Hanne Høyberg

Producent. Født 1937.

Hanne Høyberg er født ind i en filmfamilie. Hendes morfar var filminstruktøren A.W. Sandberg (1887-1938) og hendes mormor skuespillerinden Karen Caspersen (1890-1941). Filmproducent og biografdirektør Henrik Sandberg (1919-1993) var hendes onkel.

Som nyudlært fotograf fik Hanne Høyberg sit første job i filmbranchen som stillfotograf på Henrik Sandbergs "Soldaterkammerater" (Sven Methling, 1958). Året efter døde hendes far og hun følte sig forpligtet til at overtage familiefirmaet Høybergs Kaffebrænderi. Først ti år senere vendte hun tilbage til filmbranchen som sekretær for Henning Carlsen i Dagmar Teatret. I 1973 blev Hanne Høyberg produktionsleder hos Jacob Eriksen på Spektrum Film. To år senere, i 1975, etablerede hun firmaet Hanne Høyberg Filmproduktion sammen med sin søster Helle Høyberg.

Hanne Høyberg satsede fra begyndelsen på kort- og dokumentarfilm og samarbejdede flittigt med Statens Filmcentral. Hendes film var målrettet undervisning og dækkede emnemæssige og pædagogiske behov. Gennem hele karrieren arbejdede hun tæt sammen med kvindelige instruktører som Lise Roos, Katia Forbert Petersen, Irene Werner Stage, Dola Bonfils og Anne Regitze Wivel. Hun har produceret flere film med filmhold udelukkende bestående af kvinder fx "De er jo ikke engang danskere" (Malene Ravn & Dorthe Hecht, 1981) og "Teknik for dig og mig" (Katia Forbert Petersen, 1982). Da hun i 1982 i Information blev spurgt, om hun selv gjorde noget for at trække kvindelige filmarbejdere til, svarede hun: "Nej, men der kommer flere og flere gode oplæg fra kvinder, sådan har det udviklet sig."
Flere mandlige instruktører har dog også nydt godt af Hanne Høybergs professionalisme, blandt andre Jenö Farkas, Arne Bro og Christian Hartkopp. Op gennem 1980'erne producerede Hanne Høyberg Filmproduktion 43 film.

Dokumentarfilmene, som Hanne Højberg har produceret, spænder emnemæssigt vidt fra skovbrug over psykisk udviklingshæmmede til politiets arbejde, dog med overvejende vægt på emner som sorg, arbejdsvilkår, kvinders vilkår og børn og unges liv og muligheder. I de korte fiktionsfilm var der plads til et mere frit kunstnerisk udtryk som fx den roste "Salamandersøen" (Eddie Thomas Petersen, 1984) og "Manden der fik lov at gå" (Katrin Ottarsdóttir, 1995). Spillefilmen "Sangen om kirsebærtid" (Irene Werner Stage, 1990) fik en blandet modtagelse, og Hanne Høyberg producerede kun denne ene spillefilm. Hendes sidste produktion er eksperimentalfilmen "Landskaber" (Kassandra Wellendorf, 1997), hvorefter hun gik på selvvalgt pension.

Se for eksempel "Ansigt til ansigt" eller "De tavse piger" på www.danmarkpaafilm.dk.