Dirch Passer

Skuespiller. Født 18/5 1926, død 3/9 1980 - 54 år gammel. Gift 1. gang i 1950 med skuespiller Sigrid Horne-Rasmussen (1915-82) - ægteskabet opløst i 1959, 1958-63 levede han sammen med skuespiller Judy Gringer (f. 1941), gift 2º med Hanne Bjerre - ægteskabet opløst i 1976. De sidste år boede han sammen med teaterarbejder Bente Askjær. Bror til skuespiller Kirsten Passer (f. 1930) og Marchen Passer.

Uddannet på Frederiksberg Teaters elevskole 1946-48 efter at have medvirket i et stykke på Riddersalen i 1945. Brød for alvor igennem hos Stig Lommer på ABC-teatret i 1952, hvor Dirch Passer ".. introducerede og personificerede en crazy-stil hvis drivkraft var den bevidst overdrevne og overspillede karrikatur" (Dansk biografisk leksikon, 1982). På ABC mødte han Kjeld Petersen, der fik en afgørende betydning for hans virke op gennem 50'erne og frem til dennes død i 1962. De blev til makkerparret Kellerdirk Bros., der udfoldede sig i et sublimt samspil, både på scenen og på film.

Fra 1967-74 var Dirch Passer knyttet til Cirkusrevyen, hvor nogle af hans mest uforglemmelige figurer blev skabt: ornitologen der kigger på mudderklirrer, kæmpebabyen der svinger rundt på scenen i sin hoppegynge og den russiske klovn, der taler sort til sit publikum. Han fortsatte i forskellige revyer og medvirkede i Tivolirevyen, da han faldt om på scenen og døde 3. september 1980.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

I årtier var Dirch Passer Danmarks populæreste revy- og filmkomiker - og hans enorme folkelige gennemslagskraft blev ikke mindre efter hans alt for tidlige død i en alder af blot 54 år.

Med godt 100 filmroller på knap 30 år var han en af vores mest produktive filmskuespillere. Mange mente, at han misbrugte sine evner ved at optræde i talløse sjuskede produktioner, ofte i små roller. Men det vidner om hans helt særprægede komiske talent, at han, selv omringet af middelmådighed og kunstnerisk discount, kunne levere præstationer som holder sig seværdige og ofte mere end det.

Opfattelsen af Dirch Passer som filmskuespilleren, der først og fremmest lod sig udnytte og lavede mere skidt end godt, er simpelthen forkert: et bemærkelsesværdigt antal af hans film holder en rimelig kvalitet og hører hjemme i den bedste ende af den danske folkekomedie.

Det mest udbredte billede af Dirch Passer er den store, på samme tid kluntede og adrætte mand med den høje stemmeføring, den voldsomme fysiske komik og de løbske sprogbrokker. Brølet fra kæmpeflaben blev efterhånden hans varemærke.

Men han var også en skuespiller af stor følsomhed og varme, der med små armbevægelser og stensikker fornemmelse for filmmediets væsen kunne skabe fint nuancerede figurer. Især naive, drømmeriske figurer kunne han tilføre poesi og underfundig charme. Mere end blot et komisk energibundt var han en fuldt rundet folkekomedieskuespiller - på godt og ondt noget nær indbegrebet af denne ærkedanske genre, med en rækkevidde fra det lavkomiske til det lune, lette og elegante.

Han startede med småroller. Først i "Stjerneskud" (1947), hvor han, mørk og ranglet, er en bisse, der truer med at give Osvald Helmuth bank. En lillebitte, ikke videre bemærkelsesværdig rolle - bortset måske fra at han i filmen spiller Sigrid Horne-Rasmussens kæreste. De to blev i det virkelige liv gift i 1950.

I "Den opvakte jomfru" (1950) med manuskript af Poul Henningsen, ses han i prologen som en sømand, der foreslår, at man smider Ib Schønbergs abbed overbord. Hans næste rolle er også meget lille og mest interessant for hvad den peger frem mod: i folkekomedien "Dorte" (1951) har han en enkelt scene som forvirret amerikansk turist. Den er noget ufokuseret i komikken, men det er hans første scene sammen med Ove Sprogøe, som han senere i 1950'erne skulle komme til at danne et indtagende makkerpar med.

Efter flere småroller - bl.a. i Johan Jacobsens "Som sendt fra himlen" (1951) som en hjemmeværnsmand, der afslører et kommunistisk sindelag, da han tror russerne kommer - tager han forskud på den senere Dirch Passer med en balstyrisk surrealistisk præstation som mystisk politibetjent i Kjeld Petersen-komedien "Solstik" (1953). Og samme år indleder han for alvor sit filmiske parløb med Ove Sprogøe i den prototypiske hyggekomedie "Ved Kongelunden" (1953).

De er to sorgløse sporvognsfolk (Passer konduktør, Sprogøe vognstyrer), der deler kolonihavehus i Kongelunden, småskændes gemytligt og af og til bryder ud i sang - bl.a. det klassiske drille-, charme- og rim-virtuosnummer Der kommer altid en sporvogn og en pige til - og de har en kemi mellem sig, som hæver det tyndbenede materiale.

