Under ledelse af grev Folke Bernadotte og Røde Kors gik redningsaktionen 'De hvide busser' ud på at hente norske og danske fanger hjem fra tyske koncentrationslejre i slutfasen af Anden Verdenskrig. 'Vittnesbördet' (Vidnesbyrdet) viser det arbejde. I filmen ser man busser ankomme til Malmø, hvor svage, udmagrede og syge passagerer blev taget imod og transporteret videre til forskellige steder alt efter deres helbredstilstand. På et kursted i Ramlösa, ser vi flere tidligere danske fanger komme til hægterne. Vi møder bl.a. en dansk mand, som har mistet både syn og hørelse under nazistisk tortur.
Da Vittnesbördet havde premiere den 7. maj 1945 i biografen Röda Kvarn i Stockholm, var det første gang, mange svenskere så billeder af koncentrationslejrenes ofre og for alvor indså omfanget af nazisternes folkedrab. Filmen havde premiere samme dag, som freden blev fejret på Kungsgatan i hovedstaden.
Filmen blev restaureret af Det svenske filminstitut i 2020.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.