Bodil Udsen

Skuespillerinde. Født 12/1 1925 - død 26/2 2008 - 83 år gammel.

Optaget på Det kgl. Teaters elevskole 1944, men forlod allerede året efter skolen efter at være dumpet til en prøve. Bodil Udsen vendte dog tilbage til skuespilleriet i 1949 og fik en omfattende teaterkarriere med et mangfoldigt udbud af hovedroller.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Bodil Udsen har for længst etableret sig som en af dansk teaters 'store damer'. Men selv om hun også på film har leveret en række dramatiske kraftpræstationer, har hun først og fremmest markeret sig som et af vores frodige folkekomedietalenter. Rund, bramfri og slagfærdig er hun en kvinde med begge ben på jorden og lige ægte, hvad enten hun er skarp i mælet eller lutter smil og glæde.

I sin debut i det politiske drama "Blændværk" (1955) dukker hun meget kort og karakterfast - men ukrediteret - op som børnehjemskvinden, der afleverer den vildfarne Mimi Heinrich til dennes nye værger. Derefter opdagede dansk film hurtigt hendes evne - og fysiske velegnethed - til at illudere som den håndfaste dame med den uanselige tøffelhelt af en mand. I gennemsnitsproduktioner som "Mig og min familie" (1957), "Eventyrrejsen" (1960), opfølgeren "Eventyr på Mallorca" (1961) og "Mor bag rattet" (1965) bliver det til noget éndimensionale, men altid velspillede typeroller som den runde husmor, der mere eller mindre venligt hundser med ægtemanden. Men i den rette film kan hun løfte figuren fra den kagerullesvingende rappenskralde til mere nuancerede personer.
Som for eksempel i to af periodens mest vellykkede filmserier. I Erik Ballings "Poeten og Lillemor og Lotte" (1960) og fortsættelsen, "Poeten og Lillemor i forårshumør" (1961), spiller hun jordemoderen, der fanger Karl Steggers ærke-ungkarl i sit kærlige net. En præstation, hvor hun til perfektion overholder folkekomediens krav om komisk timing og smæld i replikken, men også tilføjer figuren en varme, som er sjælden i genren.

Mere rent komisk er hun i de tidstypiske Støv-film, hvor hun medvirker i de tre første: "Støv på hjernen" (1961), "Det støver stadig" (1962) og "Støv for alle pengene" (1963). Hér spiller hun Ove Sprogøes skarptandede - og til tider direkte fysisk truende - kone, forstadsopgangens skræk, der konstant holder beredskabet oppe mod støv, snavs og moralsk forfald. I seriens første film ender Sprogøe med at tæmme hende med et vildt scooterridt, men i de to næste film er de tilbage ved udgangspunktet: den voldsomme dame med den museagtige mand. Serien slutter noget tamt med "Passer passer piger" (1965), hvor Udsen er skiftet ud med Sigrid Horne-Rasmussen - en ændring i rollebesætningen som tydeligt illustrerer, hvor meget Udsen rent faktisk fik ud af en tyndt skrevet figur.

I "April" (1963) danner hun igen aparte, men sødt romantisk par med Karl Stegger - en konstellation, der gentages med endnu større succes i den charmerende vaudevillefilm "Tre små piger" (1966). Og i den Dirch Passer-trukne velfærdssatire "Don Olsen kommer til byen" (1964) foregriber hun - som sød og slagkraftig værtshusholder - Emma fra tv-serien "Huset på Christianshavn". En rolle, hun også spiller i filmen bygget over tv-figurerne, "Ballade på Christianshavn" (1971).

Udsens talent og nerve for folkekomedien rækker langt, men der er også grænser - som man kan se i middelmådige film som "Onkel Joakims hemmelighed" (1967) og "Damernes ven" (1969), hvor den tidligere ganske livskraftige genre er begyndt at dø en stille død. Bedre går det i "Far laver sovsen" (1967), hvor hun har pudsige momenter i sit jakke- og slipseklædte klichéportræt af en mandhaftig kvindesagskvinde. Og hun er troværdig i en større birolle som den erotisk fremmelige teenager Judiths eneste fortrolige, den gæve tante Kamma, i "Jeg elsker blåt" (1968).

Folkekomediens sænkning af niveauet til det næsten idiotiske op gennem 1970'erne falder sammen med at Udsen skifter til de dramatiske roller, som hun allerede i nogle år har dyrket med succes på teatret.

En lille og lavmælt, men intens rolle som mor til Ghita Nørbys feltmadras i "Den korte sommer" (1976) følges op af hendes monstrøse, dominerende enkebaronesse i Anders Refns Gustav Wied-film "Slægten" (1978). Hendes filmkarrieres vel nok stærkeste præstation - en kompromisløs studie i magtbrynde, suverænt gennemført i sin indre styrke og ydre hvashed. Samme følelsesmæssigt brutale toner slår hun an i "Min farmors hus" (1984), en dyster og klaustrofobisk Soya-filmatisering som Udsen dominerer fuldstændigt i titelrollen som den nådesløse matriark.

Siden har hun ikke haft roller af samme tyngde. Hun spiller genfærd i den psykologiske gyser "Baby Doll" (1988); har en enlig, men central (og overspillet) scene i starten af Susanne Biers "Det bli'r i familien" (1993); og ses i en lille birolle i Nils Malmros' "Barbara" (1998). Men et glædeligt come-back får hun som Sidse Babett Knudsens nabo og fortrolige i Jonas Elmers "Monas verden" (2001), hvor hun viser mere varme og et lettere touch end længe. Og som jysk gårdmandskone i børnefilmen "Send mere slik" (2001), synger hun aftensange med smuk lavmælt inderlighed. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Nina Rølle og Tina Juul Rasmussen: Jeg vil helst være fri (1995, portræt).