Filmtaget

Filminstituttets tagterrasse

Et moderne udendørs filmmuseum på Filminstituttets tag kan nu realiseres.

Tag en tur i ballongyngen, og nyn med på klassikeren 'Forelsket i København'. Skab levende billeder med et håndsving, eller lad dig forføre af dansk films mest markante fortællere. Det er nogle af de filmiske oplevelser, der sammen med café og open air-biograf vil møde publikum på Filminstituttets kommende tagterrasse i Gothersgade.

Visualisering af Filminstituttets tagterrasse

"Vi får et unikt rum i byen, en attraktion med mulighed for både rekreative og kulturelle oplevelser med appel til alle aldersgrupper. Tagterrassen ligger i forlængelse af Cinemateket og Filminstituttets eksisterende filmformidling, men giver publikum helt nye muligheder for at engagere sig i og blive klogere på den danske filmskat." Siger vicedirektør Jakob Buhl Vestergaard

Filmmuseum tilbyder udsigt og indsigt

Fra toppen af Filminstituttet er der udsigt over Kongens Have, Rosenborg, byens tage og Københavns Havn i horisonten. Ideen med tagterrassen er at udnytte det enestående byrum og kombinere det med Filminstituttets kerneopgave: at skabe berigende filmoplevelser og styrke interessen for dansk film.

"Tagterrassen ligger i forlængelse af Cinemateket og Filminstituttets eksisterende filmformidling, men giver publikum helt nye muligheder for at engagere sig i og blive klogere på den danske filmskat" siger Jakob Buhl Vestergaard

En række pavilloner på taget vil fortælle historier om dansk film og aktuelle tendenser: fra filmens barndom over komedier, dokumentar og dogme, til et spiltårn med nye danske computerspil. Man kan gå på opdagelse i historiske filmklip fra hele Danmark eller opleve stjernestunder fra dansk films internationale succeser. Børnene har deres egen pavillon med interaktive elementer og en legeplads inspireret af filmen 'Den utrolige historie om den kæmpestore pære'.

Visualisering af Filminstituttets Tagterrasse. Forrest ses den udendørs museumsudstilling.

Repertoiret i open air-biografen ligger i forlængelse af Cinematekets program med visning af nyere og ældre film fra hele verden, der ellers ikke ville møde et dansk publikum, ofte med introduktion, efterfølgende debat – eller mulighed for en tematisk menu i caféen, hvor Meyers står for serveringen.

Respekt for omgivelserne

"For Filminstituttet er det afgørende, at tagterrassen bliver et attraktivt kulturtilbud for både lokale og tilrejsende,” understreger Jakob Buhl Vestergaard.

"Vi skal som kulturinstitution hele tiden udvikle vores filmformidling og nytænke vores møde med publikum, og med tagterrassen håber vi at invitere nye grupper indenfor. Det har været et vigtigt element fra den allerførste projektbeskrivelse, at terrassen bliver en integreret del af lokalområdet. Etablering og drift kommer selvfølgelig til at ske i respekt for omgivelserne, og vi arbejder på at skabe en god dialog med vores naboer."

OM TAGTERRASSEN

  • Tagterrassen vil være åben året rundt for besøgende. 
  • Arealet er på 1.700 kvadratmeter.
  • Open air-biografen er et supplement til Cinematekets biografsale og har 127 pladser.
  • Juul & Nielsen er hovedentreprenør på projektet. Rambøll er bygherrerådgiver, mens No Parking er udstillingsrådgiver.
  • Meyers er forpagter af caféen på tagterrassen, ligesom Meyers driver både Restaurant SULT og caféen i stueetagen.
  • Ejeren af bygningen i Gothersgade, Egmont, afholder udgiften til ombygning og etablering af tagterrassen. Filminstituttet betaler herefter leje af taget.
  • Efter planen åbner terrassen til sommeren 2022.

Kontakt

Jakob Buhl Vestergaard
Vicedirektør
Tlf. +45 2020 1838
jakobv@dfi.dk