Den colombianske instruktør Oscar Ruiz Navias kortfilm "Solecito" følger et ungt par i en colombiansk forstad. Fortalt i spændet mellem fiktion og fakta sammenvæver filmen en historie om kærlighed, lys og energi.
Filmen er en af 16 kortfilm, der er lavet som svar på en personlig invitation fra den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson og den danske producer Tine Fischer om at skabe en film om lys, liv, energi og Elisassons Little Sun solcellelampe.
Oscar Ruiz Navia mødte hovedrolleindehaverne i "Solecito", Camila Llanos Correa og Maicol Stiven Quiñones González, under en casting på deres gymnasium. Instruktøren var på jagt efter skuespillere til sin kommende spillefilm "Los Hongos", men virkeligheden skubbede projektet i en anden retning.
Det unge par fortalte Navia sin historie om kærlighed, tab og længsel. Instruktøren kvitterede for åbenhjertigheden ved at invitere de unge mennesker, midt i denne sårbare tilstand, med på en rejse ind på ukendt territorium. Hvad hvis fiktionen kunne hjælpe dem med at finde sammen igen?
I dette spænd mellem fiktion og fakta, de to teenageres virkelige liv og processen i at blive castet til et fiktionsværk, opstod en sjælfuld lille film.
Den danske klipper Jacob Thuesen klippede materialet sammen til en fire-minutters kortfilm sammen med Olafur Eliasson og Tine Fischer. Ideen inspirerede Oscar Ruiz Navia til at videreudvikle filmen til en 20-minutters version, som Director's Fortnight har inviteret til Cannes.
"Solecito" er skrevet og instrueret af Oscar Ruiz Navia. Filmen er en colombiansk-dansk-fransk koproduktion mellem Contravia Films, Burning Blue, Fischer Film og Arizona Productions.
Se trailer til filmen på films.littlesun.com