»Naboer på Balkan« består af to dokumentarfilm fra Balkan. De handler om konsekvenserne af krigen i Bosnien for de civile, den gik ud over.
»Home« (»Kuca«) er et lille fortættet portræt af hverdagen for et ægtepar, der i 1992 blev fordrevet fra deres hjem i Bihac, og nu adskillige år efter stadig ikke har et sted, de kan kalde deres.
»Alle er vi naboer« er en usædvanlig skildring af krigen i Bosnien, optaget i 1993, mens krigen stod på. Filmen er optaget i en landsby, hvor to familier med katolsk henholdsvis muslimsk baggrund har været venner og naboer i 40 år, men skilles af gensidig usikkerhed og mistillid, efterhånden som krigshandlingerne rykker nærmere hver dag. Filmen forsøger at beskrive de mekanismer, der kan få selv nære bekendte til at bekrige hinanden.