enda

Clara Pontoppidan

(1883 - 1975)

Skuespillerinde. Født 23/4 1883 (Clara Rasmussen), død 22/1 1975 - 91 år gammel. Gift 1º i 1906 med skuespiller Carlo Wieth (1885-1943) - ægteskabet opløst, 2º i 1920 med læge Povl Pontoppidan (1889-1953).

Fra 1906-20 hedder hun Clara Wieth og derefter Pontoppidan.

Blev optaget på Det kgl. Teaters balletskole som ni-årig og debuterede på scenen i 1901. Snart fik hun også roller som skuespiller og undtaget nogle få sæsoner, hvor hun spillede på Alexandrateatret, var hun i perioden 1905-25 knyttet til Dagmarteatret. Fra 1925 til sin død var hun engageret ved Det kgl. Teater.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Blandt den danske filmpioner Peter Elfelts bevarede optagelser er der allerede fra 1902 en lille film, hvor man ser den femtenårige Clara og en anden balletskole-elev danse en pas de deux. Hendes sidste film udsendtes i 1972, og hendes filmkarrieren strækker sig således over 70 år, nok den længste i dansk filmhistorie.


Hun begynder at medvirke i film i 1910, og da har hun allerede fået sig et navn på teatret. De første laver hun for Regia Kunstfilms Co, et af de kortlivede filmselskaber, der på denne tid skød op ved siden af Nordisk Films Kompagni. "Elskovsleg" var 'et mimisk drama' med manuskript af Sven Lange (et af de første danske filmmanuskripter udgivet i bogform). Hun har selv oplyst, at Herman Bang var instruktør, men flere filmhistorikere betvivler dette. "Kærlighed og Selvmord" var en pantomime, skrevet af Gustav Wied. En barfodsdans, hun på samme tid vakte pikant opsigt med på scenen, forevigede selskabet ligeledes på film. Ingen af disse film er bevaret.

Hos selskabet Biorama medvirker hun i 1911 i den første filmversion af "Nøddebo Præstegaard" som den ene af præstedøtrene. Samme år bliver hun så ansat på Nordisk Film. Herom fortæller hun selv i sine erindringer: "En skønne dag kom jeg alligevel ud i den vide verden. Ikke jeg alene, men enhver skuespiller, født i et lille land, drømmer vel en eller anden gang om at råbe den op. For mig skete det ved filmens sejrrige indtog. Det vil altså sige, jeg både kom ud og blev hjemme! Men selvom det ikke var netop det, jeg havde tænkt mig, så ejede disse første filmsår en spænding og en fortryllelse, noget helt zigøjneragtigt, som nok kunne tilfredsstille en vagabondnatur."

En del af de mange film, hun især de første tre år lavede hos Nordisk fortrinsvis under August Bloms instruktion, er også gået tabt, men der er bevaret rigeligt til at give et indtryk af hende som stumfilmsstjerne. Den kønne unge Clara Wieth vil nok for de fleste nutidige tilskuere virke mindre gammeldags end Asta Nielsen, mindre lidenskabelig, men måske mere naturlig. Og som hun selv siger i erindringerne: "Oh, hvad fik man ikke af spændende breve og billet-doux'er med hyldest til ens blondhed og nordiske følemåde". Hendes første film hos Nordisk var "Den hvide Slavehandel II", også kaldet "Den hvide Slavehandels sidste Offer" (1911), selskabets hurtige follow-up til det forudgående års internationale succes "Den hvide Slavehandel". Hun havde overtaget Ellen Rindoms rolle som uskyldig ung pige, der falder i kløerne på skumle kvindehandlere og som en kæk ung mand først i sidste øjeblik redder fra en skæbne værre end døden. En tilsvarende rolle spiller hun i "Mormonens Offer" (1911), hvor hun bortføres af en skurkagtig mormon, der vil indlemme hende i sit harem.

Det er moraliserende melodramaer på 40-50 minutter, dygtigt dramaturgisk opbyggede og visuelt opfindsomme. Et godt eksempel er "Ved Fængslets Port", også fra 1911. Her gør Clara Wieth indtryk som den unge pige, der bringer datidens store mandlige stjerne Valdemar Psilanders karaktersvage hovedperson på ret køl, skønt hun er datter af den ågerkarl, han er kommet i kløerne på. Hendes samspil med Psilander er glimrende. Også ægtemanden Carlo Wieth arbejder hun inspireret sammen med på lærredet, f.eks. i "Ekspeditricen" (1911), en elegant historie om kærlighed og klasseskel. En scene, hvor han flirter med hendes unge ekspeditrice, der skal sælge ham et par handsker, er helt moderne og et godt eksempel på, hvor nuanceret instruktøren August Blom kunne fortælle uden brug af ord. Blandt Bloms film med Clara Wieth må "Vampyrdanserinden" (1912) have været blandt tidens mere dristige. Det er ikke en vampyrfilm, men et erotisk melodrama om en danserindes skæbnesvangre forførelseskunst. Blandt hendes bevarede stumfilm er også Bloms filmatisering af Karin Michaëlis' roman "Den farlige Alder" (1911).

