enda
Person

Henry Nielsen

(1890 – 1967)

Skuespiller. Født 1/11 1890, død 12/5 1967 - 76 år gammel.

Autodidakt skuespiller med en omfattende scenekarriere.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):


Den danske folkekomedies populære maskot fik i reglen kun ganske små roller. Med sit runde ansigt, hvor de små, men opmærksomme øjne nærmest forsvinder bag smil, er han indbegrebet af dansk hygge og vennesæl jævnhed. Den "lille mand" helt uden falbelader.


Han er blevet kaldt 'det evige postbud', og landpostbudet, der kommer indenfor og får en tår kaffe, er da også en typisk Henry Nielsen-rolle. I Annelise Reenbergs vellykkede folkekomedie "Den gamle mølle på Mols" (1953) er det hans stemme, der i stedet for fortekster præsenterer de medvirkende og herunder konstaterer: "Der har vi jo mig selv som landpost for 117. gang".


Han har dog lige så tit spillet politibetjent, togbetjent, vicevært, portner, ølkusk, tjener eller købmand, figurer, der gerne repræsenterer et vellykket kompromis mellem troværdighed og genrekonvention. Hvis han ikke er i uniform, er han i brun kittel, men han har normalt god tid og lader sig aldrig koste rundt med af autoriteter. Replikkerne falder altid med imponerende naturlighed og musikalitet. Han genkendes med det samme, men bagefter kan det være svært at huske, hvad han spiller i hver enkelt folkekomedie. I mange år tog man det heller ikke så nøje med at få ham krediteret på forteksterne, men han har i hvert fald medvirket i mindst 120 film.


Han har altid i interviews hævdet, at han begyndte sin karriere hos Nordisk Film i 1911. Det må have været som statist. Den første film, hvor hans medvirken kan verificeres, er farcen "Den store Gevinst" fra 1918. I 1920'erne er han med i de fleste Fy- og Bi-film, mens rollerne i 1930'erne fortsat er ganske små og som oftest ukrediterede.


I 1940 er han del af det store persongalleri i Herman Bang-filmatiseringen "Sommerglæder". Her ses han første gang som landbetjent af den hyggespredende slags, der cykler hen og underretter hotellet om, at der er mange potentielle gæster med færgen. I 1943 er han igen gemytlig lokal politimand i kriminalfilmen "Kriminalassistent Bloch", en af hans første biroller med lidt substans. Han har det med først at ankomme til kroen, når slagsmålet er forbi. Opklaringen af et mord i den lille by overlader han gerne til titlens kriminalassistent fra København. Mord hører til i storbyen. Som han siger: "På landet ser folk så rare ud, det gør opklaringen vanskeligere".


Sin eneste hovedrolle spillede han i 1947 i Astrid og Bjarne Henning-Jensens børnefilm "De pokkers Unger". Her er han den nye vicevært, der først mødes med skepsis fra ejendommens børn, der ikke er vant til venlighed fra viceværter. Han vinder dog børnenes tillid og får sat aktiviteter i gang for dem. Her passer hans meget fordringsløse, underspillede manér perfekt til rollen - denne vicevært er ingen selvbevidst pædagog, blot en hyggelun baggårdspragmatiker, og først mod slutningen nærmer figuren sig det sukkersøde.


En fin lille rolle har han det følgende år i Johan Jacobsen og Soyas bidske "Tre år efter", som sognerådsformanden, der ikke vil have noget med tidligere værnemagere at gøre. På mødet, hvor et flertal genindsætter værnemageren Ib Schønberg som direktør for byens fabrik, virker hans protestudtræden af bestyrelsen så meget des stærkere, fordi han meddeler den med sædvanlig venlig Henry Nielsen-mine.


I julehyggefilmen over dem alle, "Fra den gamle købmandsgård" (1951), danner hans lokomotivfører komisk par med Rasmus Christiansen, en beslægtet slidstærk birolletype. I modsætning til denne betjener Henry Nielsen sig aldrig af den kunstige sjællandske dialekt, der er lidt for udbredt i dansk folkekomedie. Kernedansk småborgerhygge og kølige pilsnere til overmål er der også i "Ved Kongelunden" (1953), hvor han igen har en af sine lidt større roller. Han er kolonihaveejer, næsten en naturvækst i sådanne omgivelser, gift med Inger Lassen og med Ib Schønberg som naboen, han konstant småskændes med.


