Eddugle fra Ghana har boet 8 år i Danmark. Med en ydmyg vikartjans som lagerarbejder om natten, skriver han sig ind i den typiske fortælling om migranter. Men i virkeligheden er Eddugle ikke på flugt fra et liv i fattigdom – tværtimod. Har er flygtet fra en krævende position som søn af en høvding i Ghana. Da den gamle høvding dør, arver Eddugle både titel og ansvar. Men er Ghana stadig hans hjem efter så mange år i Danmark? Filmen er en universel fortælling om at være fanget mellem to verdener, om at miste sit tilhørsforhold og om komplicerede familierelationer, arv og forpligtelser.