I fire år havde instruktør Anne Wivel ikke rørt sit kamera. Hun lagde det fra sig, da hendes kræftsyge mand, politikeren Svend Auken, faldt i deres sommerhus i juli 2009. I to et halvt år havde hun fulgt hans travle liv med sit kamera. Men tre uger senere døde han. Svend Auken var i forvejen dødssyg, men faldet forkortede hans liv. Og siden har Anne Wivels kamera været slukket.
Indtil hun i efteråret 2013 fik en opringning fra sin gamle ven, maleren Per Kirkeby, og hans kone. Kirkeby var faldet ned ad trappen samme forår og havde fået en hjerneskade. Siden havde han ligget på hospitalet i månedsvis, men nu var han hjemme. Og Anne Wivel skulle besøge ham dagen efter.
"De spurgte, om jeg ikke kunne tage mit kamera med. Jeg blev faktisk lidt forskrækket. Både fordi jeg ikke havde rørt mit kamera, siden Svend døde. Og fordi Per virkelig er en autoritet for mig. Jeg har kendt ham i over 40 år, men man er sgu lidt bange for ham. Det ved han godt, og vi griner meget af det. Og alligevel er han så elsket. Og meget skarp og meget sjov," siger Anne Wivel.
I 2011 havde hendes film "Svend" om hendes mands sidste travle tid premiere. Og nu kommer filmen om Per Kirkeby, "Mand falder", som er klippet sammen af optagelser gennem godt et år, hvor hun er fulgt i hælene på maleren i hans atelier hjemme i Hellerup nord for København, til ferniseringer, i huset på Læsø og på hans slot i Italien. På nærmeste hold skildrer hun hans bestræbelser på at komme til at arbejde igen og hans angst for, at de små fremskridt med penslen eller blyanten er illusioner. At han, som han selv formulerer det, faktisk "har mistet kraften, som de siger i Star Wars".
Han genkender ikke længere sine egne værker. Og ind i mellem ikke engang sin egen kone, fordi hjernen ikke længere vil oversætte de synsindtryk, han får, på en måde, der giver mening.
Den hengivne
Svend Auken og Per Kirkeby er to markante skikkelser i den danske offentlighed. Men for Anne Wivel handler de to film om hendes mand Svend og hendes ven Per.
"Jeg er ikke sådan en, der laver film om berømte mennesker. Filmen om Svend er jo en hjemmevideo, den er bare ikke lavet af en ubevidst person. Og det fører jeg videre i filmen om Per, som har været min ven i mere end 40 år. Filmen om Svend var en kærlighedsfilm. En uforbeholden kærlighedserklæring. Og 'Mand falder' er lidt det samme. Den er lavet fuldstændigt uforbeholdent. Jeg er totalt den hengivne."
Med sine 70 år tilhører Anne Wivel i store træk samme generation som den 77-årige Per Kirkeby. Ifølge instruktøren har han altid været den eneste i sin liga i den generation. En lidt ophøjet skikkelse, som "tænker skidegodt" og "rammer den nordiske tone så rent og originalt".
"Han har altid – på en ganske vist meget charmerende måde – været lidt alene deroppe. Og derfor er det her jo virkelig et dramatisk fald for ham. Han er en højrøvet skiderik. Men han er det på en meget menneskelig måde. Han er en meget værdifuld person. Og en værdifuld figur for os alle sammen. Så jeg har lavet en film om en personlighed og en kunstner, der for mig flyder sammen i ét."
Da Per Kirkeby og hans kone ringede, havde Anne Wivel egentlig tænkt sig, at hun skulle i gang med at lave en film om den palliative afdeling på Bispebjerg Hospital, hvor hun og Svend Auken boede de sidste ti dage af hans liv.
"Men så får jeg den opringning. Og tænker: Okay, det er skæbnen, der tvinger mig til at tage mit kamera. Og på en måde gav det mening, at jeg fortsatte, hvor jeg slap. Med en mand, der falder. Jeg havde noget i forhold til Svend, som jeg gerne ville tænke videre over. Men det skulle så ikke være i palliativ afdelings regi. Det skulle være i den verden, jeg selv færdes i, hvor der var en mand, der var faldet, ligesom Svend gjorde. Så i mit hoved hænger de to film sammen," siger Anne Wivel.
"Det er begge tofilm om tab. Og om at lade de to mænd lide de tab. For vi må jo fandeme tage på os, at skrøbeligheden indfinder sig. Man kan sige, at jeg kigger medlevende ind i et rum, som jeg også selv skal træde ind i på et tidspunkt."
En skyggeverden
Efter sit styrt på trappen har Per Kirkeby mistet sin førlighed, evnen til at udtrykke sig i helheder med blyant og pensel, og evnen til at forstå sine indtryk. Han kan ikke genkende ting og former. Han kan ikke genkende sine egne billeder, og han kan ikke genkende ansigter. "Det er sgu godt nok et mærkeligt liv," som han siger i filmen. "At leve i sådan en skyggeverden."
Alligevel stimuleres han af venner og kolleger til at gribe en blyant eller lade penslen kradse henover et lærred. På et tidspunkt triller han kørestolen hen foran et kæmpe lærred i grønne og brune nuancer. Kigger længe.
"Jeg kan godt gøre det interessant," siger han så. "Men jeg kan ikke gøre det helt færdigt, for jeg mister orienteringen."
Han betragter det store lærred endnu en tid.
"Det er ret interessant som struktur," siger han så. "Men det har ikke nået at møde sin skæbne endnu. Så det kunne lige så godt være et tapet. Et flot tapet, men alligevel."
Så sukker han.
"Det kan ikke nytte noget at lyve for sig selv," konstaterer han. "De sidste ommøbleringer, dem har jeg ikke kræfter til."
Et forvrænget rum
"Mand falder" er endt med at blive, hvad Anne Wivel kalder "et meget håndholdt projekt". For Per Kirkeby er svær at styre, vil ikke have en mikrofon hæftet på tøjet og har "nærmest munddiarre".
"Man ved aldrig, hvornår han begynder at sige noget enormt vigtigt, så jeg måtte bare hænge på. Det gav nogle meget spændende, men også vanvittigt svære spilleregler. Undervejs talte han til mig om nogle helt vildt vigtige ting, og så er det altså meget unaturligt at stå og filme. Så jeg måtte reagere som en ven og alligevel have kameraet tændt
Mand falder
Hvad sker der, når en verdenskunstner pludselig mister sine naturgivne evner? Filminstruktøren Anne Wivel har fulgt sin ven, maleren Per Kirkeby, på nært hold, efter at han faldt og slog hovedet. Han havde tidligere overvundet følgerne af en hjerneblødning og to blodpropper, men faldet for to år siden resulterede i en hjerneskade, der forhindrer ham i at arbejde. Han har ikke bare mistet sin førlighed, men også evnen til at genkende farver og sågar sine egne kunstværker.
