En anderledes film om København. Med den amerikanske multikunstner Al Hansen som guide springes der frem og tilbage i tid. Al Hansen er amerikansk officer i fyrrerne, filminstruktør i halvtredserne, religiøs plattenslager i tresserne. I nutiden optræder han og filmhistorikeren Carl Nørrested som amerikanske turister på hurtig rundtur i den danske hovedstad.
Jenö Farkas videreførte i denne eksperimenterende blanding af spillefilm og dokumentarfilm en form, han havde udviklet i kortfilmen "Breakfast" (1981). Hans kalejdoskopiske københavnsbillede betjente sig af ultrahurtige optagelser, trickfotos osv. Formen begejstrede enkelte anmeldere, mens andre var helt afvisende.
Produceret på Filmværkstedet. Prod. nr.: 1981714