enda

Lis Smed

(1914 – 1944)

Skuespiller. Født 27/11 1914, død 24/11 1944 - 29 år gammel.

Debuterede med stor succes som 19-årig i 1934 på Det ny Teater. Optaget på Det kgl. Teaters elevskole i 1937.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):


Hun blev højt værdsat af samtiden, der fandt hende et elskeligt unikum af sødme og spontanitet i roller som stærkt enfoldige naturer. Det gennemgående tema for mange af hendes blåøjede personer er uønsket svangerskab. Et barn i utide er et slags omkvæd for hendes roller.


Bøjelig og føjelig, kær og kærlig, inkarnerer hun et aspekt af datidens kvindeideal, det kan være svært at sluge i dag: troskyldig uselvstændighed kombineret med noget beroligende aseksuelt. Og hendes type bliver ekstra svær at kapere, når hun overdoserer det behagesyge, både i spillet over for de øvrige personer og i en halvskjult publikumsappel: er jeg ikke sød? - I rette omgivelser illuderer hun dog med god situationsfornemmelse og en forsonende humoristisk undertone.


Hun startede med heltinderoller i to af 1930'ernes ubeskrivelige bundskrabere af Lau Lauritzen Senior, "De bør forelske Dem" (1935) og "Provinsen kalder" (1936). Langt bedre er samme instruktørs kønsrolle-komedie "Giftes - nej tak!" (1936), hvor hun danner par med Sigfred Johansen, men klart overstråles af Berthe Qvistgaard.


Hun fortsatte i 1930'er-pjankefilm (dog er "Plat eller Krone" (1937) lidt mere), indtil hun i Benjamin Christensens og Leck Fischers "Barnet" (1940) indgår i et gedigent realistisk samspil med kammeraten fra Det kgl. Teaters elevskole, Mogens Wieth. Her er hun sekretæren, det går galt for (uønsket svangerskab), outsideren, som Wieth kvier sig ved at introducere i sin 'fine' familie. Det er troværdigt, men ukarismatisk hverdagsspil.


I "Gaa med mig hjem" (1941), også af Benjamin Christensen, spiller hun stuepige, en mindre rolle. Herefter ses hun to gange i samspil med Hans Kurt: som den generte Wulfdine i Gustav Wied-filmen "Thummelumsen" (1941) og som varmblodet syerske i George Schnéevoigts oversete og vellystige "Tordenskjold gaar i Land" (1942), hvor hendes gennemsigtige særk fik megen presseomtale. Her er Hans Kurt igen hendes partner.


En af hendes bedste film er "Biskoppen" (1944), hvor hun som den frugtsommelige Oline giver sin lille-Guds-ord-fra-landet-personlighed en velkommen humoristisk drejning i scener med den falske biskop, spillet af Ib Schønberg - der i 1930 var med til at føre hende frem på teatret.


Christen Juls drama "I Gaar og i Morgen" (1945), der prøver at lodde nationens moralske helbredstilstand før den forventede befrielsesdag, blev hendes sidst udsendte film og slutter - lidt for karakteristisk - med hendes lalleglade fund af herligt danefæ.


Hendes sidst optagne film, hvor man i et par scener måtte bruge stand-in, er den lidet sete, men stort opsatte "Mit Liv er Musik" (1945), hvor hun i en hustru-rolle repræsenterer det jordbundne i violinisten Mogens Wieths omtumlede tilværelse. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Svend Erichsen, Svend Kragh-Jacobsen og Erling Schroeder: Lis Smed (1945).

Filmografi Priser Festivals
Titel År Funktion Category
I Gaar og i Morgen 1945 Astrid, husassistent hos Humlegaards DK/Spillefilm
Mit liv er Musik 1944 Lise, Eriks kone DK/Spillefilm
Biskoppen 1944 Oline, pige i præstegården DK/Spillefilm
Tordenskjold gaar i Land 1942 Oline Marensdatter DK/Spillefilm
Thummelumsen 1941 Wulfdine DK/Spillefilm
Gaa med mig hjem 1941 Doris, Helenes stuepige DK/Spillefilm
Barnet 1940 Ilse, forlovet med Pontus DK/Spillefilm
Plat eller Krone 1937 Medvirkende DK/Spillefilm
Flaadens blaa Matroser 1937 Karin Olsen, Hjalmars søster DK/Spillefilm
Sommerferie i Nordjylland 1936 Medvirkende Dokumentariske optagelser
Panserbasse 1936 Eva, Syerske DK/Spillefilm
Giftes - nej Tak! 1936 Lis, Willys kone DK/Spillefilm
De bør forelske Dem 1935 Lis DK/Spillefilm
Provinsen kalder 1935 Grethe, Sommers Datter DK/Spillefilm
Det Danske Filminstitut registrerer international festivaldeltagelse og priser til danske film, dog primært de titler, som Filminstituttet varetager i sin festivaldistribution, og primært i forbindelse med de festivaler, som Filminstituttet har prioriteret at samarbejde med. Registreringen af festivaldeltagelse og priser til danske film, der ikke er i festivaldistribution, foretages kun for "launch"-festivaler ifølge Filminstituttets prioriterede festivalliste. Se listen over prioriterede festivaler.
Det Danske Filminstitut registrerer international festivaldeltagelse og priser til danske film, dog primært de titler, som Filminstituttet varetager i sin festivaldistribution, og primært i forbindelse med de festivaler, som Filminstituttet har prioriteret at samarbejde med. Registreringen af festivaldeltagelse og priser til danske film, der ikke er i festivaldistribution, foretages kun for "launch"-festivaler ifølge Filminstituttets prioriterede festivalliste. Se listen over prioriterede festivaler.