Skuespillerinde. Født 29/3 1902, død 3/6 1970 - 68 år gammel.
Uddannet på Det kgl. Teater 1921-23.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
"Jeg har nok ingen evner til at gøre karriere, men jeg bryder mig egentlig heller ikke nævneværdigt om det - eller rettere slet ikke," udtalte hun i 1954 i anledning af et beskedent come-back på Aarhus Teater.
Hun ønskede sig biroller, og dem fik hun en klynge af på film, i reglen som proper, konventionel frue af det bedre selskab. I "Det brændende Spørgsmaal" (1943) er hun for eksempel løjseren Poul Reichhardts alt for kærligt tilgivende adoptivmor.
Hun filmdebuterede i Fy og Bi-filmen "Filmens helte" (1928) og var på teatret tidligt en meget anvendt, populær ung heltinde i første plan, hvilket afspejler sig i hendes rolle som den ene af præstedøtrene i "Nøddebo Præstegaard" (1934).
Men fruerollerne tager hun allerede hul på som den nydelige hustru til Poul Reumerts hektiske greve i "Den gamle Præst" (1939). Hun tager sig stadig yderst flot ud i en svingom med Peter Malbergs Emanuel i "Thummelumsen" (1941). Men siden er hun mest kompetent og anonym borgerdame et stykke ude i kulissen. I sin sidste rolle i Morten Korch-filmen "Det store løb" (1952) spiller hun karakteristisk nok helten Poul Reichhardts mor, selv om aldersforskellen mellem dem kun er 11 år. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
Titel | År | Funktion | Kategori |
---|---|---|---|
Det store løb | 1952 | Helene Stone | DK/Spillefilm |
Fireogtyve timer | 1951 | Medvirkende | DK/Spillefilm |
Dorte | 1951 | Fru Birthe i Turistforeningen | DK/Spillefilm |
Bag de røde porte | 1951 | Medvirkende | DK/Spillefilm |
Susanne | 1950 | Louise, skibsrederfrue | DK/Spillefilm |
Saa mødes vi hos Tove | 1946 | Toves mor | DK/Spillefilm |
I Gaar og i Morgen | 1945 | Lis Asmussen, Albrechtsens sekretær | DK/Spillefilm |
Otte Akkorder | 1944 | Fru Svane | DK/Spillefilm |
Biskoppen | 1944 | Kamma Gravesen, lærerinde | DK/Spillefilm |
Det bødes der for | 1944 | Frøken Thorsen, socialhjælperske | DK/Spillefilm |
Elly Petersen | 1944 | Magda, Fabers kone | DK/Spillefilm |
Det brændende Spørgsmaal | 1943 | Fru Emilie Holm | DK/Spillefilm |
Thummelumsen | 1941 | Grevinde Rosenkalk | DK/Spillefilm |
Komtessen paa Steenholt | 1939 | Kaja von Steenholt, Axels svigerdatter | DK/Spillefilm |
Den gamle Præst | 1939 | Grevinden | DK/Spillefilm |
Nøddebo Præstegaard | 1934 | Emmy, Blichers Datter | DK/Spillefilm |
Saa til søs | 1933 | Margot Nordborg | DK/Spillefilm |
Hallo! Afrika forude! | 1929 | Lordens datter | DK/Spillefilm |
Filmens Helte | 1928 | Sullivans sekretær | DK/Spillefilm |
Musik | År | Film | Funktion |
---|---|---|---|
Så kom I velsignede Drenge | 1934 | Nøddebo Præstegaard | Sang |
Farvel I velsignede Drenge | 1934 | Nøddebo Præstegaard | Sang |