Den amerikanske videokunstner Lynn Hershman fortæller i denne humoristiske video om den 13-årige Dawn, som prøver at finde sikkerhed og retning i sit liv. Pigens mor, Coyote, hænger ud med motorcykeldrengene på gadehjørnet og er ikke særlig heldig med sine forsøg på at skaffe mad eller arbejde. Bedstemoderen - en punkskaldet og meget speciel dame - viser sig dog at være både klog og kærlig. Instruktøren hjælper tilsyneladende Dawn med at se sin situation på en ny måde ved at forære hende et gammelt kamera i starten af videoen: Pigens film klippes sammen med instruktørens videooptagelser til denne historie om at finde sin identitet - en historie med mange lag og forviklinger: hvad er det, vi ser?