Der hviler en stor uskyld over dem. Passer er blid og naiv, Sprogøe i reglen rap og slagfærdig, og makkerskabet kommer til at sætte sit mærke på en hel stribe Saga-film op gennem 1950'erne, hvor de i det store hele spiller de samme figurer, krydret med små - meget små! - plotmæssige variationer. I "I kongens klæ'r" (1954) er de glade rekrutter, der stikker en kæp i hjulet på en forbryderbande; i "Det var på Rundetårn" (1955) er de to musikere, som vinder i lotteriet; i "Færgekroen" (1956) et par trængte kroejere, der får skovlen under de onde sagførere, som prøver at franarre dem kroen; i "Tag til marked i Fjordby" (1957) markedsgøglere som afslører en snedig forbryder.

Det er formularfilm, der doserer humor, romantik og danskhed med selvfølgelig effektivitet. Men det er bemærkelsesværdigt så neddæmpet Dirch Passer er i samspil med Ove Sprogøe: han får sine store komiske ture, sine verbale og fysiske amokløb, men der er også et dybereliggende lune i hans store, ranglede drengefigurer. Den umiddelbare elskelighed, der i høj grad har ansvaret for hans store folkelige appel, er sjældent mere tydelig end i disse film.

De hyggelige folkekomedier sætter tonen for Passers film i 50'erne. Den mere crazykomiske side af hans talent udfolder sig i denne periode hovedsagligt på scenen, især sammen med Kjeld Petersen. Enkelte af deres scenenumre finder også vej til filmen. I "Hvad vil De ha'?" (1956) er det deres tapetserersketch; i "Pigen og vandpytten" (1958) en forkortet version af den klassiske "Tømmerflåden".

De mødes i flere film, og det er helt rørende at se, hvordan Kjeld Petersen liver op, når han har scener sammen med Passer i deres sidste film sammen, "Sømænd og svigermødre" (1962). Men mere crazykomik er der i deres samspil i velfærdssatiren "Vi er alle sammen tossede" (1959). Filmen er Kjeld Petersens, men Passer viser - som gal sporvognskonduktør på den lukkede afdeling - en orkanagtig energi og et vanvid, som foregriber hans senere filmkomiske kraftspring, både i virtuositet og unuancerethed.

I 1959 spiller Passer tillige rollen som forelsket bager i Erik Ballings "Poeten og Lillemor", den første af tre film i serien. Det er en birolle, men Balling giver ham både lov til at spille lavmælt og for fulde gardiner, og Passer får skabt en meget vindende figur - ikke mindst i samspil med Judy Gringer, som han dengang også privat dannede par med.

Samme år overfører han sin scenetriumf som Charles tante til film, en blomstrende grotesk og definitiv tolkning, og året efter kommer endnu et højdepunkt med "Baronessen fra benzintanken" (1960). Ikke blot har han kosteligt komiske ting for med en løbsk vandhane, han træder også for første gang i karaktér som romantisk skuespiller. Hemmeligt og en anelse komisk forelsket afslører han sin særlige form for sårbare undselighed og drengede alvorsfuldhed i scenerne med Ghita Nørbys livsglade baronesse.

1960'erne blev Dirch Passers mest produktive årti - han indspillede næsten halvdelen af sine film hér - og det er også i 1960'erne, at han kunstnerisk spænder videst.

Men da han i 1961 modtog filmmedarbejdernes sær-Bodil for "med stort talent at lade sig misbruge" af de danske filmproducenter, pegede det trist nok lige så meget frem som tilbage: i adskillige film i 1960'erne (og tendensen fortsatte i 1970'erne) fik han små roller, hvor han stort set bare spiller Dirch, og lige akkurat er med længe nok til at filmene kan sælges på hans navn og kontrafej.

Det gælder f. eks. "Sømand i knibe" (1960), hvor han har en ret perifer comic relief-rolle som kok i marinen; monsterfilmen "Reptilicus" (1961), hvor han er nattevagten, der opdager at titlens uhyre er løs, samt synger sangen "Tilicus" (kun med i den danske version); "Tre piger i Paris" (1963), hvor han og Paul Hagen dukker op i filmens start og slutning og laver lidt gemytligt klovneri; og Støv på hjernen-serien (fire film fra 1961-65), hvor han spiller den excentriske vicevært i en lille soveby-opgang. Det trækker også fra (i hvert fald i de romantiske roller), at Passer begynder at lægge sig ud.

I 1960'erne blev den arketypiske Dirch Passer-figur, nu mere bamset end ranglet, cementeret: han er hyggelig, sjov og med på den værste. Men han fik også mere seriøse roller. I "Gøngehøvdingen" (1961) spiller han tateren Ib; i besættelsesfilmen "Venus fra Vestø" (1962) er han pacifisten, der ender med at tage aktivt del i modstandskampen, og ikke mindst i den sidstnævnte dæmper han sig så meget ned, at han næsten neutraliserer sig selv. Passer trives ikke rigtig med replikker uden den mindste humor, stemmen bliver mærkeligt tonløs og umusikalsk, mimikken lammet, alt stivner på ham. Han finder glimtvis en køn alvorstone i "Venus fra Vestø", mens hans tater Ib kun lever i isolerede øjeblikke, når han laver sjov.

