Det Danske Filminstitut: 1997-2023

I 1996 flyttede Det Danske Filminstitut, Det Danske Filmmuseum og Statens Filmcentral flytte ind på deres nye fælles adresse i det centrale København. De følgende årtier opstod nye støtteordninger og mange nye publikumsaktiviteter blev sat i søen i biografer over hele landet og online.

Forhistorie

I december 1994 blev Gutenberghusbygningen i Gothersgade 55, 1120 København K, præsenteret som det nye ’Filmens Hus’. Der forestod imidlertid en større ombygning, inden Det Danske Filminstitut, Det Danske Filmmuseum og Statens Filmcentral kunne flytte ind i sommeren 1996.

Huset kunne langt om længe, efter en del forsinkelse og fordyrelser, indvies den 14. april 1997 af kulturminister Ebbe Lundgaard. Den samlede filminstitution fik navnet Det Danske Filminstitut. Det nye hus betød forbedrede forhold på mange fronter: tre nye biografer, café (senere restaurant Sult), bog- og videohandel, videotek samt udstillingsområde.

En større ombygning gik forud for indflytningen i den tidligere Gutenberghusbygning. Foto: Kåre Breiner

Ny filmlov og nye formål

Med sammenlægningen fulgte en ny filmlov i marts 1997. Det var en omfattende lovændring, der skulle integrere de tre gamle filminstitutioner. Som noget nyt blev der lagt vægt på lancering og forevisning af nye danske film, publikumsorienterede aktiviteter og løbende dialog med filmbranchen. De årlige finanslovsforhandlinger fastsatte, hvordan støttekronerne skulle fordeles mellem spillefilm og kort- og dokumentarfilm, mens 25 % stadig var forbeholdt film for børn og unge.

50/50-ordningen blev afløst af 60/40-ordningen, hvor Filminstituttet ydede op til 60 % af en films budget, hvis en privat producent kom med den resterende del af finansieringen. Parallelt med det fortsatte konsulentordningen til de mere kunstneriske film. Filmcensuren (oprettet i 1913) blev nedlagt og erstattet af Medierådet for Børn og Unge, der 'skal vejlede forældre m.fl. om egnetheden af film m.v. for børn og unge'.

De første år

At flytte tre etablerede filminstitutioner sammen i et helt nyt hus var ikke uden problemer. Organisationen og ledelsesstrukturen var udstukket i filmloven: 'Den daglige ledelse af Det Danske Filminstitut varetages af en direktion, som ledes af en administrerende direktør’. Direktionen bestod af den administrerende direktør samt tre såkaldte områdedirektører: én for museum og Cinematek, én for produktion og udvikling og én for distribution og formidling.

Den overordnede ledelse blev varetaget af en bestyrelse. Denne konstruktion blev af kritiske røster beskyldt for potentielt at være alt for magtfuld og centralistisk. Også forholdet mellem en ny udviklingsafdeling og filmkonsulenternes handlefrihed var i mediernes søgelys. Kritikken førte til, at bestyrelsesformanden i foråret 1999 blev kaldt til samråd i Kulturministeriet, hvilket i maj 1999 førte til et stort anlagt forsoningsmøde med den samlede filmbranche.

I 2002 åbnede filmstudiet FILM-X, der tilbyder især børn og unge et indblik i filmproduktion. Foto: Det Danske Filminstitut

Resultatkontrakt 1999-2002

Dansk film oplevede stor succes i slutningen af 1990’erne. Dogmefilmene gik deres sejrsgang i Danmark og internationalt, og titler som 'Den eneste ene' (Susanne Bier, 1999) og 'Italiensk for begyndere' (Lone Scherfig, 2000) solgte hver over 800.000 billetter i Danmark. I lyset af dansk films medvind opnåede Filminstituttet i resultatkontrakten med Kulturministeriet 1999-2002 en ekstrabevilling på 450 mio. kr. fordelt over de fire år.

Sigtet med de ekstra midler var blandt andet at øge antallet af producerede film og at højne den kunstneriske og publikumsmæssige gennemslagskraft, modernisere filmdistributionen, styrke biografmiljøet, fremtidssikre filmarven og øge antallet af titler i distribution, især til børn og unge. Konkret udmøntede resultatkontrakten sig i, at antallet af støttede film steg med 39 %. I januar 2000 blev et nyindrettet, klimastyret filmarkiv indviet i Glostrup, hvor alle museets film (undtagen de brændbare nitratfilm) blev flyttet til.

