Ann Eleonora Jørgensen

Skuespiller. Født 16/10 1965.

Optaget på Statens Teaterskole 1989 efter at have fulgt et kursus hos Lotte Horne på Dramaskolen.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Hun fængsler først og fremmest med sine store, usædvanlig levende brune øjne - et uforbeholdent blik, der uden filter spejler hendes sindsstemninger. Der er noget dristigt og radikalt ved hendes personlighed, når dette blik spiller af ironi eller dugges af fortvivlelse: hun giver sine personer den unge, men alligevel erfarne kvindes gennemskuende livsviden. Men også lette toner kan hun ramme rent, når hun glider over i sød forvirring eller afvæbnende usikkerhed.

Frisøren Karen i Dogme-komedien "Italiensk for begyndere" (2000) blev hendes folkelige gennembrud, men inden da havde hun placeret sig som et af den unge skuespillergenerations værdsatte teaternavne og med mellemrum afgivet betydelige løfter på film og tv.

Hun fik sine to bedste tidlige roller i fremragende afgangsfilm fra Den Danske Filmskole: Thomas Vinterbergs "Sidste omgang" (1993) og Henrik Ruben Genz' "Omveje" (1995). I dem begge personificerer hun en selvstændig, ukonventionel kvindetype, der kan forholde sig klogt til heltens dilemma: på Thomas Bo Larsens dødsrute i Sidste omgang er hun den indlevende, følsomme medrejsende, mens hun udviser tilpas overlegen ironi over for Henrik Lykkegaards march på stedet i "Omveje".

I samspil med Nikolaj Coster Waldau viser hun evner for den spontane, halvskøre komedie i Thomas Vinterbergs tv-film "Slaget på tasken" (1993), mens relativt store roller i tv-serierne "Bryggeren" (1996) og "Taxa" (1997-98) ikke forløser talentet i samme grad. I førstnævnte er hun Ottilia, der bliver bryggerens kloge hustru, og her overforbruger hun sit ironisk vidende smil; og i Taxa castes hun imod sin type som den kolde, checkede advokat Nina og viser tendens til overspil.

Hendes letfærdige mor i Lone Scherfigs familiefilm "Når mor kommer hjem" (1998) bliver for meget af et kækt glansbillede, men denne overfladiskhed skæmmer slet ikke hendes næste samarbejde med Scherfig i "Italiensk for begyndere" (2000). Nu er hendes lidt distancerende ironi helt forsvundet til fordel for en mere forsvarsløs ligefremhed og sensualisme. Sorgen og smerten ved at tage afsked med en alkoholisk mor glider over i en forundret glæde ved at starte et nyt kærlighedsforhold. Modenhed og sårbarhed går hånd i hånd i dette helstøbte portræt.

Færre muligheder får hun i komediedramaet "At klappe med én hånd" (2001), hvor hun dog i en birolle som mangemillionæren Jens Okkings udkårne når at vise sin varme kvindelighed. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]