Kommende kort- og dokumentarfilm

Opdateret den 11. februar 2019. 

Kommentarer og spørgsmål til Louise Haugstrup Jensen / louisehj@dfi.dk

Premierekalender

SKATERPIGERNE - DON'T GIVE A FOX / DR3 & DR TV / FRA 1. APRIL

En gruppe piger har dannet et unikt fælleskab i skatecrewet, Don’t Give A Fox, der sprudler af kreativitet og fandenivoldsk livsglæde. De har vidt forskellige baggrunde, men har fundet hinanden gennem deres interesse for skateboarding. Skatingen er blevet et fristed, hvor de kan glemme hverdagens udfordringer. Men da gruppens leder, Sofie, brækker sin fod, kan hun ikke skate i flere måneder. For ikke at undvære pigerne arrangerer hun en roadtrip gennem Danmark. Der er meget på spil og på deres rejse kæmper de for at finde ud af, hvor de kommer fra, og hvem de ønsker at blive. Don’t Give A Fox er en fortælling om deres unikke venskab, som udforsker udfordringerne ved at være ung og sårbar.

Instruktør Kaspar Astrup Schröder  Producer Patricia Drati

Q’S BARBERSHOP / DR3 & DR TV / 10. april

I hjertet af Vollsmose Torv ligger Q´s Barbershop. Et populært hænge-ud sted for bydelens unge somaliere. For Qasim, som bare bliver kaldt Q, sørger for at de alle har den fedeste frisure og stil. For en flad hundredkroneseddel kan du for eksempel få en Flat Top, en Will Smith, en Usher eller blot en Houseparty med high eller low fade i siden. Men du kan også få hjælp til både store og mindre spørgsmål i livet, som kærlighed, uddannelse, fodlænker, eller gode råd hvis du vil investere i en ny bil. For Q er ikke den tørre pædagogtype fra kommunen, men en 'no bullshitter'. Og langt de fleste af Q´s kunder forlader da også stedet med fornyet mod på dagens gøremål og livet i sig selv.

Instruktør Emil Langballe Producer Heidi Kim Andersen

Kongernes Fald / Biografen / 6. juni

I 1970´erne hedder kongen af dansk speedway Ole Olsen. Men de to kronprinser Hans Nielsen og Erik Gundersen ånder ham i nakken. Begge vil være den næste til at stå øverst på sejrsskamlen. Fortællingen om dansk speedways overrumplende storhedstid handler om et nært bånd mellem tre mænd, som skiftede fra venskab til splid. Filmen tager os med på en dramatisk rejse, drevet af de tre mænds ambition om at være den bedste, og skildrer med lune og kærlighed deres jyske ungdomsår, rivaliseringerne på alverdens speedwaybaner og mødet med international berømmelse.

Instruktør Mads Kamp Thulstrup Producer Vibeke Vogel

Premierelisten indeholder danske kort- og dokumentarfilm, der har dansk premiere på enten en festival, i biografen eller på tv i den kommende tid. Alle filmene på listen har modtaget produktions-, koproduktions- og/eller lanceringsstøtte fra Det Danske Filminstitut. Premierelisten er vejledende og baseret på informationer, der tilgår Filminstituttet. Vi anbefaler, at man søger oplysningerne bekræftet hos filmens producent, distributør eller tv-station.

Denne blok er defekt eller manglende. Du kan mangle indhold eller også kræves der, at du aktiverer det oprindelige modul.