Kun en enkelt gang har han spillet skurk. I den ellers lidt tamme komedie "Tre finder en kro" (1955) leverer han en af filmens bedste præstationer som svindelagtig købmand. Hvor det i "Tre år efter" var principfasthed, der viste sig bag det joviale ydre, er det her fup og svindel.


I 1960'erne, hvor helbredet begyndte at svigte, blev rollerne igen helt små. Han sagde selv, at man nu nærmest havde ham med som maskot - i hvert fald var han en kær overlever fra folkekomediegenrens storhedstid i det foregående tiår.


Der er noget mærkeligt skyggeløst over hans væsen, uforanderligt som solskin gennem alle årene. Som når han i "Naar Katten er ude" (1947) stilfærdigt hyggesnakker tyveknægten Buster Larsen fra at udføre sit kriminelle forehavende. Ærkedansk snusfornuft parres med ægte elskværdighed, når Henry Nielsen får alt til at glide. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Filmografi Musik
Titel År Funktion Kategori
Min kones ferie 1967 Hotellets portier DK/Spillefilm
Ih, du forbarmende! 1966 Petersen, detektiv DK/Spillefilm
Der var engang 1966 Medvirkende DK/Spillefilm
Flagermusen 1966 Medvirkende DK/Spillefilm
Soyas tagsten 1966 Tjeneren DK/Spillefilm
Sytten 1965 Stationsforstanderen DK/Spillefilm
Hold da helt ferie 1965 Larsen, landbetjent DK/Spillefilm
En ven i bolignøden 1965 Medvirkende DK/Spillefilm
Een pige og 39 sømænd 1965 Kolonihavens korleder DK/Spillefilm
Alt for kvinden 1964 Mureren DK/Spillefilm
Støvsugerbanden 1963 En forvalter DK/Spillefilm
Eventyr på Mallorca 1961 Gartner Jørgensen DK/Spillefilm
Komtessen 1961 Landbetjenten DK/Spillefilm
Eventyrrejsen 1960 Gartner Jørgensen DK/Spillefilm
Pigen i søgelyset 1959 Anton DK/Spillefilm
Far til fire på Bornholm 1959 Fisker DK/Spillefilm
Tag til marked i Fjordby 1957 Portier på Hotel Cosmos DK/Spillefilm
Sønnen fra Amerika 1957 Medlem af sognerådet DK/Spillefilm
Tre piger fra Jylland 1957 Politibetjent Rasmussen DK/Spillefilm
Far til fire og onkel Sofus 1957 Medpassager i fly DK/Spillefilm
Den store gav-tyv 1956 En nattevagt DK/Spillefilm
Hvad vil De ha'? 1956 Beruset mand DK/Spillefilm
Kristiane af Marstal 1956 Frandsen, fisker DK/Spillefilm
Færgekroen 1956 Et postbud DK/Spillefilm
Den kloge mand 1956 Hjulmand DK/Spillefilm
En skefuld katarsis 1955 Medvirkende Tv-film
Bruden fra Dragstrup 1955 Rasmussen, postbud DK/Spillefilm
Tre finder en kro 1955 Købmand Duedal DK/Spillefilm
Sol, sommer og badevand 1954 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
Vores lille by 1954 Chas, fyrbøder DK/Spillefilm
I kongens klæ'r 1954 Peter Kvist, overbetjent DK/Spillefilm
Jan går til filmen 1954 Nattevagt DK/Spillefilm
Himlen er blå 1954 Medvirkende DK/Spillefilm
Ved Kongelunden 1953 Murer Rasmussen, kolonihaveejer DK/Spillefilm
Den gamle mølle på Mols 1953 Kristensen, postbud DK/Spillefilm
