Filmfotograf, født 19/1 1890 i Randers, død 14/6 1960 på Frederiksberg - 70 år gammel. Uddannet som fotograf og ansat på Nordisk Film i 1913.
Louis Larsen fotograferede for de fleste store instruktører på Nordisk, bl.a. August Blom, Karl Mantzius og Holger-Madsen og især hans arbejde på 'Verdens Undergang' sammen med Johan Ankerstjerne og science fiction-filmen 'Himmelskibet' bør fremhæves. I 1918 filmede Larsen for første gang for A.W. Sandberg, og det udviklede sig til et frugtbart samarbejde, som fortsatte til Sandberg forlod Nordisk Film i slutningen af 20'erne. Han var også i Norge og filme 'Fjeldpigen' i 1917 og på Island i 1919 og lave 'Borgslægtens Historie' for Gunnar Sommerfeldt.
Man ser bl.a. kvaliteten i hans arbejde på de fire Dickens-film af Sandberg, hvor lyssætningen har været et omdrejningspunkt i de mange studieoptagelser. Om lyssætning har Louis Larsen selv udtalt: "Det, der er vor Kunst er at beherske Belysningerne! At faa Belysningerne til at virke baade malerisk og stemningsunderbyggende og tillige absolut naturligt. Den moderne Teknik har jo imidlertid givet os fortrinlige Lyskilder i hænde, saaledes at vi altid kan faa netop det Lys paa vore Indendørsbilleder, som vi ønsker".
Louis Larsen fortsatte som fotograf hos Nordisk op gennem første halvdel af 30'erne med de tidligste tonefilm og sluttede sin filmkarriere med kameraet rettet mod Bodil Ipsen i 'Det gyldne Smil' (1935).
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.