Franske Coralie Fargeats Cannes-film ’The Substance’ er en delirisk bodyhorror-hvirvelvind af en
hævnfilm med Demi Moore som orkanens rå, selvudleverende øje.
Moore finder vi i rollen som Elisabeth Sparkle, en kendt Hollywood-skuespiller, hvis karriere er gået i stå
i takt med, at hun er blevet ældre. Hun har nu kun sit fitness-tv-show ’Sparkle Your Life’ tilbage, hvor
hun, som en anden Jane Fonda, giver den som fitnessguru med danserutiner i tætsiddende trikoter. Men
da Sparkle fylder 50, får hun sparket af sin misogyne tv-boss, Harvey (Dennis Quaid), der vil have en
yngre udgave. Fortørnet og skuffet introduceres Sparkle for det mystiske vidunderprodukt The
Substance, der med blot én enkelt indsprøjtning deler hende i to; den unge og gudesmukke Sue (Margaret
Qualley) og hendes nuværende jeg. Den eneste regel er, at de skal dele livet mellem sig ligeligt; præcis én
uge i den ene krop og derefter én uge i den anden – uden undtagelser! Men i takt med, at Sue opnår
succes på tv, er de syv dage ikke længere nok, og da balancen ryger, igangsætter medikamentets
bivirkninger et helvedesridt, hvis konsekvenser er vidtrækkende og – mildt sagt – blodige.
’The Substance’ var i hovedkonkurrencen på årets Cannes-festival, hvor den vandt prisen for ’Bedste
manuskript’.