Shoot it!

New Danish Screen inviterer til en ny måde at udvikle din film på.

Der skal være kort fra idé til filmning, og billedskabelsen er i centrum. Ingen skrivning. Vurderingen af projekter vil ske ud fra tidligere værker og ud fra en mundtlig præsentation. Vi forestiller os, at nogle projekter vil få støtte fordi historierne er skarpe eller pirrende. Vi forestiller os, at andre projekter får støtte, fordi sammenstillingen af personer, der skal lave projektet, får os til at tro at noget særligt vil ske. Det er vores umiddelbare forestillinger. Det er jeres opgave at komme på ideer, samarbejder, greb og præsentationsformer, der overrasker og viser nye veje for dansk film!

Talentudvikling kan være at arbejde i dybden med fortællinger, motiver, temaer og at have tiden til at gøre det. Talentudvikling kan også være at få en vild idé og arbejde direkte med at optage og springe langvarig tænkning over. Det vil vi gerne støtte mere af på NDS, og derfor inviterer vi til et forsøg med en ny måde at støtte på: Shoot it!

Alle der får støtte får 250.000 kroner til 6-12 minutter fiktionsfilm.

For at komme i betragtning

  • Skal I være et team på minimum to personer, hvor vi forventer, at den ene er instruktør
  • Projektet skal være umiddelbart filmbart (ikke tidsafhængigt eller kræve svære tilladelser elller lignende)

Sådan søger I

For at søge skal I senest den 14. august kl. 12 sende en e-mail til nds@dfi.dk med

  • Links til to tidligere værker for hver person i teamet i samme funktion, som der søges i nu
  • Link til en video på max 1 minut, hvor I forklarer, hvorfor I skal til Shoot It!

De hold, der bliver udvalgt skal præsentere sig selv og deres projekt den 21. august

De endelige resultater skal vises midt i januar 2014

Vi holder et orienteringsmøde den 8. august kl 11.30, hvor der kan stilles spørgsmål til Shoot it!