Hvad gav dig lyst til at lave en detektivfilm for børn?
Jeg laver jo altid film for børn. Det er det, jeg godt kan lide at lave. Til at starte med havde jeg en idé om, at jeg gerne ville arbejde med en alder, hvor børn begynder at få nogle følelser, som de ikke kender til – for eksempel forelskelse. I den alder er man detektiv i sit eget liv, og derfor syntes jeg, at det var sjovt at gøre Agathe Christine til detektiv.
Din hovedperson Agathe Christine har en stor drøm om at blive privatdetektiv. Hvad drømte du selv om at være som barn?
Jeg har jo altid tegnet, så det har nok ligget i kortene for mig, at jeg skulle være et eller andet kreativt. Det kunne da være fedt at være privatdetektiv, hvis man altså var det, ligesom man er på film. I virkeligheden er det jo nok lidt kedeligt. Så det passer mig rigtig godt at bruge min fantasi til at skrive historier og finde på ting – så kan jeg jo være, hvad jeg vil. Nu har jeg lavet den her film og prøvet at dykke ned i, hvordan det er at være detektiv.
Er der noget sammenfald mellem rollen som detektiv og rollen som instruktør?
I animationsbranchen er vi jo små detektiver. Når du laver animation, har du i starten et blankt papir, som du skal få til at leve, og her bruger man jo rigtig meget det at iagttage sig selv og andre. Hvordan ser man trist ud? Hvordan ser man ud, hvis man er trist, men prøver at skjule det?
Du er uddannet animationsinstruktør fra Den Danske Filmskole. Hvad ser du som det unikke ved animation?
For det første er animation mere tilgivende, fordi publikum har en forventning om, at alt kan lade sig gøre. Jeg kan ret hurtigt præsentere dyr, der taler, eller børn, der styrer det hele. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg efterhånden, at der er mange live action-film, hvor jeg ikke ved, om man faktisk burde kalde dem animationsfilm. I dag er rigtig meget jo animeret, så jeg synes, det balancerer på en knivsæg efterhånden, hvilket peger på, hvor fantastisk et medie animation er.
Med en film som "NABOspionen" er det dig, der får idéen, skriver manuskriptet og instruerer filmen. Hvilken del af processen med at lave animationsfilm synes du bedst om?
Det hele er fedt og har sin charme, men i virkeligheden er det sjoveste nok, når holdet er klar, og produktionen går i gang. Så får jeg pludselig en masse dygtige kolleger, hvor jeg for eksempel sidder helt alene, når jeg skriver manuskriptet.
Hvad håber du, børn får ud af ”NABOspionen?”
Min mission har først og fremmest været at lave en film til børn. Forældre vil sikkert også synes, den er sjov, men jeg har ikke lavet den til voksne, og det håber jeg, at børnene kan mærke. Jeg har forsøgt at lave en film med nogle hele mennesker med alle de fejl og mangler og styrker, man har som barn og som menneske. Det, håber jeg, gør, at børn kan spejle sig i filmen og selvfølgelig få en god oplevelse.
Filmen er din debutspillefilm. Hvordan har det været at sende historien om Agathe Christine ud i verden?
Nu har jeg jo ikke fået nogen anmeldelser endnu, så jeg sidder lidt på nåle. Som regel plejer jeg at have lidt sværere ved at sende en film ud, end jeg har med den her. Det hjælper rigtig meget, at den skal åbne Cinekid Festival i Amsterdam, og at biograferne tror på den. Så på den måde har det været dejligt at få den ud.
Hvad drømmer du om at lave næste gang?
Min vision lige nu er at lave en animationsfilm, hvor jeg udnytter animationsmediet mere og bruger det lidt mere poetisk. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at have noget mere musik til billederne, så det bliver en mere sanselig oplevelse at gå i biografen. Men lige nu har jeg en masse bolde oppe i luften, og der er ingen rammer. Vi må se, hvordan det ender.
Trailer
