Svend Methling

Skuespiller og instruktør. Født 1/10 1891, død 4/6 1977 - 85 år gammel. Far til instruktør Sven Methling (1918-2005) og manuskriptforfatter Finn Methling (1917-2010).

Efter studier på Polyteknisk Læreanstalt og en uddannelse som smed kom Svend Methling på Det kgl. Teaters elevskole og debuterede dér i 1916. Han var den fødte Oehlenschläger-helt, men slog sikke ikke til tåls med det. Han forlod Det kgl. Teater igen i 1922 og drog udenlands for at studere det moderne teater med henblik på at ville være instruktør. Hjemme igen blev han sammen med Thomas P. Hejle drivkraften i Dansk Skolescene og gjorde en kolossal indsats for at få børn til at se teater. I 1930 vendte han tilbage til Det kgl. som skuespiller og instruktør. ".. det betydningsfuldeste ydede han som instruktør. Her forenede han det bedste i en kulturel tradition med musikalitet, billedfantasi og en dristig, undertiden helt utraditionel udnyttelse af teatrets muligheder" (Dansk biografisk leksikon, 1981). Svend Methling var ydermere dybt engageret i radioteatret og én af mediets pionerer.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Hans indsats som instruktør er langt betydeligere end hans skuespillervirke, hvilket gælder både film og teater. Et klassisk kønt og ædelt ydre var med til at give ham rollen som Prinsen af Danmark i Carl Th. Dreyers "Der var engang" (1922), men talefilmen blev hans chance: hans "smukke dansk" og malmfulde røst som organisten i den tidlige tonefilm "Kirke og Orgel" (1932) vakte samtidens beundring (i dag lyder den deklamerende stil duarder-patetisk).

Han har selv senere ironiseret over, at han så ofte blev anbragt som 'god dansk mand'. F. eks. var han selvskreven som H. C. Lumbye i "Champagnegaloppen" (1938) og overbeviser da også som en mand med musikalitet og autoritet.

Hans senere præstationer domineres af en retsindig, pletfri mandighed, som på én gang virker meget stærk og underligt stivnet. Hans patos præger fatalt hovedrollepræstationen i hans egen advarselsfilm "Det store Ansvar" (1944), som den idealistiske lærer, der slår sig op som tidens moralske indpisker og - i et udsolgt Odd Fellow-palæ! - holder foredraget: "Forældre! Værn jeres børn!".

Siden spiller han kun biroller, i reglen modne autoritetsfigurer af et vist konservativt tilsnit. Værst er hans faderlige, moraliserende politimand i "Unge piger forsvinder i København" (1951). Men i "Soldaten og Jenny" (1947) bryder han mønstret som en sær og intens outsider- og skæbnefigur, og i "Kærlighedsdoktoren" (1952) leverer han som Birgitte Federspiels mølædte far en komedieparodi på sin egen type. Og som for at understrege, at komedien ikke står ham fremmed, giver han i sin sidste film, farcen "Sømænd og svigermødre" (1962) en traditionel præsterolle en pudsig drejning.
[Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]