Et centralt indsatsområde var filmtilbud til børn og unge. Allerede i 1998 oprettede Filminstituttet afdelingen Center for børne- og ungdomsfilm (senere Børn & Unge), der stod for bl.a. børnefilmordningen Børnebiffen, skolebioordningen Med Skolen i Biografen (fra 2000), undervisningsmaterialer m.m. I 2002 åbnede FILM-X i Cinemateket - et interaktivt filmstudie, hvor besøgende kan producere deres egne små film. Det overordnede formål var at give især børn og unge viden om filmproduktion, filmsprog og filmiske virkemidler. 

Cinemateket nåede i 2004 mere end 100.000 besøgende. Foto: Jørgen True

Filmaftalen 2003-2006

Rammeaftalen med Kulturministeriet blev fornyet i 2003. Man ville blandt andet øge støtten til udvikling af kvalitetsfilm især inden for 60/40-ordningen, styrke satsningen på talentudvikling og øge det internationale samarbejde. Målet var 25 spillefilm og 50 kort- og dokumentarfilm årligt. 'Romertalsfilm' blev et begreb, man brugte om populære 60/40-støttede filmserier som 'Min søsters børn' og 'Far til fire'. Begge filmserier byggede videre på de kendte og elskede film fra 50'erne og 60'erne, men det blev nu diskuteret, hvorvidt Filminstituttet skulle udbetale 'industristøtte' til den slags film, som ofte blev dårligt anmeldt, men gik godt i biograferne.

Talentordningen New Danish Screen afløste i 2003 Novellefilm som stedet, hvor nye, uprøvede navne kunne eksperimentere og øve sig i det korte format. TV 2 og Danmarks Radio fortsatte med at finansiere ordningen sammen med Filminstituttet. Der blev i perioden givet ekstra penge til lancering af danske film i udlandet, mest på filmfestivaler. En del danske filmfolk lavede også film i udlandet, blandt andet Søren Kragh-Jacobsen, Thomas Vinterberg og Ole Bornedal. Lange dokumentarfilm fejrede store triumfer i perioden og blev nu vist i biograferne på linje med spillefilm. Blandt andet 'De fem benspænd' (Jørgen Leth, Lars von Trier, 2003) og 'Gasolin' (Anders Østergaard, 2006) solgte mange billetter. Der blev også solgt mange billetter til Filminstituttets biografer: Cinemateket kunne i 2004 for første gang melde om mere end 100.000 besøgende til mere end 1000 viste filmtitler.

Arkivet i Store Dyrehave til nitratfilm blev indviet i 2007. Foto: Thomas C. Christensen

Filmaftalen 2007-2010

Nye tiltag i Filmaftalen 2007-2010 bød blandt andet på en Public Service Pulje, støtte til computerspil, fokus på digitalisering og ændrede forhold for filmstøttetildeling. Public Service Puljen blev oprettet for at øge pluralismen og konkurrencen på public service i Danmark. Det skulle gøres attraktivt også for de kommercielle tv-stationer at producere dansk tv-drama og tv-dokumentar af høj kvalitet. Puljen støttede blandt andet dramaserien 'Lulu og Leon' (TV3, 2009) og dokumentarserien 'Velkommen til Borgen' (DK4, 2010).

I februar 2008 blev der ansat en redaktør for Danmarks første støtteordning for computerspil for børn. Med 12 mio. kr. i puljen skulle den nye spilordning inspirere og støtte udviklingen af danske computerspil for børn og unge, så den danske spilbranche kunne styrke sin dynamik og diversitet. Digitalisering af kulturarven var i fokus overalt i det danske kulturlandskab. For Filminstituttet betød det blandt andet, at udlejning af film blev digital via bibliotekernes Filmstriben.dk fra marts 2007. Sitet Nationalfilmografien.dk (senere Filmdatabasen), der registrerede alle danske filmpremierer, blev udbygget til også at indeholde filmklip, filmplakater, stills, stumfilmprogrammer m.m. Desuden blev stumfilm restaureret og udgivet på dvd. Til sikring af den brandfarlige nitratfilm indviede Filminstituttet i sommeren 2007 et nyt og moderne arkiv i Store Dyrehave nær Hillerød.

