enda
Person

Dario Campeotto

(1939 – 2023)

Skuespiller. Født 1/2 1939, død 1/4 2023. Gift 1º 1963-69 med skuespiller Ghita Nørby med hvem han har sønnen Giacomo Campeotto.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):


Den italienske andengenerations-indvandrer fik sin klart bedste filmrolle i familiefilmen "Flyvende farmor" (2001) som farmor Jytte Abildstrøms gamle flamme Aage i flot pilotjakke. Campeotto rammer Wikke & Rasmussens særlige tone af naivisme og kærlig ironi og charmer sig ubesværet gennem sin rolle som helt rigtig Dario og dorsk darling, der falder i søvn, hver gang han er rigtig lykkelig.


40 år tidligere slog Campeotto igennem ved Melodi Grand Prix med schlageren "Angélique". Populær for sin smeltende smørsang har han for det meste været det typiske eksempel på sangeren, der medvirker for at give prøver på sine vokale evner, uden at der stilles synderlige krav til et begrænset spilletalent.


I debutfilmen "Eventyrrejsen" (1960) er han lokal italiensk popsanger og i "Peters baby" (1961) igen vokalt krydderi med singlehittet "Pour toi ma chérie".


Hans klart bedste tidlige film er Annelise Reenbergs ganske vellykkede komedie "Han, hun, Dirch og Dario" (1962), hvor titlens sidestilling med Dirch Passer angiver hans popularitet (han fik efter sigende 150 kvindelige fanbreve dagligt i 1961!). I dette Saga-lystspil har han sin største rolle som genstand for Gitte Hænnings betagelse, men det er Dirch Passer, der løber med charme-laurbærene. Nummeret som Don José fra operaen "Carmen" er dog en ufrivilligt komisk attraktion og ren Campeotto-camp.


Hans senere filmkarriere er mindre bemærkelsesværdig end hans seje overlevelsesevne som entertainer og revyskuespiller. Efter mere end 40 år summer døgnfluen stadig rundt som et af underholdningsbranchens skattede navne, veloplagt, velsyngende og med en (selvironisk) charme, der langt fra er blevet mindre med årene. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Filmografi Musik
Titel År Funktion Kategori
Gooseboy 2019 Flyveleder DK/Spillefilm
Biler 3 2017 Luigi U/Spillefilm
Out of the Ordinary 2013 Coffee Machine DK/Kort fiktion
Tommy 2010 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
Biler 2006 Luigi U/Spillefilm
Arthur og minimoyserne 2006 Travel agent/valnøddefører U/Spillefilm
Motormagasinet 2004 Vært Tv-serie
Flyvende farmor 2001 Farfar DK/Spillefilm
Lady og Vagabonden 2 - Vaks på eventyr 1998 Tony U/Spillefilm
Kærlighed ved første desperate blik 1994 Ebbe DK/Spillefilm
Station 13 1988 Mario, italiensk betjent Tv-serie
Hopla på sengekanten 1976 Italiener DK/Spillefilm
Min kones ferie 1967 Syngende kapelmester DK/Spillefilm
Dansk Filmjournal 1 1966 Medvirkende Dokumentariske optagelser
Flagermusen 1966 Alfred, husarofficer DK/Spillefilm
Han, hun, Dirch og Dario 1962 Mario DK/Spillefilm
Peters baby 1961 Sanger DK/Spillefilm
Eventyrrejsen 1960 Romeo DK/Spillefilm
Lady og vagabonden 1955 Tony (1997-vers.) U/Spillefilm