Den italienske fodboldkomedie "The Referee" er en på skrivebordet umulig kobling: (Sort)komisk vid og storladen stil med stil på - med inspiration fra både Sergio Leone, Paolo Sorrentino og det amerikanske musicalkoryfæ Busby Berkeley. Læg hertil et ordentligt skud sardinsk lokalkolorit samt to fuldfede hovedkarakterer, der på hver sin måde balancerer på kanten af kridtstregerne. Dels Matzutzi med nakkekrøl og truckerskæg, landsbyens bortrejste søn, der har fået et skud Messi(an)sk magi med hjem i sin ranglende krop. Og dels Cruciani, storbyens stolte dommertalent, der med en balletdansers elegance og et krigsherres overblik styrer fodboldslagets gang.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.