Min søn Peter 1953 Medvirkende DK/Spillefilm
Sønnen 1953 Medvirkende DK/Spillefilm
På lejrskole 1953 Speaker DK/Dokumentarfilm
Rekrut 67 Petersen 1952 Jensen, mælkemand DK/Spillefilm
Ta' Pelle med 1952 Pantefoged DK/Spillefilm
Kærlighedsdoktoren 1952 Pølsemand DK/Spillefilm
Vi arme syndere 1952 Fængselsbetjent DK/Spillefilm
Det store løb 1952 En færgemand DK/Spillefilm
Avismanden 1952 Avismand DK/Spillefilm
Fra den gamle købmandsgård 1951 Voss, lokomotivfører DK/Spillefilm
Vores fjerde far 1951 Købmand DK/Spillefilm
Dorte 1951 Drager DK/Spillefilm
Naalen 1951 Skolepedellen DK/Spillefilm
Bag de røde porte 1951 Medvirkende DK/Spillefilm
Fodboldpræsten 1951 Kustode DK/Spillefilm
Historien om Hjortholm 1950 Landpostbud DK/Spillefilm
Min kone er uskyldig 1950 Mand, der ser på lejlighed DK/Spillefilm
Mosekongen 1950 Landpost DK/Spillefilm
Den stjålne minister 1949 X'et, fhv. straffefange DK/Spillefilm
Lejlighed til leje 1949 Hr. Hansen, Evas første vært DK/Spillefilm
Berlingske Tidende 1749-1949 1949 Medvirkende DK/Kort fiktion
Kampen mod uretten 1949 Medvirkende DK/Spillefilm
For frihed og ret 1949 Medvirkende DK/Spillefilm
I de lyse Nætter 1948 Henry, påklæder DK/Spillefilm
Tre år efter 1948 Andersen, Sogneraadsform. DK/Spillefilm
Mens porten var lukket 1948 Gadefejeren DK/Spillefilm
De pokkers unger 1947 Hansen, vicevært DK/Spillefilm
Sikken en Nat 1947 Valdemar Engblomme DK/Spillefilm
Stjerneskud 1947 Brandmand på teater DK/Spillefilm
Familien Swedenhielm 1947 Portneren DK/Spillefilm
Naar Katten er ude 1947 Claus Havemand DK/Spillefilm
Lise kommer til Byen 1947 Taxachauffør DK/Spillefilm
Ta', hvad du vil ha' 1947 Pedel DK/Spillefilm
Jeg elsker en anden 1946 Chauffør DK/Spillefilm
Op med lille Martha 1946 Fynsk Rigsdagsmand DK/Spillefilm
Oktober-Roser 1946 En tjener DK/Spillefilm
Brevet fra Afdøde 1946 Medvirkende DK/Spillefilm
Diskret Ophold 1946 Medvirkende DK/Spillefilm
Far betaler 1946 Medvirkende DK/Spillefilm
Saa mødes vi hos Tove 1946 Påklæder DK/Spillefilm
Hans store Aften 1946 Nikolajsen DK/Spillefilm
En ny Dag gryer 1945 Albert Sivertsen, håndværker DK/Spillefilm
Panik i Familien 1945 Manufakturhandler DK/Spillefilm
Affæren Birte 1945 Opsynsmand DK/Spillefilm
Den usynlige Hær 1945 Portner på Metrodan DK/Spillefilm
Bedstemor gaar amok 1944 Hushovmester DK/Spillefilm
To som elsker hinanden 1944 Staldkarlen DK/Spillefilm
Lev Livet let 1944 Medvirkende DK/Spillefilm
Teatertosset 1944 Lund, regissør DK/Spillefilm
Spurve under Taget 1944 En Gaardmand DK/Spillefilm
Otte Akkorder 1944 Marskandiser DK/Spillefilm
Elly Petersen 1944 Olsen, marketender DK/Spillefilm
Frihed, Lighed og Louise 1944 Olsen DK/Spillefilm
Op med Humøret 1943 Regissøren DK/Spillefilm
Det ender med Bryllup 1943 Herluf, staldknægt DK/Spillefilm