Men der findes også en håndfuld helstøbte, klassisk morsomme og charmerende Passer-præstationer i tidsrummet 1962-64. Han er både sjov og rørende som sagtmodig buschauffør forelsket i Malene Schwartz i Finn Henriksen nydelige folkekomedie "Bussen" (1963) - en rolle, Leif Juster spillede i den norske originalversion af filmen. Og i "Hvis lille pige er du?" (1963) udnytter Balling fint hans blufærdighed som den uerfarne skibsreder, der gifter sig med sin beregnende sekretær, Ghita Nørby. Her griber Passer chancen til at nuancere sit spil med sørgmodig dead pan-komik og stille, kompleksfyldt maskulinitet.

Andre højdepunkter er de gamle travere "Frøken Nitouche" (1963) og "Sommer i Tyrol" (64), hvor han folder sig veloplagt ud med hele det komiske charme-repertoire. Og det er slående at se ham som langt mere forførende end hjerteknuseren Dario Campeotto i "Han, hun, Dirch og Dario" (62), hvor teenageren Gitte Hænning postuleres at sukke efter smørtenoren, mens det er med Dirch de virkelige gnister slås i hit-sangen "Lille frøken Himmelblå" (genindspillet af Mek Pek og Søs Fenger i 1987).

Havde Passer ikke indspillet andre film end ovennævnte, ville hans omdømme som filmskuespiller være langt bedre, ja måske ligge på niveau med Kjeld Petersens. Men kvaliteten af hans film og præstationer dalede voldsomt i løbet af 1960'erne. Han virker mere og mere ensom på film og må ofte overleve på anstrengte solonumre. - "Jo mindre jeg har at tage fat på, jo højere råber jeg. Nøjagtigt som man gør, når man er ved at drukne", som han selv udtrykte det.

Særdeles uelegant er det f. eks., da man i 1967 får den idé at danne et nyt komisk filmpar og laver den første af tre film om "Mig og min lillebror" med Passer og Poul Reichhardt som titlens fjottede bonderøve. De er - ved siden af Ib Schønberg og Marguerite Viby - dansk films populæreste filmskuespillere nogensinde, men sammen er de nærmest pinlige. Ikke alene er manuskripterne slatne - Passer og Reichhardt er også i spillestil og humør så forskellige, at deres forsøg på at mødes på midten resulterer i uskønt komisk overspil.

I 1970'erne var der stigende tegn på træthed hos Dirch Passer. Han lavede færre film, og gnisten var ved at være væk. Da han i 1974 modtog en Bodil for sin hovedrolle i kriminalkomedien "Mig og mafiaen" (1973), er det for en præstation, der nok er energisk, men fuldstændig mangler den elegance og ubesværede vivacitet, der præger det meste af hans arbejde i 1950'erne og 1960'ernes start: som svindleren Viktor 'Viffer' Hansen består hans primære job i at iføre sig så mange forskellige forklædninger som muligt.

Filmen blev en publikumssucces, og han gentager rollen i "Mafiaen - det er også mig" (1974). Men inden da har man heldigvis fået en slags teater-reportage af hans skrupskøre psykiater Dr. Graa i "Solstik på badehotellet" (1973), hvor man ser, hvor meget morsommere han kunne være i fri dressur på scenen end i sine mere uinspirerede filmfarcer. Derefter stod den bl.a. på tre Piger i trøjen-film (to til lands og en til vands), hvor han som godmodig, men højtråbende sergent for en håndfuld kvindelige rekrutter spiller på den mest larmende side af sit talent.

Han har sin sidste filmrolle som fængselsbetjent i "Fængslende feriedage" (1978). Her spiller han sammen med Preben Kaas og Jørgen Ryg (som to af de indsatte i Maribo Arrest), og midt i den håndfaste folkekomik er der også en snert af melankoli. Ikke så meget i materialet som i tanken om, at disse tre store danske komikere tre år senere alle er døde.

Dirch Passers farvel til dansk film blev altså på en måde lige så sørgeligt som mange af hans tidligere komiske udfoldelser er opmuntrende. Men en kunstner bør bedømmes på det bedste, han har givet, og Passers enorme talent for filmkomedie er selvfølgelig indiskutabelt. Ikke på grund af grænseoverskridende vild komik som på scenen, men fordi hans register rakte fra stilfærdig menneskekomedie til den opfindsomme crazykomik, der gjorde ham til en ener.

Ved siden af sine mere end hundrede danske film medvirkede Dirch Passer også i en stribe svenske produktioner: "Dirch passer hund" (1952); "Dirch Passer vælter byen" (også kendt som "Dirch, dyd og diamanter", 1954); "Masser af Passer" (1955); "Dyden er ikke dirchefri" (1960); "Dirch og blåjakkerne" (1964); "Vi vilde vikinger" (1965). Ingen af dem har nævneværdige kvaliteter. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Malin Lindgren: Kære Dirch (1981). John Lindskog: Dirch (2001).