Lily Weiding

Skuespiller. Født 22/10 1924 (Lilli Vejding), død 15/6 2021 - 96 år gammel. Gift 1º med skuespiller Sigfred Johansen (1908-53), 2º med skuespiller Mogens Wieth (1919-62), 3º med skuespiller Morten Grundwald (f. 1934). Mor til skuespiller Julie Wieth (f. 1960).

Debuterede i 1942 på Frederiksberg teater. 1943-45 gennemgik hun Det kgl. Teaters elevskole og var ansat på nationalscenen til 1947. Herefter engagementer ved skiftende teatre i hovedstaden og fra 1958-66 igen på Det kgl. Teater. I 1973 blev hun 'førstedame' på Bristolteatret, hvor ægtemanden Morten Grundwald var leder. Da han overtog Betty Nansen Teatret i 1980 spillede hun store roller dér, og så sent som i slutningen af 90'erne har hun haft fremtrædende roller, bl.a. på Husets Teater. "Et af hendes væsentligste virkemidler er den store beherskelse af stemmen, der kan være tørt konstaterende, vittig eller lunerig. Hun er en karakterskuespiller, der plejer sit talent. Med sine begrænsninger inden for den rumlige figurtegning er hendes force talentets spændvidde, gående fra naturalisme, psykoanalyse frem til en absurd spillestil, der gør hende til en moderne skuespiller i dybeste forstand" (citeret fra Henriette Buus' artikel i Dansk Kvindebiografisk Leksikon).

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Klassisk smuk på en karaktérfuld måde er hun 1940'ernes mest fængslende film-ingénue.

Renfærdigheden bliver aldrig fersk, men holdes poetisk svævende af et skær af uskyld, der også rummer viljestyrke og intelligens. Men mest karakteristisk er måske hendes stemme, der kan lyde barnligt undrende, som om hun lige er vågnet fra en sær drøm.

Desværre har dansk film relativt sjældent haft bud efter hende med fristende opgaver - og hun har sagt nej til en del. Men filmkarrierens start blev dramatisk. 18 år gammel var hun den sagesløse heltinde i en af dansk films mest eklatante fiaskoer - den legendariske stumfilminstruktør Benjamin Christensens svanesang, det ufrivilligt komiske spiondrama "Damen med de lyse Handsker" (1942).
Hun er blændende dejlig i den kuriøse komedie "De Kloge og vi Gale" (1945), hvor hun med et glimt i øjet forsøger at rette op på faderen Poul Reumerts arbejdsmoral. I enkelte scener opbløder hun endda det stærkt mekaniske i Reumerts spil, får ham til at slappe en kende af og blive rigtig charmerende.

I Charles Tharnæs' lige så aparte, smask-sentimentale "Oktober-Roser" (1946) har hun - pudsigt rundkindet - en utaknemmelig rolle, som en umoden teenager forelsket i sin far, spillet af Sigfred Johansen (som hun kort efter blev gift med i det virkelige liv).

En lidt tynd, men bedre rolle har hun i "Billet mrk." (1946), hvor hun er en kærlig ugift mor, der ikke vil af med sit barn.

Alvoren ligger naturligst for hende, som i Bjarne og Astrid Henning-Jensens stilrene film noir, "Kristinus Bergman" (1948), hvor hun forlener en lidt tyndt skrevet rolle som husholderske for forbryderduoen Ebbe Rode og Preben Neergaard med betydelig vægt og iøvrigt er lysende smukt fotograferet i petroleumlampens skær. Også i Johan Jacobsens "Tre år efter" (1948) placeres hun centralt som datter af Angelo Bruuns værnemager og forelsket i Hans-Henrik Krauses forbitrede frihedskæmper. Men så var det ubegribeligt nok næsten slut med de krævende opgaver.

Hun forsvarer med ynde en spinkel komedierolle i "Tante Tut fra Paris" (1956), hvor hun - som også privat - er Mogens Wieths hustru. Og som skuespillermoderen i "Ingen tid til kærtegn" (1957) viser hun nobel skønhed i en halvkedelig rolle.

Om det efterfølgende tiårs småroller i folkekomedier jo mindre sagt, des bedre. Et kønt lille come-back i det seriøse rollefag fik hun som et af svindleren Erik Mørks ofre i den noget stivbenede Sandemosefilm "Tjærehandleren" (1971). Men betydeligere er hendes hudløse excentrikerportræt i Søren Kragh-Jacobsens og Hans Hansens tv-film "Livet er en god grund" (1985), hvor hun spiller sammen med Poul Bundgaard, der er stilfærdig stationsforstander og nylig enkemand.

Senest er hun set som suveræn autoritetsfigur i Morten Korch-serien på TV2, med udstråling af en styrkegrad, der får mange af de øvrige medvirkende til at falde i ét med tapetet. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]