Alt for Karrièren 1943 Fisker Lars Pedersen DK/Spillefilm
En Pige uden Lige 1943 Fangevogter DK/Spillefilm
Hans Onsdags-Veninde 1943 Jensen, bartender DK/Spillefilm
Moster fra Mols 1943 Cykelbud DK/Spillefilm
Mine kære Koner 1943 Teaterhåndværker DK/Spillefilm
Kriminalassistent Bloch 1943 Ludvigsen, Betjent DK/Spillefilm
Jeg mødte en Morder 1943 Frederik DK/Spillefilm
Ebberød Bank 1943 Olsen, tjener DK/Spillefilm
Det brændende Spørgsmaal 1943 Retsbetjent DK/Spillefilm
Alle Mand paa Dæk 1942 Jumbo DK/Spillefilm
Ballade i Nyhavn 1942 Tjener Christoffersen DK/Spillefilm
Regnen holdt op 1942 En anden Politimand DK/Spillefilm
Frøken Vildkat 1942 Billetsælger på Ringsted station DK/Spillefilm
Tyrannens Fald 1942 Stationsforstanderen DK/Spillefilm
Lykken kommer 1942 Viktualiehandler DK/Spillefilm
Søren Søndervold 1942 Niels, havnearbejder DK/Spillefilm
Frøken Kirkemus 1941 Andersen, nattevagt DK/Spillefilm
Tak fordi du kom, Nick - ! 1941 En tjener DK/Spillefilm
Niels Pind og hans Dreng 1941 Kroejer Christensen DK/Spillefilm
Tag til Rønneby Kro 1941 Mortensen, landbetjent DK/Spillefilm
En Søndag paa Amager 1941 Kusken DK/Spillefilm
Tror du jeg er født i Gaar! 1941 Portner DK/Spillefilm
Thummelumsen 1941 Gårdejer Cornelius DK/Spillefilm
Pas paa Svinget i Solby 1940 Svendsen, mekaniker DK/Spillefilm
En ganske almindelig Pige 1940 Sporvognspassager DK/Spillefilm
Sommerglæder 1940 En politibetjent DK/Spillefilm
De tre maaske fire 1939 Klaus DK/Spillefilm
Svensson ordnar allt! 1938 Kunde hos barber U/Spillefilm
Julia paa Glatis 1938 Tjener U/Spillefilm
I Folkets Navn 1938 Medvirkende DK/Spillefilm
Alarm 1938 Pølsemand DK/Spillefilm
Blaavand melder Storm 1938 Mand på banegård DK/Spillefilm
Den mandlige Husassistent 1938 Kunde, der flygter DK/Spillefilm
En fuldendt Gentleman 1937 Kunde hos frisør DK/Spillefilm
Cirkus-Revyen 1936 Medvirkende DK/Spillefilm
Millionærdrengen 1936 Medvirkende DK/Spillefilm
Panserbasse 1936 Gadefejer DK/Spillefilm
Snushanerne 1936 Arbejder på filmstudie DK/Spillefilm
Min Kone er Husar 1935 Valde, menig Husar DK/Spillefilm
Kidnapped 1935 Fængselsbetjent DK/Spillefilm
Ud i den kolde Sne 1934 Mediet DK/Spillefilm
Barken Margrethe 1934 Matros DK/Spillefilm
Københavnere 1933 Tjener DK/Spillefilm
I Kantonnement 1932 Menig DK/Spillefilm
Han, hun og Hamlet 1932 Sømand DK/Spillefilm
Krudt med Knald 1931 Pensionær DK/Spillefilm
Hr. Tell og Søn 1930 Pensionær DK/Spillefilm
Hallo! Afrika forude! 1929 Medvirkende DK/Spillefilm
Tordenstenene 1927 Medvirkende DK/Spillefilm
Minder fra Zünftens Dage 1926 Medvirkende DK/Spillefilm
Ulvejægerne 1926 Skrædderlærling DK/Spillefilm
Min Ven Privatdetektiven 1924 Medvirkende DK/Spillefilm
Sommerspøg og Rævestreger 1923 Forkarlen DK/Spillefilm
Den store Gevinst 1919 Medvirkende DK/Kort fiktion