1913-15 har hun tillige haft hovedroller i flere svenske film, f. eks. Mauritz Stillers "På livets ödesvägar" (Smuglerne), hvoraf kun to minutter er bevaret, samt i spiondramaet "Bröderna" (Brødrene), som desværre er gået helt tabt (hun er en kvindelig spion kaldet "Mylady"). Hos svensk stumfilms anden store instruktør, Victor Sjöström, medvirker hun i "Miraklet", "Prästen" og "Bra flicka reder sig själv" (Rask pige hjælper sig selv). Heller ikke de er bevaret.

Efter Første Verdenskrig bliver rollerne færre. To roller hos Carl Th. Dreyer er dog markante. I "Blade af Satans Bog" (1920) optræder hun i den sidste og bedste af den stærkt antirevolutionære films fire episoder, fortællingen fra den finske borgerkrig. Her lægger hun stor styrke bag telegrafistens hustru Siri, der er rede til at ofre livet for at hindre bolsjevikkernes krigslist. Nærbilleder af hendes ansigt spiller i denne film en større rolle end ellers.

I det nationalromantiske eventyrspil "Der var engang" (1922) er hun den hovne og forkælede prinsesse af Illyrien, som Svend Methlings danske prins får gjort til et bedre menneske. Desværre er filmens sidste trediedel ikke bevaret, så vi kan ikke længere opleve prinsessens karakterændring. I 1922 ses hun endvidere som nonne i Benjamin Christensens svenskproducerede og højst originale semidokumentarfilm "Häxan" (Heksen) og medvirker desuden i "Hadda Padda", der ikke var nogen succes. "Hadda Padda" bygger på et skuespil af den islandske forfatter Gudmundur Kamban og blev under vanskelige forhold optaget på Island med forfatteren som instruktør. Clara Pontoppidan, som hun nu hed, har hovedrollen som den stærke Hrafnhildur, kaldet Hadda Padda. Hun udførte flere dristige stunts i de islandske fjelde, men som hun skriver i sine erindringer: "Det kunne såmænd næsten lige så godt have været tøjdukker, der hang i et tyndt reb ud over de faretruende dybe kløfter - eller helt andre personer. Det var næsten ikke til at se på filmen."

Hendes første tonefilm var George Schnéevoigts deklamatoriske "Kirke og Orgel" (1932), hvor hendes præstation som den jødiske pige Rachel dog er noget af det bedre i filmen. I modsætning til flere medspillere forstår hun tydeligt forskellen på teater og film, også når lyden er kommet til.

Ellers er hendes indsats i tonefilmperioden ikke specielt markant, og der er langt mellem filmene, ligesom der - med enkelt undtagelse - er tale om biroller. Den bedste kommer i Asbjørn Andersens "Mens porten var lukket" (1948), hvor hun giver et skarpt og usentimentalt portræt af en ikke længere helt ung skuespillerinde, der håber på et comeback og endnu engang søger at mobilisere sin sex appeal over for Ib Schønbergs teaterdirektør. En rolle, der klæder hende bedre end den kuede, kære gamle dame i den kuriøse Kjeld Abell-komedie "Regnen holdt op" (1942).

I Torben Anton Svendsens og H. C. Branners "Jeg elsker dig" (1957) skal hendes nævenyttige brevkasseredaktør Fru Nana være et portræt af forfatterinden Agnes Henningsen - en lettere pinlig karikatur. Og desværre forrådes hendes berømte portræt af enkefru Tang i Knud Sønderbys nyklassiske drama "En kvinde er overflødig" (1957) af Gabriel Axels stivbenede instruktion, der ikke får lagt en dæmper på det teatralske tonefald.

På film specialiserer hun sig herefter i snurrige ældre kvinder og smører ofte den excentriske bedstemor-elskelighed for tykt på. Hun har i 1950'erne udviklet en særlig gammeldame-manér med en diktion, hvor sætningens sidste ord forsvinder i et suk. Derfor er det i høj grad en smagssag, om man finder hende sjov i "Støvsugerbanden" (1963), Bent Christensens og Leif Panduros komedie om alderdomskriminalitet, og som gangster-mama i rullestol i Erik Ballings "Slap af, Frede!" (1966).

