidligt i forløbet for at tage et stort trailer-kørekort og skaffe sin egen campingvogn, så han kunne følge artisterne på deres turné rundt i Danmark. Alligevel følte han sig på tålt ophold i starten. Først da Casselly-familien inviterede ham med til USA for at besøge the Ringling Brothers, var han overbevist om, at han havde vundet deres tillid.          

"Folk uden for cirkus kalder de privatmench (privatmennesker red.), fordi vi bor bag hegn og hække, mens de bor meget tæt og rejser rundt sammen i deres husvogne. Men i virkeligheden er de lige så private som os. Cirkus er et meget tilknappet miljø. De vil gerne invitere os med ind i deres verden, når det handler om at optræde og sælge pomfritter, men at lade en fremmed med et kamera komme med ind i deres husvogne og ind bag facaden … Det var en stor udfordring at nå dertil," fortæller Riis-Hansen.             

"Og hvis jeg var væk med kameraet et par dage, havde de straks facaden på igen. Så måtte jeg langsomt trænge ind bag lagene af sminke endnu engang."             

Resultatet af instruktørens anstrengelser er en kærlighedshistorie, der udspiller sig med cirkuslivet som bagtæppe. Vi er med i de hektiske minutter, inden en forestilling går i gang, og kommer med indenfor, når den lokale junkfood bliver fortæret foran fjernsynet. Vi oplever frustrationerne, når et nummer efter timevis af træning stadig ikke sidder i skabet. Og vi mærker smerten, når en artist efter et sammenstød med en hest indtager scenen med tårer i øjnene og et anstrengt smil. The show must go on.               

cirkusdynastiet2
Foto: "Cirkusdynastiet" - Anders Riis-Hansen

En følelse af at høre til

"Cirkusdynastiet" er også en fortælling om, hvordan vi hver især håndterer de forventninger og den arv, som vi alle uvægerligt er underlagt – og som i cirkusverdenen er særligt fremtrædende, fordi den er bundet op på flere generationers stolte traditioner.              

"Cirkusmiljøet minder på mange områder om, hvordan det var i 50'erne. Det er forventet, at man fortsætter i samme spor som ens forældre, ligesom et ægteskab ikke kun er betinget af kærlighed, men også bliver set som et strategisk træk for at styrke familiebåndene," siger Riis-Hansen.                

I løbet af sin tid hos Cirkus Arena kom instruktøren særlig tæt på familien Casselly. Han var med dem, når heste og elefanter skulle fodres og trænes, når der skulle muges ud, når dyr og artister skulle gøres klar inden en forestilling, og når de efter tæppefald skulle pakke alle telte og stalde sammen for at stille det hele op igen i en ny by få timer efter.               

"Jeg har aldrig set en familie knokle så meget. Hver og en. På den måde er "Cirkusdynastiet" også en fortælling om, at der er brug for os alle sammen. En følelse af at høre til. Det tror jeg, vi har behov for i en tid, hvor vi bliver mere og mere splittede og har brug for sammenhold og fællesskab," siger Anders Riis-Hansen.

 

"Cirkusdynastiet" er produceret af Malene Flindt Pedersen for Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn.