Det Danske Filminstitut: 1997-2011

Forhistorie

I december 1994 blev Gutenberghusbygningen i Gothersgade 55, 1120 København K. præsenteret som det nye ’Filmens Hus’.  Der forestod imidlertid en større ombygning, inden Det Danske Filminstitut, Det Danske Filmmuseum og Statens Filmcentral kunne flytte ind i sommeren 1996. Huset kunne langt om længe, efter en del forsinkelse og fordyrelser, indvies d. 14. april 1997 af kulturminister Ebbe Lundgaard. Den samlede filminstitution fik navnet Det Danske Filminstitut (DFI). Det nye hus betød forbedrede forhold på mange fronter: tre nye biografer, café (senere restaurant Sult), bog- og videohandel, videotek samt udstillingsområde.

 

Ny filmlov og nye formål

Med sammenlægningen fulgte en ny filmlov i marts 1997. Det var en omfattende lovændring, der skulle integrere de tre gamle filminstitutioner. Som noget nyt blev der lagt vægt på lancering og forevisning af nye danske film, publikumsorienterede aktiviteter og løbende dialog med filmbranchen. De årlige finanslovs-forhandlinger fastsatte, hvordan støttekronerne skulle fordeles mellem spillefilm og kort- og dokumentarfilm, mens 25 % stadig var forbeholdt film for børn og unge. 50/50-ordningen blev afløst af 60/40-ordningen, hvor DFI ydede op til 60 % af en films budget, hvis en privat producent kom med den resterende del af finansieringen. Parallelt hermed fortsatte konsulentordningen til de mere kunstneriske film. Filmcensuren (oprettet i 1913) blev nedlagt og erstattet af Medierådet for Børn og Unge, der ’skal vejlede forældre m.fl. om egnetheden af film m.v. for børn og unge’.

De første år

At flytte tre etablerede filminstitutioner sammen i et helt nyt hus var ikke uden problemer. Organisationen og ledelsesstrukturen var udstukket i filmloven: ’Den daglige ledelse af Det Danske Filminstitut varetages af en direktion, som ledes af en administrerende direktør’. Direktionen bestod af den administrerende direktør samt tre såkaldte områdedirektører; én for museum og cinematek, én for produktion og udvikling og én for distribution og formidling. Den overordnede ledelse blev varetaget af en bestyrelse. Denne konstruktion blev af kritiske røster beskyldt for potentielt at være alt for magtfuld og centralistisk. Også forholdet mellem en ny udviklingsafdeling og filmkonsulenternes handlefrihed var i mediernes søgelys. Kritikken førte til, at bestyrelsesformanden i foråret 1999 blev kaldt til samråd i Kulturministeriet, hvilket i maj 1999 førte til et stort anlagt forsoningsmøde med den samlede filmbranche.

 

Resultatkontrakt 1999-2002

Dansk film oplevede stor succes i slutningen af 1990’erne. Dogmefilmene gik deres sejrsgang i Danmark og internationalt, og titler som ’Den eneste ene’(Susanne Bier, 1999) og ’Italiensk for begyndere’ (Lone Scherfig, 2000) solgte hver over 800.000 billetter i Danmark. Set i lyset af dansk films medvind opnåede DFI i resultatkontrakten med Kulturministeriet 1999-2002 en ekstrabevilling på 450 mio. kr. fordelt over de fire år. Sigtet med de ekstra midler var bl.a. at øge antallet af producerede film og at højne den kunstneriske og publikumsmæssige gennemslagskraft, modernisere filmdistributionen, styrke biografmiljøet, fremtidssikre filmarven og øge antallet af titler i distribution, især til børn og unge. Konkret udmøntede resultatkontrakten sig i, at antallet af støttede film steg med 39 %. I januar 2000 blev et nyindrettet, klimastyret filmarkiv indviet i Glostrup, hvor alle museets film (undtagen de brændbare nitratfilm) blev flyttet til. Et centralt indsatsområde var filmtilbud til børn og unge. Allerede i 1998 oprettedes Center for børne- og ungdomsfilm under DFI, og herfra blev den samlede indsats på området koordineret, bl.a. med undervisningsmateriale, skolebio og faste visninger af børnefilm i biograferne. I 2002 kom FILM-X til – et interaktivt studio beliggende i stueetagen i Filmhuset, hvor besøgende kunne producere deres egne små film. Det overordnede formål var at give især børn og unge et indblik i filmproduktion og at introducere dem nærmere for de filmiske virkemidler. 