Langt bedre er hun i et kort glimt i besættelsestidsdramaet "Frihedens pris" (1960) som en konfus ældre dame blandt jøderne, der hjælpes til Sverige, og hun demonstrerer sin evne til at lægge indhold i en ganske lille rolle. Men mere substans var der i hendes tv-roller, som for alvor gjorde hende kendt, deriblandt den naive og underkuede Fru Gruesen i Soyas "Parasitterne" (1958) i samspil med Gunnar Lauring og den stilfærdigt-kloge Fru Levin i samspil med Poul Reumert i Henri Nathansens "Indenfor Murene" (1963).

Sin sidste filmrolle har hun som adelsdame i "Takt og tone i himmelsengen", en gumpetung sex-film, der alligevel ikke tør være rigtig uartig. Forstemmende, at denne platte historie skulle blive afslutningen på hendes filmkarriere. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Clara Pontoppidan: Eet Liv - mange Liv (erindringer udgivet 1949-63, genudgivet i 1965).

Læs om DFI Bibliotekets Clara Pontoppidan særsamling

Filmografi Priser Festivals
Title År Funktion Category
Carl Th. Dreyer - Min metier 1995 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
Takt og tone i himmelsengen 1972 Enkegrevinde von Hasteen DK/Spillefilm
Ta' lidt solskin 1969 Bedste DK/Spillefilm
Slap af, Frede! 1966 Mama DK/Spillefilm
I brændingen 1965 Fru Brun Tv-film
Professoren vil synde 1965 Medvirkende Tv-film
Alt for kvinden 1964 Ditlevs faster, baronesse Sophie DK/Spillefilm
Aften 1963 Hun Tv-film
Indenfor murene 1963 Medvirkende Tv-film
Støvsugerbanden 1963 Camilla, doktor Baks søster DK/Spillefilm
Paladsrevolutionen 1963 Medvirkende Tv-film
Den korte dag er lang nok 1962 Medvirkende Tv-film
Skærmydsler 1961 Medvirkende Tv-film
Påske 1960 Medvirkende Tv-film
Frihedens pris 1960 Jødisk flygtning DK/Spillefilm
Paladsrevolution 1959 Medvirkende Tv-film
De sjove år 1959 Oberstinden DK/Spillefilm
Skærmydsler 1958 Medvirkende Tv-film
Parasitterne 1958 Oline Gruesen Tv-film
Den pantsatte bondedrang 1958 Medvirkende Tv-film
En kvinde er overflødig 1957 Enkefru Tang DK/Spillefilm
Geografi og kærlighed 1957 Medvirkende Tv-film
Jeg elsker dig 1957 Fru Nana DK/Spillefilm
Skærmydsler 1956 Medvirkende Tv-film
Bruden fra Dragstrup 1955 Fru Dragstrup DK/Spillefilm
En kvinde er overflødig 1955 Medvirkende Tv-film
Dr. Knock 1955 Medvirkende Tv-film
Alt er godt 1954 Medvirkende Tv-film
Døden 1953 Medvirkende Tv-film
Aften 1952 Medvirkende Tv-film
Døden 1951 Fru Markmann Tv-film
Mens porten var lukket 1948 Cora Anker DK/Spillefilm
Regnen holdt op 1942 Frøken Meta DK/Spillefilm
Kongen bød 1938 Frederikke Louise Stolberg DK/Spillefilm
Snehvide og de syv dværge 1937 Dronningen (1938-vers.) U/Spillefilm
Kirke og Orgel 1932 Rachel DK/Spillefilm
Hadda Padda 1924 Hrafnhildur, kaldet Hadda Padda DK/Spillefilm
Der var engang 1922 Prinsessen af Illyrien DK/Spillefilm
Heksen 1922 Nonne U/Spillefilm
Prometheus I-II 1921 Feodora, Tatjanas datter DK/Spillefilm
Blade af Satans Bog 1921 Siri, Paavos hustru (IV) DK/Spillefilm
Det Danske Filminstitut registrerer international festivaldeltagelse og priser til danske film, dog primært de titler, som Filminstituttet varetager i sin festivaldistribution, og primært i forbindelse med de festivaler, som Filminstituttet har prioriteret at samarbejde med. Registreringen af festivaldeltagelse og priser til danske film, der ikke er i festivaldistribution, foretages kun for "launch"-festivaler ifølge Filminstituttets prioriterede festivalliste. Se listen over prioriterede festivaler.
Det Danske Filminstitut registrerer international festivaldeltagelse og priser til danske film, dog primært de titler, som Filminstituttet varetager i sin festivaldistribution, og primært i forbindelse med de festivaler, som Filminstituttet har prioriteret at samarbejde med. Registreringen af festivaldeltagelse og priser til danske film, der ikke er i festivaldistribution, foretages kun for "launch"-festivaler ifølge Filminstituttets prioriterede festivalliste. Se listen over prioriterede festivaler.