Med filmforliget 2007-2010 blev magtfordelingen vedrørende filmstøtten ændret. Forliget pålagde nu tv-stationerne DR og TV 2 at bidrage med 145 mio. kr. årligt til støtte af film. Det svarede til næsten halvdelen af det samlede støttebeløb. Filmene skulle så efter biografvisning sendes på de respektive kanaler. Filmaftalen regulerede også fordelingen af tilskudsmidler til spillefilm, så der skulle bruges mindst 40 % til konsulentordningen og mindst 40 % til 60/40-ordningen. De resterende 20 % kunne bruges dér, hvor der var flest kvalificerede ansøgninger inden for de to ordninger.

De nye vilkår blev udsat for en del kritik. Dels mente man, at Kulturministeriet brød armslængdeprincippet ved at bestemme, hvor mange penge der skulle bruges til de respektive støtteordninger. Dels mente mange, at tv-stationernes de facto-vetoret over for et filmprojekt ofte gjorde det sværere at realisere de mere kunstneriske projekter. Hverken tv-stationerne eller Filminstituttet var glade for ordningen, som da også blev ændret i filmaftalen 2011-2014.

Cafe biografen i Odense var en af modtagerne af digitaliseringsstøtten i 2011, der skulle sikre et alsidigt biografmiljø. Foto: Kåre Thor Olsen

Filmaftalen 2011-2014

Efter en lang og grundig høringsperiode mellem Filminstituttet og den danske filmbranche blev en ny filmaftale for 2011-2014 enstemmigt vedtaget i Folketinget. Der blev blandt andet lagt vægt på globalisering, dvs. at dansk film skulle være til stede på den internationale scene, på digitalisering af biografer og på større fleksibilitet i støttesystemet. Pr. 1. september 2011 blev et internationalt kontor oprettet til at rådgive om international udvikling, finansiering og koproduktion og til at koordinere Filminstituttets festivalaktiviteter i forhold til eksport og salg.

Digitalisering af de mindre biografer og art cinemas var nødvendig for at følge den teknologiske udvikling. Støtten skulle sikre en mangfoldig biografkultur med et landsdækkende net af tidssvarende biografer. Man kunne enten søge støtte til digitalt biografudstyr eller digital distributionsstøtte ved forevisning af danske film. I 2011 opnåede omkring 100 biografer støtte.

Efter ønske fra en samlet filmbranche indførtes en ny fleksibilitet mellem støtteordningerne, der muliggjorde nye initiativer i takt med for eksempel den digitale udvikling og markedsudviklingen. Den såkaldte 60/40-ordning blev erstattet af en markedsordning til film med et betydeligt publikumspotentiale. Ansøgninger til markedsordningen blev vurderet af en redaktion på fem personer, hvoraf tre medlemmer var eksterne, og to medlemmer kom fra Filminstituttet.

Dokumentarfilmen fik også et løft, så der blev fokuseret på større tilgængelighed samt øget støtte, udvikling og produktion af dokumentarfilm for et bredere og yngre publikum. Endelig blev støttebeløbet til udvikling af computerspil øget fra 12 til 20 mio. kr. over den fireårige periode.

I 2013 styrkede Filminstituttet sin indsats ift. grundskoler og gymnasier og lancerede undervisningsplatformen Filmcentralen/Undervisning, og i 2014 fulgte streamingsitet Filmcentralen/For Alle med kort- og dokumentarfilm.

Cinemateket lancerede i 2016 et samarbejde med lokale biografer i hele landet. Foto: Jørgen True

Filmaftalen 2015-2018

Endnu et bredt forlig i Folketinget sikrede en ny fireårig aftale for Filminstituttet i perioden 2015-2018. Inden da havde filmbranchens parter og Filminstituttet diskuteret emner som teleindustriens mulige bidrag til dansk filmproduktion, inspireret af andre europæiske lande, og hvor langt 'biografvinduet' eller 'premiumvinduet' (biografernes eneret på nye danske film) skulle være. Der var langt fra enighed om, hvilken vej man skulle gå, og flere politikere foreslog også, at talentstøtteordningen og Cinemateket skulle lukke. For andre var det største problem, at filmproducenternes økonomi var dårlig på grund af det svigtende dvd-salg og piratkopiering.

