Om filmen

”Dansk Film Co. allierede sig med Nationalmuseet, som kom til at stå som garant for Danmark i Lænkers historiske troværdighed. Det blev den film, der først kunne fejre premiere. (…) 'Danmark i Lænker' åbnede i København efter en forpremiere i Ålborg. Københavnerpremieren foregik i Dagmar Biograf den 6. december 1945, i selvsamme Dagmarhus – ’Skændselens Højborg’, som Berlingske Tidende skrev - hvor tyskerne havde haft hovedkvarter.. (…)

'Danmark i Lænker' lægger ud med tyskerne, der bryder ikke-angrebspagten med Danmark, og overfalder landet. Flere steder kommer det til tapper kamp, ved flyvestationen i Værløse og i Sønderjylland, hvor der ’overalt vistes en fast og værdig holdning, et mod og en disciplin, der var en hæder for landets ungdom.’ Kort efter følger en sekvens, hvor de faldne sønderjyske helte begraves, og Gunnar Nu-Hansen proklamerer, at ’den danske soldats mod og pligtfølelse vil altid lyse over deres grave’. Selvom mange sikkert kunne være enige, så var det snarere skamfølelse og forbitrelse over Stauning-regeringens nølen i tiden op til invasionen og den lethed, hvormed tyskerne indtog landet, der var den dominerende følelse blandt danskerne i april 1940. (…)

Da landet så er besat, tegner 'Danmark i Lænker' et fuldstændig sort-hvidt billede af, hvordan fronterne er trukket op. Der er de sande danske, ’et enigt folk i ubrydeligt sammenhold’, som rykker sammen om Konge og fædreland. Så er der tyskerne, som alle er ens; smittebærende terroristiske snyltere, ’nazistiske fnatmider’ som hærger og udplyndrer landet – og endelig er der så ’det danske samfunds bundfald’; landsforræderne i DNSAP og Schalburgkorpset, nogle tosser, som alligevel ikke er rigtige danskere, og tyskertøserne, som lægges for had en bloc. Senere i filmen føjes værnemagerne til deres rækker. Men de er, må man forstå, ubetydelige minoriteter, nok farlige nogle af dem, foragtelige alle til hobe - men ikke repræsentative for ’danskerne’. Væk er enhver nuancering af danskernes optræden i de første besættelsesår, hvor mange nok havde ridser i den nationale stolthed, men samtidigt nok så pragmatisk mente, at Tyskland stod til at vinde krigen, så det gjaldt om at tilpasse sig. Og kunne man tjene penge på de mange nye kunder i butikken Danmark, så var det også helt legalt og legitimt – Stauning-regeringen opfordrede jo direkte til samkvem med tyskerne, både forretningsmæssigt og selskabeligt. Hvilket faldt mange danske let at efterkomme, da man i forvejen var tysk orienteret; man talte tysk og beundrede også tysk orden, effektivitet og kultur. Men samarbejdsregeringen og samarbejdslinjen i befolkningen med de interne konflikter den medførte, nævnes ikke med et ord i 'Danmark i Lænker'.

Filmen toner ud med befrielsesdagenes sejrsrus, tilsat et tilløb til den sorgbearbejdning, der fulgte besættelsen. Filmen slutter med et billede af en udhungret, hjemkommet KZ-lejrfange, og løftet om, at de, der ofrede sig, vil blive husket. Det er i øvrigt betegnende for denne film, at den priser både helte og ofre. (…) 'Danmark i Lænker' fik blandede anmeldelser i pressen, jævn succes i biograferne, og forårsagede ikke det store postyr” (Læs mere i Besættelsesbilleder til den kollektive erindring).

Credits