Edward Fleming

Skuespiller, instruktør. Født 25/7 1924 (Flemming Møller), død 12/6 1992 - 67 år gammel.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Edward Fleming - bedst kendt som instruktør - bærer måske prisen som den mandlige danske tonefilmsskuespiller med den mest eksotiske karriere. - "Jeg er en femterangs skuespiller med stjerneudstråling," sagde han selv.

Efter eget udsagn medvirkede han i første halvdel af 1950'erne i 36 italienske film, inden han i tiårets anden halvdel synes at være blevet akrobatisk nøgendanser på den store varieté Lido i Paris. Småroller i fransk film blev det også til.

Flemings filmflotte ydre og perfekte fysik - afsløret i et pressebillede i 1956, hvor han ses som mande-pinup i Cannes - var utvivlsomt med til at skaffe ham roller. Men interessen for filmarbejdet både foran og bag kameraet var seriøs nok og skaffede ham i 1966 ind på det første instruktørhold på den nyoprettede danske filmskole.

Han debuterede i 1952 i krigsfilmen "Carica eroica" som kujonagtig italiensk officer, der forvandles til helt - ingen bemærkelsesværdig film. Men ellers var det ikke rene B-film, Fleming medvirkede i. Jean Gabin (Natlokale), Sophia Loren (Pigen fra floden) og Vittorio Gassman var stjerner i nogle af de film, hvor han stod betydeligt længere nede på rollelisten - f. eks. som Edoardo Flamming i "La grande speranza" ("Det store håb", 1954), hvor han spiller en engelsk ubåds-kaptajn. Filmen fik en pris ved den nyindstiftede Berlin-festival. Og "La tratta delle bianche" ("Kvinder til salg", 1952) er instrueret af den ganske habile Luigi Comencini.

Fleming videreførte sin smårolle-aktivitet i dansk film, mest som uniformeret gorilla i Olsen-bande-film. En enkelt gang træder han dog helt ud af stereotypen - karakteristisk nok i en Lars von Trier-film. Han er den tragiske tyske officer i Triers filmskoleafgangsfilm "Befrielsesbilleder" (1982), ramt af romantisk nederlag, forrådt og forfulgt af en gangsteragtig modstandsbevægelse.
Trier fanger her det dobbelttydige ved Flemings tilsyneladende så mandigt firskårne fremtoning: noget blødt og forfinet i det lysende blik modsiger macho-fysikken. Mærkeligt nok fandt ingen senere på at anvende det skævt foruroligende hos denne skuespiller, der mere og mere groede fast i rollen som folkelig filminstruktør. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]