Filmværkstedet København: Voksende krav til talenterne

Filmværkstedet i København er blevet en selvstændig fond og er også fysisk ved at flytte ud fra Filmhuset Gothersgade. Samtidig indgår værkstedet i Fonden Filmtalent, der skal skabe et tættere samarbejde mellem værkstederne filmværkstederne i Viborg, Odense, Aarhus og København. Leder af Filmværkstedet / København Prami Larsen fortæller her om sine forventninger til det nye samarbejde og om de udfordringer, unge mennesker med drøm om et job i filmbranchen står overfor i 2016.

Hvad er jeres styrke?

Styrken ved Filmværkstedet er, at det hurtigt kan forandre sig. Det er en meget billig og dynamisk talentudviklingsramme, og vi kan reagere hurtigt på forandringer i distributions-, produktions- og fortælleformer. Vi skal ikke spørge først. Hvis vi mener, at der skal nye kompetencer til, så handler det om at sætte de forløb op og købe det udstyr, som skaber de kompetencer.

Hvis vi savner projekttyper i ansøgningsbunken, kan vi opfordre med penge til at udvikle den slags. Det gjorde vi f.eks. med Din Webisode, hvor opgaven var at skrive episodisk og møde et publikum på web frem for i en biograf.

"Lækre til vi dør" af Marie Grahtø Sørensen

Hvad er jeres udfordringer?

Tidsånden er sådan lidt ”Everybody is talking, nobody is listening”. Man skal være så meget bedre som filmskaber, end man skulle for få år siden. Godt nok forbruger vi flere levende billeder end nogensinde før. Godt nok har vi hele verden som marked. Men der er også mange, mange flere, der kan og vil lave film i alle afskygninger og på alle skærme.

Frem til for lidt over 10 år siden var det ”godt nok”, hvis man var en dygtig instruktør, fotograf, klipper eller producer. Målet for filmskoler og værksteder var at skabe originale filminstruktører, der mestrede filmkunsten og kunne skabe ”klassikere” for et meget defineret marked: biograf, tv og dvd. I dag er udfordringen, at værkstederne skal skabe forløb, der ikke alene udfordrer og inspirerer originale filmskabere, men hele hold af dygtige mennesker, der kan skabe værdi for et publikum. Fortællingen starter, før publikum møder filmen.

Det vil sige, at det ikke er nok at give nogle potentielle talenter noget udstyr i hånden, så de kan få erfaring og vise, om de har talent eller ej. Der skal meget mere til for at blive rustet til et stigende kompliceret og globalt marked for levende billeder.

Filmværkstederne er dårligt rustet til den opgave som udgangspunkt, fordi de var tænkt til at forvalte udstyr og en slank støtteordning. Det skal ændres med bedre finansiering. Og så er der en mental udfordring, fordi diskussionen så hurtigt ender i antal billetter, og ”det var markedsføringens skyld, at filmen ikke solgte” og alt det der. Det fjerner diskussionen om, hvordan man som kunstner bedst er med til at udvikle vores kultur, og hvordan man bedst skaber erkendelse, forandring og nysgerrighed over for nye måder at se verden på.

Hvad er mulighederne i den nye fond Filmtalent?

Mit håb er, at Filmtalent om få år vil kunne pege på, hvor vigtigt det her område er for branchen og for de kulturelle udfordringer, vi står i. Og at vi på den baggrund kan skabe politisk forståelse for, at vi skal have meget bedre rammer for den ambitiøse og kreative talentudvikling, der henvender sig til kunstnere, der vil leve af at skabe dokumentar, dramaserier, biograffilm og andre digitale formater.

Filmtalent kan også være med til at skabe det helikopterblik, der fortæller, hvordan Danmark ser ud på talentudviklingsfronten. Det kan give et stort løft til de filmscener, vi har forsøgt at skabe uden for København. For værkstedernes direktører og medarbejdere giver det for første gang et fagligt fællesskab. Og så skal Filmtalent ruste værkstederne til at tage opgaven med den kommercielle talentudvikling.

Hvordan ser du på situationen i talentudvikling i Danmark generelt?

Udfordringerne ser forskellige ud på de forskellige trin i talentudviklingsstigen. Der er rigtigt mange tilbud for unge mennesker, hvor de kan møde filmkunsten, producere egne film og lege med mediet. Jeg tror, at de selv kan finde ud af, om det er spild af tid, eller om det faktisk giver dem kompetencer til at komme tættere på deres drøm. Men vi har ikke en central akkrediteringsenhed. Danmark er et projektland, hvor der skyder mange ting op.

Alligevel står vi med en meget stor udfordring, når det gælder mangfoldighed. Jeg mener, at fornyelsen af dansk film og tv kan komme fra mennesker med andre erfaringer, filmsprog og stemmer. Men det er meget, meget svært at komme videre efter endt ungdomsuddannelse ind i de kreative fag. Der er ikke længere lange perioder med dagpenge, kontanthjælp eller SU i den fase, hvor man opbygger sit ”ansøgningsmateriale” til filmuddannelserne eller til et job i branchen. Det er svært, med mindre du har ”penge med hjemme fra” at få ro og tid til at arbejde med det, du skal være god til at lave – at få kilometer i benene. Nogle skriver sig ind på et SU-berettiget studie, andre tager tilfældige jobs og lever lidt fra hånden til munden. Det handler om at skabe bedre finansielle rammer for de mest talentfulde uanset køn og etnisk eller socialt tilhørsforhold.

Til gengæld kan vi se på de instruktører, der klarer sig godt i ind- og udland, at muligheden for at kombinere de mange tilbud fra f.eks. Den Europæiske Filmhøjskole, Station Next, Super16, værkstederne og filmbranchen kan noget.

Den bedste oplevelse, du har haft som leder af Filmværkstedet…

På 20 år får man mange ”bedste oplevelser”. Det er de mange gange, hvor jeg har kigget på et menneske, der står på en scene og modtager bifald, mens jeg sidder og tænker 3-5-10 år tilbage på det menneske, der fortalte mig sin drøm om at blive filminstruktør, tonemester, fotograf eller producer… Når det arbejde, vi gør på Filmværkstedet, har været afgørende for at bringe dem dertil, så giver alt bøvlet mening.

Kathrine Ravn Kruses "Mig og min far - hvem fanden gider klappe?" vandt en Robert for Årets korte dokumentarfilm i 2015. Foto: Anders Nydam