Smokey Mountain er et affaldsbjerg, der ligger uden for Manila på Filippinerne. Bjerget har fået sit navn på grund af røgen fra selvantændte bål, der altid indhylder området. Her lever over 20.000 mennesker i omgivelser, man ikke troede var muligt. De lever af affaldet, som de spiser, bruger og sælger. Filmen følger over en periode på fire år nogle mennesker tæt på; deres hverdag, udvikling, sorger, glæder og håb. Drengen Emong forsørger sin mor og søskende ved at sælge det plastik og metal han tilkæmper sig i konkurrence med de andre affaldsjægere. Christina går ved filmens start i skole, men bliver gravid og må forlade skolen. Vi følger det unge par og barnets første år på bjerget, hvor der hvert år fødes 1000 børn.