Filmaftalen 2003-2006

Rammeaftalen med Kulturministeriet blev fornyet i 2003. Man ville bl.a. øge støtten til udvikling af kvalitetsfilm især inden for 60/40-ordningen, styrke satsningen på talentudvikling og øge det internationale samarbejde. Målet var 25 spillefilm og 50 kort- og dokumentarfilm årligt. Romertalsfilm blev et begreb man brugte om populære 60/40-støttede filmserier som ’Min søsters børn’ og ’Far til fire’. Begge filmserier byggede videre på de kendte og elskede film fra 50’erne og 60’erne, men det blev nu diskuteret, hvorvidt DFI skulle udbetale ’industristøtte’ til den slags film, som ofte blev dårligt anmeldt, men gik godt i biograferne. Talentordningen New Danish Screen afløste i 2003 Novellefilm, som stedet, hvor nye uprøvede navne kunne eksperimentere og øve sig i det korte format. TV2 og Danmarks Radio fortsatte med at finansiere ordningen sammen med DFI. Der blev i perioden givet ekstra penge til lancering af danske film i udlandet, mest på diverse filmfestivaler. En del danske filmfolk lavede også film i udlandet, bl.a. Søren Kragh-Jacobsen, Thomas Vinterberg og Ole Bornedal. Lange dokumentarfilm fejrede store triumfer i perioden og blev nu vist i biograferne på linje med spillefilm. Bl.a. ’De fem benspænd’ (Jørgen Leth, Lars von Trier, 2003) og ’Gasolin’ (Anders Østergaard, 2006) solgte mange billetter. Der blev også solgt mange billetter til DFIs biografer: Cinemateket kunne for første gang i 2004 melde om mere end 100.000 besøgende til mere end 1000 viste filmtitler.

 

Filmaftalen 2007-2010

Nye tiltag i Filmaftalen 2007-2010 bød bl.a. på en Public Service-pulje, støtte til computerspil, fokus på digitalisering og ændrede forhold for filmstøttetildeling. Public Service-puljen blev oprettet for at øge pluralismen og konkurrencen på public service i Danmark. Det skulle gøres attraktivt også for de kommercielle tv-stationer at producere dansk tv-drama og tv-dokumentar af høj kvalitet. Puljen støttede bl.a. dramaserien ’Lulu og Leon’ (TV3, 2009) og dokumentarserien ’Velkommen til Borgen’ (DK4, 2010). I februar 2008 blev der ansat en redaktør for Danmarks første støtteordning for computerspil for børn. Med 12 mio. kr. i puljen skulle den nye spilordning inspirere og støtte udviklingen af danske computerspil for børn og unge, så den danske spilbranche kunne styrke sin dynamik og diversitet. Digitalisering af kulturarven var i fokus overalt i det danske kulturlandskab. For DFI betød det bl.a., at udlejning af film blev digital med www.filmstriben.dk fra marts 2007. Www.nationalfilmografien.dk, der registrerer alle danske filmpremierer, blev udbygget til også at indeholde filmklip, filmplakater, stills, stumfilmprogrammer m.m., og endelig blev der restaureret stumfilm, som efterfølgende blev udgivet på DVD. Til sikring af den brandfarlige nitratfilm indviede DFI i sommeren 2007 et topmoderne arkiv i St. Dyrehave nær Hillerød.

Med filmforliget 2007-2010 blev magtfordelingen vedrørende filmstøtten ændret. Forliget pålagde nu tv-stationerne DR og TV2 at bidrage med 145 mio. kr årligt til støtte af film, svarende til næsten halvdelen af det samlede støttebeløb. Filmene skulle så efter biografvisning sendes på de respektive kanaler. Filmaftalen regulerede også fordelingen af tilskudsmidler til spillefilm således, at der skulle bruges mindst 40 % til konsulentordningen og mindst 40 % til 60/40-ordningen. De resterende 20 % kunne bruges dér, hvor der var flest kvalificerede ansøgninger inden for de to ordninger.

De nye vilkår blev udsat for en del kritik. Dels mente man, at Kulturministeriet brød armslængdeprincippet ved at bestemme, hvor mange penge der skulle bruges til de respektive støtteordninger. Dels mente mange, at tv-stationernes de facto vetoret over for et filmprojekt ofte gjorde det sværere at realisere de mere kunstneriske projekter. Hverken tv-stationerne eller DFI var glade for ordningen, som da også blev ændret i filmaftalen 2011-2014.

Filmaftalen 2011-2014

Efter en lang og grundig høringsperiode mellem DFI og den danske filmbranche blev en ny filmaftale for 2011-2014 enstemmigt vedtaget i Folketinget. Der blev bl.a. lagt vægt på globalisering, dvs. at dansk film er til stede på den internationale scene, digitalisering af biografer og større fleksibilitet i støttesystemet. Pr. 1. september 2011 blev et Internationalt kontor oprettet til at rådgive om international udvikling, finansiering og co-produktion og til at koordinere DFIs festivalaktiviteter i forhold til eksport og salg.

Digitalisering af de mindre biografer og art cinemas var nødvendig for at følge den teknologiske udvikling. Støtten skulle sikre en mangfoldig biografkultur med et landsdækkende net af tidssvarende biografer. Man kunne enten søge støtte til digitalt biografudstyr eller digital distributionsstøtte ved forevisning af danske film. I 2011 opnåede omkring 100 biografer støtte.

Efter ønske fra en samlet filmbranche indførtes en ny fleksibilitet mellem støtteordningerne, der muliggjorde nye initiativer i takt med f.eks. den digitale udvikling og markedsudviklingen. Den såkaldte 60/40-ordning blev erstattet af en markedsordning til film med et betydeligt publikumspotentiale. Ansøgninger til markedsordningen blev vurderet af en redaktion på fem personer, hvoraf tre medlemmer var eksterne, og to medlemmer kom fra DFI. Dokumentarfilmen fik også et løft, så der blev fokuseret på større tilgængelighed, samt øget støtte, udvikling og produktion af dokumentarfilm for et bredere og yngre publikum. Endelig blev støttebeløbet til udvikling af computerspil øget fra 12 til 20 mio. kr. over den fireårige periode.