Den endelige filmaftale lagde vægt på et bæredygtigt produktionsmiljø ved at øge antallet af producerede film og forsøgsvis at indføre en lavbudgetordning for at sikre tilgang af nye talenter. Kvaliteten skulle højnes i de enkelte projekter, og flere støttemidler skulle kanaliseres til de regionale fonde. Støtten til digitale spil blev styrket ved at give produktionsstøtte og støtte til formidling. Tværmedielle projekter, der supplerer hinanden på forskellige platforme, fik også en ny støtteordning.

Nye undervisningstilbud til børn og unge skulle udarbejdes i samarbejde med Undervisningsministeriet. Cinematekets virksomhed skulle udvides til at dække hele Danmark, og samtidig skulle der udarbejdes en rapport om Cinematekets driftsøkonomi med henblik på udlicitering. Det viste sig dog ikke muligt, og Cinemateket forblev i Filminstituttets regi.

I aftalen skulle Filminstituttet rapportere om rekruttering af medarbejdere til dansk film med henblik på at belyse sociale og geografiske forhold, filmbranchens økonomiske forhold og dokumentarfilmbranchens markedspotentiale via digital distribution.

Den samlede driftsbevilling til Filminstituttet faldt støt gennem aftaleperioden på grund af regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag, der skar 2 % af budgettet hvert år fra 2016.

I 2015 blev streamingsitet Danmark på film lanceret som led i en bevarings- og formidlingsindsats. Streamingsitet rummer Filmarkivets store samling af historiske dokumentariske film, der digitaliseres og gøres frit tilgængelige. I 2018 styrkede Filminstituttet sin indsats ift. de yngste børn og lancerede den mediepædagogiske app Filmcentralen/For de yngste målrettet daginstitutioner.

Filmaftalen 2019-2023

Der var ikke de store uenigheder mellem den danske filmbranche og Filminstituttet op til forhandlingerne om et nyt filmforlig i 2018/2019. De fremadstormende streamingtjenester udgjorde en fælles trussel, der fik meget opmærksomhed. Streamingtjenester som Netflix, HBO m.fl. bidrog ikke til produktion af dansk indhold som i andre europæiske lande, så det mente man var på tide. Det endte med et bidrag på 2% af deres indtægt i Danmark ifølge Medieaftalen, hvor også public service-puljen blev forøget. 

Filmaftalen blev igen vedtaget af et enigt Folketing og imødekom langt hen ad vejen de ønsker, filmbranchen havde. Helt ekstraordinært kom filmaftalen til at strække sig over 5 år i stedet for over de vanlige 4 år for at skabe sammenhæng med Medieaftalen. Filminstituttet fik et mere fleksibelt og ubureaukratisk støttesystem uden så mange ’kasser’, og der blev mulighed for at støtte en række højbudgetfilm, både spille- og dokumentarfilm som fx ’Margrete den første’ (Charlotte Sieling, 2021). Blandt de markante titler i perioden var Oscarvinderen 'Druk' (Thomas Vinterberg, 2020) og den Oscar-nominerede ’Flugt’ (Jonas Poher Rasmussen, 2021).

De regionale filmfonde, Filmfyn og Den Vestdanske Filmpulje, blev styrket med i alt 35 mio. kr., så danske film og tv-produktioner fik bedre muligheder for at blive produceret uden for København, fx ’Miss Viborg’ (Marianne Blicher, 2022) og ’Hvide Sande’ (TV2, 2021). Desuden blev der for første gang fastsat et mål for dansk films markedsandel i biograferne på 29%. Talentudvikling via New Danish Screen blev også styrket, ligesom Spilordningen fik tilført ekstra 10 mio. kr. Og så er der fokus på at de danske produktioner ud til børn og unge skal ud på de digitale platforme, de foretrækker.

I perioden har Filminstituttet især fokus på mangfoldighed, kulturel betydning og digital omstilling. Filminstituttets Cinematek har åbnet filialer i Århus, Ålborg, Odense og Kolding, og det fondsfinansierede website og forskningsprojekt Stumfilm.dk med samtlige danske stumfilm så dagens lys i 2019 og vandt en Bodil for indsatsen året efter. I sensommeren 2022 planlægger Filminstituttet at åbne den nye tagterrasse Filmtaget med Open Air-biograf, café og filmudstilling.


Direktører
Henning Camre: 1/1 1998 – 31/7 2007
Henrik Bo Nielsen: 1/8 2007 – 31/8 2017
Claus Ladegaard: 1/1 2018 –